Halvanden måneds tid i Ecuador er hermed kommet til sin ende, i morgen tidlig drager jeg mod Colombia, nærmere betegnet Palmira tæt på Popayán, hvor min ven Marco bor. Ham kender jeg fra mine første måneder i Rosario, så vi har efterhånden været venner i to års tid. Han flyttede hjem til Colombia i starten af året, og indtil for måske en måneds tid siden var det ikke sikkert, om han ville være der, når jeg nåede frem, for det afhang af, hvor han kunne finde arbejde. I sidste ende fandt han noget tæt på Palmira, så nu glæder jeg mig meget til forhåbentlig at nå frem i morgen og sige hej :)!
Jeg har været her i Quito siden søndag (i dag er tirsdag), og fordi det er anden gang, jeg er her, har jeg taget det stille og roligt. Derfor, men også fordi det står ned i stænger hver evig eneste eftermiddag i den her by, man vænner sig bare til at få sop og våde bukseben, hver gang man vover sig udenfor. Søndag checkede jeg ind på et okay hostel, der ligger overfor Secret Garden, som jeg jo gerne ville bo på sidst, og selvfølgelig er den første person, jeg møder, ingen ringere end Jens fra Mors. Han har været i Quito i to måneder, og har været så smart at skrive sin bacheloropgave i religionsvidenskab her, hvor man kan leve længe på en dansk SU. Før Ecuador var han på udveksling et halvt år i Vietnam, og han er i det hele taget super cool, så ham har jeg hængt ud på hver aften, jeg har været her.
Den første aften kom vi ud på lidt af et eventyr, vi besluttede at gå ud at spise aftensmad på en lokal pizzabiks nede på hjørnet, som skulle være super god. Vi havde bare ikke overvejet, at det ikke kun var søndag, men ligefrem palmesøndag, så hele Quito var rimelig død, og pizzabiksen var selvfølgelig lukket og slukket. Det slog os dog ikke ud, så vi begyndte at gå mod den gamle bydel, hvor alt dog også var lukket. Derefter tog vi så en bus mod La Mariscal, som er det kvarter, jeg boede i sidst, og som er fuldt af barer, men endte med at stå af på en helt tilfældig, øde gade, hvor vi havde set, der lå en colombiansk restaurant. Vi var de eneste gæster, og maden var ikke helt god for budgettet, 10 dollar pr. mand, hvilket er ny rekord. Lækkert var det dog, men det helt store eventyr kom sammen med regningen, for der gik det op for os, at vi lige præcis havde nok til at betale, men ikke nok til at betale to busbilletter tilbage til vores hostel, hvilket kun var 25 cents hver. Jeg havde kun 10 cents, og Jens havde vel 15, så der var ikke så meget andet at gøre end at grine af det hele og finde ud af, hvordan vi fandt tilbage igen. Selvfølgelig endte vi med at tage en taxi og løbe op og hente penge på værelset, men det var en rimelig sjov aften haha.
Ellers har jeg ikke lavet så meget i de her dage, mandag skiftede jeg hostel til Secret Garden, i går gik eftermiddagen med at finde kontaktlinser, i dag gik den med at undersøge bustider til i morgen. Dog er der to store nyheder: for det første har jeg endelig søgt ind på Århus Uni, det blev efter uendelige overvejelser til en master i Latinamerikastudier, som jeg forhåbentlig starter på til september. Den anden store nyhed fik jeg i dag, da de gamle fortalte, at min lejlighed på Amager er blevet solgt på intet mindre end halvanden dag, hvor heldig har man lov at være :)! Jeg blev super glad, da jeg hørte nyheden, det er en kæmpe lettelse, og de gamle fortjener en kæmpe krammer og en lille gave fra et sted i det store udland for al besværet.