Koh chang
Ligger i min airconditionerede bungalow og småfryser. Her er bælgravende mørkt, fuldstændig stille, udover AC'ens ubønhørlige blæsen, og jeg er helt og aldeles ude af stand til at lukke et øje. Aldrig har jeg været ramt i en sådan grad af jetlag. Vi er på femtedagen af vores rejse og Karin og jeg tilbringer altså endnu en søvnløs nat sammen. "Det værste er at jeg gaber og gaber", udbryder Karin søvnigt og brokker sig over at jeg citerer hende, mens hun ligger og læser mig over skulderen.
Ellers er det ret hyggeligt at være to på broen midt i søvnløshedens stille ocean. Godt man har en computer til at adsprede sig med. Man skulle jo nødigt finde på noget frækt.
"Steven hold op, slet det der", hvæses der, inden der bliver sagt godnat og vendt ryg til. "Det er altid godt man selv synes man har det sjovt" lyder slutbemærkningen fra min vidunderligt syrlige kone. Jæps.
Bangkok. God damn. På godt og ondt har den været omdrejningspunkt for alle mine eventyr i Sydøstasien og nu er den så blevet starten på familien Brandt Camphausens.
Byen er så varm og beskidt og så fuld af vilde, fremmede indtryk. Samson lagde først mærke til de utrolige mængder kabler, der snor sig gennem byen som overdimensionerede lakridssnørebånd. Gad vide om det er et drømmescenarie at komme i elektrikerlære her?
Vi checkede ind på et slidt hotel, hvis royale navn var en mild hån mod landets elskede kongehus. Der lugtede af svamp og den ensomme sanger i den forladte hotelbar , den kolde lobby, med et desperat taxiselskab og et slukket, juleudsmykket springvand, den lukkede kinarestaurant med de falmede billeder af falmede retter og det venlige, servile personale, der sad og ventede på at intet skete, føjede alle til et billede af forfald. "You can check in any time, but you should really leave before you do", som den berømte sang vist aldrig lød.
En ekstra, lille udfordring på førstedagen af vor odyssé var en række begivenheder, der bogstaveligt talt sendte os til tælling. Hotellet havde kun én nøgle per værelse. Jeg gik i poolen, (sådan en var der skam, om end en sølle, nedslidt en af slagsen) med ungerne, Karin tog et bad. Jeg glemte svømmevingerne, jeg ellers i fuld overensstemmelse med Østerbroreglementet for korrekt forældreomsorg, havde investeret i hjemmefra. I hast skyndte jeg mig op til værelset og bankede febrilsk på døren, da jeg, stik mod ovennævnte reglement, havde efterladt ungerne alene på en bænk ved poolen, spændt fast med intet andet end faderlige formaninger. Karin, der i første omgang valgte at ignorere mine taktfaste slag mod døren ind til værelse 118, forbarmede sig til sidst over tåben, der da måtte kunne regne ud, at hun for fanden var i bad. Træt og småfrustreret tog hun turen ud af karret, blot for at glide på det glatte gulv, så braget kunne høres af selv den bankende tåbe på den anden side af døren ind til værelse 118. Hulkende og groggy fik Karin åbnet døren. I de sekunder der gik før hun fik stavret sig derhen, var undertegnede meget lille. Jeg blev dog væsentligt mindre, da hun konstaterede at børnene sad alene ved en pool. Hvis nogen derude sidder og pønser på at skrive en sang om dårlig samvittighed og uforløste undskyldninger, men mangler input, så kan de bare ringe.
Det rejseselskab, der holdt til i hotellets kolde lobby, og som ifølge vor guide kunne skaffe visa til henholdsvis Laos og Vietnam på 24 timer til 1000 baht pr. stk. havde ferie i de dage vi ellers havde planlagt at være i Bangkok. Mandag morgen, kort inden afrejse, dukkede en ansat dog op, blot for at fortælle os, at visaerne tog fem dage at skaffe og kostede 5500 baht. Da jeg gjorde opmærksom på, at mit rejseselskab havde oplyst en anden pris, faldt prisen til 3500 baht, men til gengæld var den ansatte nu ikke længere på arbejde, idet hun rent faktisk havde taget en fridag, hvorfor hun ikke længere havde til sinds at hjælpe os.
