Tiden flyver af sted og der står nu d. 20. juni i min kalender… 140 dage siden jeg forlod Danmark, nogle dejlige venner, internet som fungerer og min vaskemaskine, som jeg nu elsker højere end noget andet, til fordel for et liv i Indien, med fremmede dufte og en helt ny kultur. Jeg havde gjort mig klar i hovedet, inden jeg tog af sted, at jeg ville arbejde med voldsramte kvinder. Sådan gik det ikke… I stedet kom jeg ind på et børnehjem med nogle mærkelige damer, som snakker om Jesus og Guds ødelæggelse i hver anden sætning og børn som leger, piller og råber… Og jeg har elsket hvert minut af det. (Ok, måske ikke hvert minut, men størstedel af tiden.)

Kvinderne er slet ikke så mærkelige som jeg syntes til at starte med, de er nogle dejlige damer med hvert deres store hjerte. En lille bibel historie i ny og næ, og det faktum at jeg ikke kommer i himlen, fordi jeg ikke er døbt ordentlig, det overlever jeg nok.. Det har været en oplevelse, jeg ikke ville være foruden.

Pigerne er kommet ind under huden på mig, som jeg ikke troede muligt. Jeg har prøvet at holde en professionel distance til dem, siden jeg har været en af deres personaler, men alligevel er de blevet så meget mere for mig. De er blevet mine børn, mine søskende og venner. Jeg vil savne dem forfærdeligt meget, det at blive mødt af løbende børn, få de største kram og et kys på kinden. Det skal man ikke kimse af. Vi har delt hemmeligheder, leget sjove lege, grædt sammen og grint alt for højt.

I går lavede jeg mad til alle pigerne. Min tanke var at jeg ville lave frikadeller, kold kartoffelsalat, almindelig salat og hjemmelavet is til dessert. Det var min tanke. Sådan endte det også næsten. De fik kold kartoffel salat, kyllingelår, alm. Grøn salat og is (købt hos den rare inder mand henne på hjørnet) Det var så skægt at lave mad. Jeg havde købt kartofler, grønsager, kylling, is m.m. Da vores kok så alle de grønsager jeg havde købt, truede hun mig med tæsk, da hun syntes jeg havde købt alt for meget og dermed havde spildt mine penge. Men jeg slap med et kærligt klask og så spurgte jeg hende ellers om ALT andet som skulle købes.

Jeg troede det med at lave mad til så mange mennesker, egentlig ville være fint nok. Jeg havde dog glemt at vores kok og nogle af pigerne ikke er helt vilde med nogle af de ting jeg laver nogle gange. Jeg måtte ikke selv skrælle mine kartofler eller koge dem, for tænk nu hvis jeg kom til skade, så dem skrællede og kogte min søde madmor/kok for mig, så de var klar til at bruge til senere på eftermiddagen. Jeg måtte også kæmpe en del for at få igennem at 3 kg. Kartofler altså ikke var nok til 50 mennesker, så jeg ville gerne have alle 7 kg. Nej I skal ikke have ris til aften, det er kun kartofler, kylling og salat. Den tyggede de lidt på, der kom store øjne og undrende. Men de godtog den da. Tænker de har tænkt "Sisse får ret, vi får fred" og det passer mig så ganske udmærket!

Lige nu har vi 5 piger her på hjemmet, da de stadig mangler deres eksamensresultater før de kan begynde i skole igen. Så de var mere end glade for at hjælpe til. De skar løg, snittede grønsager, pillede hvidløg, slikkede yoghurt bøtterne rene, og tog en masse billeder. Vores to kokke var med til at skære, snakke, grine og kigge på hende den mærkelige dansker fare frem og tilbage med yoghurt på kinden.

Kokkene og en af pigerne var med til at stege kyllingelårene. Pigen ville hele tiden have mere peber på, hun kunne ikke forstå, at det ikke skulle være sort af peber eller hvorfor der ikke skulle chili i? Det skulle jo smage af noget! Sagde til hende, at når de hvidløg, løg og salt + peber som var i ville fungere fint og give det massere af smag. Hun var lidt betænkelig ved det, men måtte overgive sig, da kokken tog peberet ud af hånden på hende.

