Lidt om at rejse

Så er vi på farten igen. Nu med fire børn. Bangkok var første stop på en to måneders rejse rundt i Thailand og omegn. I dag har vi så været under vejs i fjorten dage og jeg tænker det er helt på sin plads at give jer derhjemme et par ord med på vejen fra vejen.

Denne gang havde vi, kloge af skade, valgt at akklimatisere os på et luksuriøst og lidt kønsløst hotel, kaldet Chatrium i udkanten, eller i hvert fald nogle gode taxiture væk fra alt det sjove. Hotellet havde til gengæld en dejlig pool, god morgenmad og et dejligt stort familieværelse, hvor vi alle kunne bo.

Vi besøgte Chinatown, der er lige nøjagtig så overvældende i dufte, farve og synsindtryk, at man blev blæst væk. Gademaden var i særklasse og der blev gloet på svinehoveder, insekter, tunger, røgede ænder, gigantiske rejer og en enkelt bars på en meter, der knap nok kunne vende sig i sit akvarie, mens den ventede på en sulten frelser, og alskens andre mere eller mindre fristende egnsretter. Vi endte med at spise nudler med røget svin, pad thai, pad khra pow, saté med jordnøddesauce og det hele smagte virkelig lækkert. Læg dertil en frisk omgang appelsin og granatæblejuice, og så vi egentlig pænt tilfredse. At gå og lure ned ad små, dunkelt oplyste smøger, hvor mænd med smøger går og læsser kasser, mens ledninger hænger fra alle vægge, træer og pæle. Det er simpelthen så anderledes og dybt betagende i al sin møgbeskidte, larmende enkelthed.

Tæt ved floden besøgte vi også et lidt turistet sted, Asiatique, hvor alt var pænt og nydeligt og ret kedeligt, men vi fik dælme også god mad der, dog til lidt andre penge end de fyrre baht på gaden. Karin fik en deluxe pad thai med karamelliserede kæmpeflodrejer. Den ret stak altså ud.

Tre nætter boede vi på chatrium, og så var det altså også på tide at tage på en klassisk walk down memory lane: Vi bookede os ind på villa Cha Cha ved Khao San road - Bangkoks berømte backpackerområde. Jeg var der selv første gang for 22 år og et halvt liv siden sammen med min gode, gamle ven, Mads, på vores klassiske halvfemserdannelsesrejse. Dengang husker jeg byen som om muligt endnu mere møgbeskidt, men vi boede godt nok også på de mere snaskede og lurvede backpackerhostels, og dem tror jeg simpelthen ikke der eksisterer nogen af i dag. Det er blevet for nemt at komme hertil, så nu henvender Khao San road sig lige så meget til gamle røvhuller som os med hele familien på slæb. Dog vil jeg sige, at i forhold til da vi senest var i Bangkok, for syv år siden, da familien Camphausen sidst to til Sydøstasien, der havde intet forandret sig nævneværdigt. Barerne, gadesælgerne, alt var det samme. Vi stod nu bare med fire unger frem for to, og savnede vores gode selskab fra sidst vi var der. Der blev også straks sendt kærlige hilsner hjem til Thue og Helga, som vi rejse med sidst, samt Rikke og onkel Kenned. Sidstnævnte kommer om blot tre dage på besøg for at hygge med os i solen og varmen i ti dage i Khao Lak. Inden vi når der til, skal jeg dog lige have vores mellemliggende gøren og laden ned på papir. Intet besøg på Khao san uden en grillet majskolbe med smør og salt. Således også denne gang og de to førstegangsbesøgende, Ines og Buster, tog i den grad retten til sig.

For efter en nat på Cha cha, der bestemt heller ikke på det fjerneste havde ændret sig, var det af sted med det sydlige Thailand, nærmeste bestemt Koh LIpe.

