Så er der gået over en uge, siden jeg tog afsted! Tirsdag aften tog vi bussen seks timer nordpå fra Viña til La Serena, hvor Felipes onkel Pedro og tante Laura bor. Inden vi ankom fortalte Felipe mig, at udover tante Laura har Pedro dog også to andre koner i andre byer, så jeg havde forberedt mig på at møde en rigtig gammeldags machista. Han minder faktisk om onklen fra Charles Tante, en lille prop, der tror, han styrer det hele. Udover det var han dog meget venlig, for vi fik simpelthen overdraget nøglen til hans vens hus, da vennen er ude at rejse. Vi fandt senere ud af, at onkel Pedro aldrig havde spurgt vennen om lov, så vi måtte pænt sørge for ikke at efterlade spor. En positiv ting ved at være gæster hos Pedro og Laura er til gengæld, at man spiser lækkert! Avokado dagen lang, kæmpe portioner, kage til dessert, ost og skinke og jeg ved ikke hvad.
Ved 12-tiden gik vi af en lille, trafikeret vej ind til byen, og jeg kan oplyse, at La Serena virkelig ikke er noget at skrive hjem om. Der er hele 29 kirker, hvilket passer fint med, at folk i nordchile skulle være mere religiøse og konservative end folk fra Santiago-området. Det bedste, vi så på vores gåtur på flere timer, var La Recova, et turistmarked fyldt med håndværk og hjemmelavede søde sager. Det bedste for Felipe var nok at møde en ældre hollandsk dame, fordi han har boet et halvt år i tulipanernes hjemland og sniger sig til at snakke om Holland, så ofte han kan komme til det.
Torsdag spiste vi stor, lækker frokost med familien, og tog derefter bussen en lille time til Coquimbo. Hvis La Serena ikke var noget at skrive hjem om, så fortjener Coquimbo ikke engang at være på kortet. Om sommeren skulle der være masser af fest og ballade, men uden for sæsonen er der faktisk kun tre ting at komme efter; et stort fodboldstadion, et kæmpe kors og en moske. De to sidstnævnte ligger på hver deres bakke i modsatte ender af byen, så det var noget af en gåtur. Korset, La Cruz del Tercer Milenio, ligger faktisk i et fattigt kvarter, hvilket vi egentlig først fandt ud af, da vi stod på toppen og ikke kunne se andet end faldefærdige huse og ikke helt troværdige fyre på knallerter. Vi blev enige om, at los negros, som knallertfyrene bliver kaldt, spiser hvide gringoer med dyre kameraer til morgenmad, så vi skyndte os ned igen uden at få for meget øjenkontakt med folk i gaderne.
Moskeen var i sig selv ikke noget særligt, men på vej ned fandt vi ud af noget sjovt. En vagt bad os om at skrive vores navne i en stor bog, og da vi spurgte hvorfor, forklarede han, at moskeen er en gave fra den marokkanske konge, som hvert år får tilsendt den store bog med navnene på de besøgende, så han alt efter antallet kan bestemme, hvor mange penge han vil sende til vedligeholdelse året efter. Moskeen er åbenbart en tro kopi af en kæmpe moske i Marrakesh. Efter et par lidt skuffende timer i Coquimbo tog vi bussen tilbage, spiste la once og gik tidligt i seng.
I dag, fredag, pakkede vi rygsækkene ved 10-tiden og sagde pænt farvel til Pedro og Laura, før vi gik ind til La Recova og købte et par matchende sweatere i lamauld, så bliver det vist ikke mere kikset og turistet haha. Fra markedet tog vi en bus to timer ind i landet til Vicuña, der ligger i Valle del Elqui, hvor verdens bedste stjerneobservatorier ligger. Nattehimlen i Elqui-dalen er ikke forurenet af lys fra nærliggende byer, og det er en vild oplevelse at stå og kigge op på tusinder af stjerner og satelitter, der konstant blinker lige over dit hoved. Man bliver næsten lidt svimmel fordi universet pludselig virker så stort og man bare står der og er lille.
I Lonely Planet koster logi i Vicuña snildt 25.000 chilenske pr. person, 250 danske, men et godt trick er altid at spørge efter et pensionat, hvor man normalt ikke får andet end en seng og varmt vand. Det lykkedes, og vi fandt et værelse til 10.000, hvilket dog stadig er alt for dyrt. Eftermiddagen gik med at spise is i parken, før vi kl. 20 tog en minivan til Mamalluca-observatoriet en halv time udenfor byen. Magisk! To timers guidet tur under åben himmel med store teleskoper, virkelig spændende, og vi fik taget nogle fantastiske billeder. Med på turen var også tre amerikanske piger, Nicki, Milan og Ally, som vi bagefter snakkede en masse med på deres hostel.
I morgen ser vi, om vi tager til nationalparken Pan de Azúcar, direkte til Atacama-ørkenen eller måske noget helt tredje.