Da der skulle laves kartoffelsalat var det da også under store protester. At jeg blandede yoghurt med kartofler?! DET KUNNE MAN DA IKKE!! Jeg tror pigerne op til flere gange, tænkte "nu er Sisse blevet sindssyg, vi har mistet hende for evigt" men blandet blev det og kom ind i køleskabet.

Så alt gik som det skulle, ingen fik snittet deres fingere af, grædt eller kommet chili eller et halvt kilo peber i maden. Alle var glade og tilfredse. Pigerne fik lov til at smage lidt af kyllingen som var i den store "gryde", de rørte rundt i de forskellige ting, var med til at smage til m.m.

Om aftenen da de fik spist maden, kom de også og sagde at det smagte godt! Det var jo slet ikke så farligt som de havde troet. Alt i alt en rigtig dejlig aften. Jeg hyggede mig, det tror jeg også pigerne gjorde.

Men nu er det blevet tid til at jeg skal til at pakke mine ting og rejse videre ud i verden. Jeg fik en besked i går fra Søren og Martin som rejste her i lørdags, at de var ankommet til Varanasi og først skulle rejse derfra igen d. 22 om aftenen, så vi kunne nå at få lidt tid sammen, inden de skulle videre. Glæder mig til at drengene igen, og så er det bare lidt sjovere at være sammen med nogle andre i stedet for at jeg skal tusse rundt alene i en stor kaotisk by. Så det bliver dejligt lige at se dem igen, inden de rejser videre.

Ellers så er der ikke sket så forfærdeligt meget siden sidst.

Jeg har været ude og shoppe med pigerne. Jeg har haft gang i en indsamling til dem, så de kunne få nogle af de ting de mangler (sko, tasker, legesager m.m.) og TAK til jer der har givet pigerne penge. I er ganske enkelt vidunderlige! De har fået sko, vandflasker, tasker, is, popcorn og nogle legesager. Så de har været ovenud lykkelige. Rita og jeg har haft 15 piger med af gangen ned i et stort indkøbscenter, hvor vi har fundet alle tingene til dem, og pigerne har selv været med til at vælge hvad de godt kunne lide. Så alle var glade og tilfredse.

Indkøbsturen var noget udover det sædvanlige. Der var grin, gråd, børn der fik en arm i hovedet for derefter at dykke ned i taskemylderet igen, for at finde netop den skoletaske hun gerne ville have. Pigerne have aldrig prøvet en rulletrappe før, så sådan en fik jeg også hivet dem op på. Det var fuldstændig vanvittigt, men noget så sjovt at være med til.

Pigerne har aldrig prøvet en rulletrappe før, så da jeg skulle have 7 piger med ovenpå for at købe vandflaskerm tog jeg det som det mest naturlige at tage rulletrappen... Pigerne var dog ikk helt enige.

De stod nede for enden af trappen og kiggede på at den kørte op. Jeg kiggede på dem og sagde at den altså ikke var farlig. Man satte foden op på trappen med den ene fod, og så trådte man op med den anden. Jeg trådte op på trappen og viste dem hvordan man gjorde med fødderne, jeg løb ned af de tre trin som den havde nået at køre, for at komme ned til pigerne igen.

De var stadig ikke helt trykke ved situationen, så jeg stilte mig ved siden af pigerne og viste dem hvordan man først satte den ene fod op og så den anden.
De gav det nogle forsøg, men var ikke helt trygge ved trappen. Så jeg tog den mindste pige (Yamouna) under armene og satte hende op på trappen og kiggede på hun stod noget usikkert og kørte op mod den næste etage. Der stod 6 piger og mig nede ved bunden og skreg, råbte og grinede. YAMOUNA, HOLD FAST I GELÆNDERET, OG LAD VÆRE MED AT FALDE NED!
Da hun var kommet op på toppen, var de andre piger lidt mere trygge ved rulletrappen. Hvis hun kunne, kunne de også, så lige pludselig var alle opppe og kun en tilbage. Hun tog mig i hånden og så kørte vi ellers op til de andre sammen. Rulletrappen var derefter et stort hit hos pigerne!