Hm. Hvad skal jeg sige? Mirza; you owe me one kenobi!
Bangkok har også så mange tiggere, at Samson til sidst blev helt overvældet af varmen, og de arme, eller nærmere armløse, benløse og fingerløse stakler, og simpelthen bare måtte sætte sig ned og græde. Det utrolige ved disse mennesker var, at de trods det faktum, at de var et studie i menneskelig elendighed, lyste op og viste en slags bedstemoderlig affektion for Samson og Anemone, når de passerede forbi. Det førte til en fin snak om de goder vi er forundt i Danmark. Og således overståedes Samsons første samfundsfagslektion.
Anemones og Samsons første svømmelektioner fandt også sted i Bangkok. Nærmere betegnet i Villa Cha Cha, et hyggeligt og anbefalelsesværdigt lille hotel, tæt ved Khao San. Her mødtes vi med Thue og Helga, vores venner fra gården, hjemme på Østerbro, der også har valgt at spendere en rum tid i Sydøstasien, og deres børn, Vibe, Anders og Marie.
En hektisk dag, med blå mærker og en mindre hjernerystelse og rejseplansmæssige set backs, endte med dejlig mad, hyggeligt samvær og glade, vandpjaskende børn, og for at gøre hele affæren endnu mere komplet, dukkede min kære bror Kenneth og hans kære viv, Rikke op for at slutte sig til løjerne.
En vild omgang Bangkokgryde, med alt hvad den indebærer, var forbi for denne gang. Jeg kan ikke lade være med at holde af denne sindssyge by. På størrelse med sjælland og med mennesker over ALT. Så er kontrasten her på Koh Chang til at få øje på. Turen hertil tog seks timer i bus med sikkerhedsseler. Turen ville nok hurtigt være røget over i stakken af mindre interessante ferieminder, havde det ikke været for et lille ophold på en støvet motorvejsrestaurant, hvor der blev disket op med superlækker thaimad, supper, stegte ris, vand og rejsens pt. bedste kop kaffe. Mad og drikke til fire voksne og to børn, løb op i den nette sum af 30 kroner. Så var det man fristedes til at være stor i slaget på en billig baggrund og råbe "min omgang".
Koh Chang er, som jeg indledningsvis nævnte, meget stille. Eller stedet hvor vi bor, Amber Sands, er meget stille. Her er plads til syv familier ad gangen. Maden er god, Julian, Kerry og Shirley, familien, der ejer stedet er alle utroligt søde og hjælpsomme. Personalet er smilende og venligt, maden god, poolen børnevenlig og øllerne er kolde. Stranden er til gengæld lidt for kedelig. Vi er på mangroveskovssiden af øen og det mærkes på den knudrede og stenede sandbund. Man kan dog sagtens finde hvide strande og tatoverede wifebeater t-shirts med cockneyaccent, der søger at imponere lokalbefolkningens stærke køn, eller svage køn, der har klædt sig ud, så de ligner det stærke køn, ved at tage en tur på den mekaniske rodeotyr. Men i det store og hele er jeg meget positiv. Øen er eksotisk, med et velbevaret indre, fuld af uberørt jungle, som vi, inden for få dage har tænkt os at udforske på elefantryg.
Jo, jo. Koh chang er som resten af Thailand; en skønsom blanding af alt det lort og affald, menneskeligt som varemæssigt, vesten har valgt at læsse af på landets kyster og så det Thailand vi kommer her for; maden, naturen, vandet, korallerne, kokospalmerne og de utroligt venlige og imødekommende beboere i dette smukke, eventyrlige, anderledes og helt igennem skønne land.
Natten er blevet om muligt endnu mere stille, og computeren kører nu på reservespænding ligesom mine nakkemuskler. Det er på tide at lade hånt om mit jetlag og give plads til søvnen.
Vi skrives ved.
Steven