Vi fløj fra Don Mueng i Bangkok til Hat Yai helt mod syd. Der fra var det med mini van i et par timer mod kysten, hvor vi hoppede på en speedbåd, der efter halvanden time lod os hoppe af i brændingen på Koh LIpe. Så op på en lille knallerttaxa med lad, Karin der så forskræmt på de mudrede veje og vores højt belæssede knallerter, og endelig var vi fremme ved Cast Away, hvor man som en anden Tom Hanks kan føle sig alene på en øde ø, såfremt man altså er i stand til at se bort fra alle de andre gæster, der har fået samme tanke, og som i øvrigt mestendels hedder Jens og Kirsten og taler pæredansk. Men maden var rigtig god, stemningen var afslappet, personalet supervenlige og udsigten fra restauranten var gyldengrønt hav, spækket med koralrev. Jeg kunne godt have undværet den underliggende ambientmusik og lidt jazzede muzak, der kørte på repeat, og så bliver jeg sgu ked af at se hvorledes endnu en ø er ved at gå i hundene, fordi lokale embedsmænd rager til sig, frem for at sikre sig, at der bliver givet byggetilladelser og skabt løsninger for alt det affald, der hober sig op. Det er åbenbart at gøre noget ved problemet. Medarbejderne på Castaway prøver, men Thaier er åbenbart ikke så glade for at blive belært af udlændinge, og den lokale lærerinde fortæller beroligende eleverne, ifølge folkene på Castaway, at man ikke skal bekymre sig om skraldeproblemet "because the tide is gonna take it away"

Der ligger med andre ord skrald over alt på Koh Lipe, med mindre det er inden for området af et resort.

Jeg har det sgu lidt med Lipe som en mediumveltrænet sædcelle fra Jim Lyngvilds testikler ville have følt: fedt, hvis man kunne nå frem før alle andre, men sandsynligheden for at man vader rundt i en masse lort, efter et stykke tid, er under alle omstændigheder lidt for høj, så måske man blot skulle have blevet i pungen.

Jeg er spændt på at se hvad Koh LIpe er forfaldet til om ti år. For syv år siden havde vi intet hørt om øen. Koh Mook, ja. Men ikke Lipe. Det er sgu gået lidt for stærkt, synes jeg. Men jeg er jo også en sur bæ. Sån en skrabede jeg i øvrigt op fra sandet, fordi den lokale overkøter sked i vandkanten ved lavvande, og så kunne man lige nå at samle læderbøffen op, inden den fik en sø at svømme i. Der var også nogle katte, der virkelig knaldede igennem om natten og en bar, der spillede tekno, men der var dælme også smukt og idyllisk og eksotisk (ligesom Prebens numse, hvis man er til den slags (hvis man altså så igennem fingre med at der taltes aarhusiansk ved halvdelen af bordene)).

Vi forlod Lipe i forgårs og jeg ligger nu i min hængekøje foran min bambushytte, nede ved stranden på Koh Mook. Ved bor på Charlie beach Resort. Her er lidt nedslidt og ret stille, og rimeligt rent. I morges lejede jeg en Kajak, og så tog Buster, Samson og jeg på en padletur rundt om pynten. Først nåede vi en øde strand, hvor vi så en box jellyfish på vejen ind. På stranden så vi en slags leguan på en lille meters penge, gul og sort var den - og hurtig til at komme i skjul mellem klipperne. Her på denne idylliske øde strand kunne mand virkelig se effekten af tanken bag ved "Don't worry - the Tide is gonna take it away" sandaler og flip flops, reb, flasker, skrald, plastic i alle stadier af nedbrydning, flamingopap en masse. Det førte så til en snak om hvor meget af alt det snask der lå på stranden man egentlig ville kunne bruge, hvis det havde været en strand på en øde ø. Og det var sgu meget sjovt og lave dét eksperiment.