Jeg har det med at tænke at jeg nok skal nå det hele og derfor ikke behøver at stresse. Den holder aldrig stik, heller ikke denne her gang.
Siden Majken er rejst, var der kun mig til at gøre lejligheden ren. Hun havde taget sit eget værelse og toilet og så fik jeg resten. Jeg havde fri hele søndagen som jeg brugte på at lave div. Overspringshandlinger, skrive min opgave færdig, vaske tøj og planlægge hvad jeg skulle gøre rent og pakke m.m. Så jeg havde det hele klart til mandag, for ingen grund til at starte før tid, jeg havde jo masser af tid!

Så mandag efter arbejde, kom jeg hjem begyndte at gøre rent, pakke ting ned, smide ud m.m. jeg havde glemt hvor meget Majken og jeg egentlig har rodet og hvor mange ting jeg egentlig har samlet sammen igennem det sidste stykke tid. Så det jeg troede der bare lige skulle kastes i en kuffert, viste sig at tage lidt mere grundig planlægning end som sådan.

Jeg blev færdig med at pakke og gøre rent kl. 24, så havde jeg da også været i gang i ca. 4 timer, så mente jeg nu måtte det være slut. Der var blevet slæbt vandflasker (og nogle øl flasker, som jeg sneg ud, da vi ikke må drikke i lejligheden) og skraldeposer ud. Det virkede som om det ingen ende ville tage, men nu er det slut. Jeg hentede mine sidste ting i går, betalte vores el-regning og er nu flyttet på hotellet som er tilknyttet Y.W.C. A så de også kunne få lov til at hente div. Ting og sager. No problema. Bortset fra en ting…

Jeg havde glemt at der lå en madras oppe på soltaget efter vi har siddet deroppe og drukket øl sammen med drengene inden de skulle af sted, så i dag, da jeg gik på arbejde blev jeg kaldt ind på kontoret til de mennesker som holder bygningerne. Vores samtale lød ca. sådan her:

Mand: Har du givet dine nøgler ud til nogle?

Mig: Ehm… Nej, det har jeg ikke.

Mand: Hvor har du sovet i nat?

Mig: Ehm, jeg har sovet på IGH (international guest house)

Mand: Du er sikker på du ikke har givet dine nøgler ud til nogle?

Mig: Ja, de ligger oppe på værelset. Vil du have dem tilbage?

Mand: Nej, jeg vil bare bekræfte du stadig har nøglerne. Ved du godt der ligger en madras oppe på taget?

Mig: (ved det godt og bliver lettere rød i hovedet) NNEEJJJ, det vidste jeg ikke. Det må være Majken som har taget den derop, det er jeg ked af. (undskyld Majken)

Mand: Ok.. Du er sikker på du ikke har givet dine nøgler ud til nogle.

Mig: Nej, nej.. Jeg har dem.

Mand: Ok, fordi vi fandt også nogle kapsler… Kapsler fra King Fiser (det er en øl, øl som IKKE må drikkes på YWCAs grund, hovsa…)

Mig (nu knald rød i hovedet): Nej, det kender jeg sandelig ikke noget til. Vi har ikke drukket deroppe (det er jordens største løgn, da vi har drukket deroppe og i lejligheden flere gange, selvom vi ikke må og det er bortvisningsgrund, men nogle gange så er der lige røget en lille fyraftens øl ned.)

Manden: Ok… Jamen så må du have en god dag.

Mig: Tak, tak… Tripper ud af kontoret og ned på arbejde, mens jeg siger "f***, f***, tihi fnis, f***, f***…"

Så endte Sisse da også lige sit ophold med en lille skandale og en stor fed løgn. Det havde også overrasket mig, hvis det ikke var sket. Så kender vi hende igen.

Men nu er det snart slut med at lave skandaler (i Chennai) mit fly letter herfra kl. 6.40 og så er jeg i Varanasi kl. 11.45, hvor jeg skal ud og se ligbrændinger, sejle på Ganges og sætte lys i vandet, se stor og flotte templer og sidde på trappen hvor alle hinduerne går ned til Ganges for at bade, vaske tøj, brænde lig m.m. Da jeg skulle bestille min flybillet, blev jeg noget overrasket, da flyselskabet ville have en kontakt person (ja, så kan man jo selv regne ud hvad det skal bruges til) så jeg vaklede lidt imellem at skrive mine forældres tlf. nr. ned eller lade være… Men så tænkte jeg "Jeg har lovet at komme på arbejde d. 7 og hvis flyet ny styrter ned, så skal de havde fundet en afløser" så min far kom på som kontakt person, så er alle vist glade og tilfredse.

Men mit ophold i Indien er langt fra slut. Som sagt skal jeg ud og rejse videre nu, jeg skal have opbygget noget god karma i Varanasi, eftersom jeg har slået utallige dyr ihjel (og det har virkelig ikke været min hensigt, men edderkopper er bare klamme og det firben der blev mast i min Jane Eyre bog, jeg er stadig ked af det.) i Delhi går jeg efter at blive solgt til hvid slavehandel (også derfor jeg ikke har købt nogen flybillet hjem endnu, jeg ender jo i DK uanset hvad.) og Agra skal jeg se Taj Mahal, og så måske der kommer en eller anden sød inder mand og fejer benene væk under mig, så jeg bliver i inder land sammen med ham og får en million søde små inder børn?! Jeg drømmer mange drømme…

Inden jeg tog af sted, spekulerede jeg på om køerne mon var så hellige her i Indien og om man så stive mennesker væltende i gadebilledet?

Svaret er JA!

Jeg har rørt ved en hellig ko, jeg har givet den farve i panden, da vi fejrede Holi og jeg har været i en af de mange små wine shops og købe alkohol omringet af 9 stive mænd. (Jeg har også fundet min egen favorit wine shop. Det er en lang gang, hvor der står borde ude på højre side, nede for enden er der til venstre et lille rum med borde og stole, hvor man kan drikke sin alkohol og ret fremme er der en "kiosk" hvor man kan købe det alkohol man nu ville have. Det at købe sprut er ikke som derhjemme, noget der foregår ganske civiliseret, men i stedet er det noget med at købe en flaske rum, tømme den med det samme og så købe en til, så man kan drikke noget mere… Det er en oplevelse, at være med til og normalt er det ikke det mest spændende sted at være, hvis man er en kvinde. Men i denne her wine store er jeg flere gange blevet tilbudt shots, jeg har fået en vifte stukket i hovedet fordi jeg sagde noget med det var varmt og mændene sørger for jeg får det jeg skal have.. Ja, sprut altså! De er virkelig søde herinde, dem kunne jeg godt lide!)

Men det har været et helt fantastisk semester. Jeg havde sikkert lært meget mere fagligt af at være hjemme i Danmark og lære hvordan man arbejder der, men lige nu ville jeg ikke bytte mine 6 mdr. for noget i verden. Det her har været den vildeste oplevelse i mit liv, jeg har mødt de dejligste mennesker og tabt mit hjerte op til flere gange.

Jeg har været til fødselsdagsfester, drukket øl og rom, været inviteret på date med en politimand, været involveret i en razzia og blevet stoppet i en auto på vejen hjem (igen i forbindelse med druk). Dræbt et firben, utallige myrer, en edderkop, prøvet at redde en due (men den blev spist af en kat, da jeg kiggede væk) Jeg har snakket om kærlighed, sex og mænd med pigerne, spilet luftguitar og danset grimme danse. Svedt utroligt meget efter som min lille tykke krop, ikke er just lykkelig for 40+ gr.

Og nu går tiden snart videre (mod det uendelige univers..)