Så padlede vi videre og fandt så "Emerald Cave" som sgu virkelig er taget ud af et eventyr. Man svømmer ca. firs meter gennem en grotte (jeg havde Buster på ryggen) med pandelamper på hovedet, (Den havde Samson) og så kommer man ud på en lille strand med krystalklart vand, hvor man er omgivet til alle sider af lodrette klippevægge, så man har fornemmelsen af at stå nede i et udslukt vulkankrater. Det var meget smukt og især Buster fik en på opleveren. Og oppe i grottens loft hang der flagermus. Altså. Og nu hænger jeg så her i min køje, med bølgernes brusen, cikadernes sang og vindfanen, der køler Ines og Buster af under myggenettet. Karin er tøffet i seng og Samson og Anemone har downloadet en film. Deep impact, tror jeg, fordi vi snakkede om tsunamier. Der er lige fløjet en ildflue forbi, og der lyder et sindssygt højt Gekko! Tæt ved. Jeg tænker det må være en superbørge på en god underarmslængde. Jeg håber den spiser den gigakakerlak jeg smed ud af badeværelsest tidligere i aftes. MOTHERf***! Jeg korrigerer lige mig selv. Det må være alle gekkoers moder. Samson spillede fodbold med de lokale i dag. Solnedgangen var magisk. Maden smagte fortrinligt, og den blev indtaget i klipperne over stranden, hvor en venlig familie har en restaurant. Samson har også fået lov til at leje en scooter, og han er fanme en rigtig Palle Brian, med bagvendt kasket og dun på overlæben. Han vender hjem med mandepatter og grillsved. Sejt.

Nook for Nå. Jeg har en infam kaffehovedpine, som følge af akut koffeinmangel i mit blod, men den kaffe der serveres her får en af Ines brugte numseklude i et lunkent glas vand til at fremstå som et fristende alternativ.

Men er det så godt det her? Er det værd at tage herud for at få tid til hinanden? Kommer vi hjem, forandrede, mere til stede, mere groundede?

Ja, ja, nej, måske, fanme nej, hippiesvin.

Men nu får vi se… rejsen er jo ikke slut endnu.

Vi skrives ved.

Her på falderebet, tæt ved vores afrejse fra Koh Mook, må jeg konstatere, at jeg holder langt mere af denne ø, med al dens nedslidte, elendige hotelservice og totale strandidyl. Jeg padlede atter ud til Emerald cave med Anemone her til morgen og vi svømmede først ind til den skjulte strand, hvorefter jeg svømmede ud og hentede kajakken og padlede ind. Vi var stort set alene her til morgen. Ingen kæmpebåde fyldt med turister, bare os og en lille aarhusiansk familie fra Risskov (de er også her). Vi nåede lige akkurat at undgå parkbetjentene og deres ublu krav om kolde kontanter i form af en såkaldt "park fee" der vist nok skal betales direkte og som vist ikke havner andre steder end i disse unge semiuniformerede mænds bukselommer.

Lidt over fjorten dage af vores rejse er gået og vi får i den grad slappet af. Vi spiller UNO, Bohnanza, frisbee, snorkler, bader, læser bøger, skriver dagbog, laver lektier og hygger os sammen. Anemone og Samson keder sig lidt, og vi skal være opmærksomme på deres behov også, men alt i alt bliver de på en god måde opmærksomme på alt det fede de har gang i derhjemme, og som de allerede savner på en god måde.

Vi har haft nogle gode snakke om lige præcis det med at kede sig. Når det så er sagt, så spiller Samson atter fodbold med de lokale, fuldvoksne mænd og gør en god figur. Buster og Ines boltrer sig i vandet og Anemone imponerer med sine kajaktag, sine armbøjninger, planker og hvad hun nu ellers foretager sig for at holde formen ved lige.

Samson får jo lidt action ved at køre grusvejene tynde her på øen, og vi har, helt og aldeles uforsvarligt, vi ved det godt, ladet ham køre ture med Buster og Anemone. Og de elsker det.

Om lidt går solen ned for sidste gang her på Koh Mook, for vores vedkommende. Vi tager hen og spiser på den lokale reggaebar, hvor der hænger store træudskårne dillere og pynter, og hvor det lykkedes mig at overbevise Samson om, at stedets ejer stod splitternøgen bag baren og svingede med kødfløjten. Han er godt nok blevet femten år, men f***, hvor er han nem.

Maden er i øvrigt fremragende, og jeg har fået min måske bedste panang curry netop der.

Ines sidder og hælder sand ud over sig selv med en muslingeskal. Jeg hygger mig i hængekøjen og livet er lige til at holde ud. Om firetyve timer lander min højtelskede storebror i Phuket og holder os med selskab i små ti dage.

Nu kalder Karin - ikke at idyllen stopper ved det, man ved jo aldrig hvad den frækkert er ude på, men jeg må nok under alle omstændigheder slutte for nu.

Vi skrives.