Måske jeg denne her gang kan få lov til at være med til en ligbrænding, kaste med blomster eller noget helt andet… Inden er fuld af overraskelser, så det vil tiden vise!

I får lige den sidste opdatering med. Jeg har nu sagt farvel til mine piger. Behøver jeg at sige jeg græd? Jeg græd, vores kok/madmor Maragratha græd, pigerne græd.. Alle græd. Åh det var hårdt.

Dagen var egentlig som så mange andre, men da klokken nærmede sig kl. 18 fik jeg skiftet til en flot sari, pigerne gav mig makeup på (denne gang var det virkelig flot!) og satte mit hår. Da der var fødselsdag på hjemmet her til aften. Alle pigerne som havde fødselsdag her i juni blev fejret med kage, sang og div. Lege. Efter vi havde spist aftensmad, fik alle pigerne en kop som jeg har købt til dem med deres navne indgraveret på og et knus og et kærligt ord med på vejen.

Bagefter gik vi ud og sad på trappen. Det var en lidt speciel følelse at sidde der og kigge på det mine børn, og ikke vide præcis hvornår jeg kommer til at se dem igen. De er blevet mine børn og jeg elsker dem alle højt. De fik en masse kram og kys på panden, de tørrede mine tåre væk og jeg tørrede deres væk. De fik nogle flere knus og kram, og et løfte om at jeg kommer tilbage igen og sender dem en masse breve.

Da jeg gik fra P.P home følger en af pigerne mig hen til skraldespanden, mens de andre står og vinker på trappen. Det er over deres sengetid, men er blevet oppe for at sige farvel til mig og lige det sidste med.

Jeg vender mig jævnligt om for at vinke til dem, og lige få det sidste af børnehjemmet med. Da vi næsten er ved skraldespandene (ca. 30 m. fra trappen) kan jeg høre mit navn blive råbt og Yamouna som gik med mig, siger "Sisse" jeg vender mig om og ser 15 af de store piger komme løbende imod mig, mens de råber mit navn. Jeg stopper op og vender mig mod dem, åbner mine arme og får ellers de største kram af pigerne. De har fået lov til at gå med mig ned til kapellet men så heller ikke længere. Jeg tager dem i hånden, under armen og hvor de og jeg nu ellers kan få fat. Igen siger jeg farvel, men pigerne trækker mig med ind i kapellet. De giver mig deres velsignelse og bedste ønsker for fremtiden, jeg sidder på en stol, mens de alle beder en bøn.

Ude for døren står en ældre kvinde, som spørger om mit navn. Hun kigger på mig og alle pigerne og spørger hvad der sker, jeg fortæller jeg har arbejdet som socialrådgiver på børnehjemmet og i aften er min sidste dag. Så vi har lige sagt farvel. Hun kigger på os med tåre i øjne og siger at pigerne virkelig elsker mig. Kigger på hende og sidenhen pigerne og siger det er gengældt. Hun smiler, en lille tåre falder ned af kinden og så går pigerne og jeg ellers ud på vejen igen. Igen får de et stort knus. Jeg vender mig om og går tilbage til IGH hvor jeg bor nu.

Med mig i min pose har jeg fået en masse gaver fra pigerne, børnehjemmet og vores formand i bestyrelsen. Jeg har fået en stor familie og oplevet mere kærlighed end jeg havde troet var muligt.

Jeg har grædt mine tårer, men jeg ved jeg kommer igen, jeg har pigernes adresse, så de får en masse breve fra mig om hvordan det går med mig i Danmark.

I morgen inden jeg tager af sted vil jeg endnu engang gå ned på børnehjemmet, mens de alle sammen sover og stille en pose med 2 cd'er som jeg lige har været ude og købe og et farvel-vi-ses-snart-igen-brev. Jeg vidste det ville blive svært at tage af sted, men jeg vidste ikke det ville være så svært.

Men i morgen går turen videre. Så er det ud på nye eventyr, denne gang som turist i det varme Nord.