Tiden flyver af sted. Det er gået helt ubeskriveligt stærkt her i Indien og tiden er snart forbi. Min praktik slutter d. 20 juli og så skal jeg aflevere min eksamens opgave d. 27 (men den bliver afleveret før, for så kan jeg rejse rundt i Indien med god samvittighed!) men altså… 1 mdr. og så er jeg færdig med mit arbejde og Chennai. Så går turen videre ud på nye våger og nye steder at opleve. Jeg burde nok egentlig købe en flybillet hjem, da jeg skal hjem og arbejde og allerede kender datoen, men ak… Når jeg først har købt min billet, så er det virkelighed at jeg skal hjem. En ting jeg da helt sikkert ikke glæder mig til. Jeg vil blive i Indien endnu længere, jeg er ikke klar til at tage hjem… Ååhh altså, det rejselystne hjerte.

Men det er der ikke noget at gøre ved! Sådan er det… Arbejde og livet derhjemme lader vente på sig, så det skal man jo tage med…

Men i mellemtiden kan jeg jo nyde nuet og opleve det Indien har at byde på… OG DET GØR JEG!

Jeg var her i weekenden på forlænget weekend til Coonoor (en lille by i bjergene) med Majken, Søren og Martin. Majken og jeg tog af sted torsdag kl. 17 fra en af de større busstationer efter en morgen fyldt med panik.

Sagen er den at Majken og jeg havde bestilt togbilletter 14 dage før, så vi kunne få en mere behagelig rejse de 13 timer vi nu skulle bruge på at nå til Coonoor. (13 timer i bus er bare ikke super spændende, når vi snakker indiske landeveje) så vi tog på togstationen, og bestilte billetter (hvis I nogensinde skal booke billetter i Indien, så have jeres pas med jer, da citat: Your passport will do you wounders!" Velkommen til Sisse og Majkens første oplevelse med at turister kan få fortrinsret… Det var da alligevel en mærkelig følelse, at sidde der og vide at der var en venteliste på 200 mennesker, som gerne vil til Coonoor (eller deromkring) lige som os, men som stod på venteliste mens vi kunne få bekræftet billetterne med det samme, da vi havde et pas med turistvisum.

Men altså! Vi fik bestilt billetter, mærkelig fornemmelse eller ej. Så dem fik jeg i hånden, lagde dem i mit pas og tænkte "Så er vi klar til tur!"

Natten inden vi skulle af sted (nærmere bestemt kl. 3 om natten) tjekkede jeg vores billetter, bare lige for at checke at jeg nu havde dem m.m. I kender sikkert følelsen, man checker lige sine flybilletter m.m. dagen inden man rejser af sted…

Jeg er i hvert fald glad for jeg gjorde det, for godt nok lå vores togbillet der stadig, men der stod afgang fredag aften (fredag d. 10) og ikke torsdag aften som planlagt. Jeg stod først bare og kiggede på billetten, så på datoen på min (danske) telefon. Der sagde datoen torsdag d. 9. Jeg tænkte… Ok, det kunne jo være den ikke havde skiftet dato, eller måske jeg bare havde tjekket forkert dato! Mange tanker flyver igennem en, når man ser der står en forkert dato på ens billet… Men det var sandt nok, der var ikke så meget at gøre. Der stod fredag d. 10 afgang mod Coonoor kl. 20.45 og ikke torsdag d. 9 kl. 20.45, som vi havde planlagt og regnet med de sidste 14 dage. Bummelum, nu var gode råd dyre, klokken var 3 om natten, togstationen er lukket, jeg ved der er en venteliste på 200 personer og tvivler derfor på vores pas kan redde os endnu engang. Men man har jo lov til at være heldig? Så jeg gik ind og vækkede Majken, fik hendes pas og satte mit vækkeur til kl. 6, så jeg kunne komme ud og løse vores billetproblem!

Da jeg kom ned til togstationen, var der en kø af mennesker, tænk kø til tivoli på en dejlig sommerdag, her er vi bare på en indisk station og så er køen fyldt med indiske mænd og politimænd med maskinpistoler… Jeg skulle til at stille mig i kø, da jeg tænkte… "Hmm.. Jeg er kvinde, så plejer man godt at måtte snyde lidt i køen!" Så jeg rettede ryggen og sendte samtlige mænd et stort smil mens jeg tussede foran i køen og hen til politimanden som pænt smilede tilbage og lod mig komme forbi og ind i billethimlen. Jeg gik ind på det billetkontor som er forbeholdt turister, og håbede at jeg kunne få to billetter til Majken og jeg. Da jeg endelig kom til at kunne snakke med billetmanden om billetter, fik jeg den "opmuntrende" besked… "Der er 200 mennesker på venteliste, der er ikke en chance for at I kan komme med toget i dag!" FFEEDDTT! Jeg ringede til Majken med de "gode" nyheder, og sprang derefter ind i en auto for at tage på busstationen og booke en busbillet til os i stedet for. Jeg fik booket to billetter til os med afgang kl.16.30. Jeg stillede ingen spørgsmål, jeg ville bare have de billetter i hånden. Så vi kunne komme af sted uden problemer.

Dagen gik, jeg var på arbejde (eller.. Min arbejdsdag bestod i at, jeg mødte ind kl. 11 og blev ringet op af Rita kl. 11.30 om at vi skulle ud til en af vores sponsorer og spise, så jeg skulle komme ud til gaten nu, så min arbejdsdag bestod af en lang frokost den dag…)

Men tilbage til turen! - Majken og jeg kom ind på busstationen, fandt vores perron og den bus vi troede der var vores (vi havde bestilt en delux a/c bus (der er a/c og man kan ligge sæderne ned, så man kan sove) men fik af vide at den bus vi troede vi skulle med, først kørte kl. 19.30 så vi skulle med en bus ved siden af. Det var… En bus med åbne vinduer og sæder man ikke kan ligge ned + den meget lille benplads. Majken var tæt på at begå massemord i Indien, men det endte dog med vi tog med bussen og det var virkelig en oplevelse for livet! Jo man fik smadret ryggen, men hvor tit er det lige man får den ære af at sidde på et lille sæde og kigge ud på landskabet mens det lyner og tordner og en eller anden fremmede mand bliver ved med at tage en på benene? Jeg hyggede mig… (og sov det meste af turen, de to timers søvn og stress med billetterne, havde gjort mig rimelig træt…)

Men vi landede i Coonoor kl. 5.30 om morgen. Det var absolut fantastisk! Det var virkelig koldt, så auto manden sad med en stor dynejakke på og hue, et syn jeg aldrig havde forestillet mig, ville ramme mig i Indien, hvor det føltes som en sauna. Men vi blev kørt til hotellet, hvor vi tog nogle timers søvn, inden vi ville stå op og opleve den by vi nu var kommet til.

Første dag gik Majken og jeg i den botaniske have, mens vi ventede på at drengene ville ankomme, så vi tussede rundt og så os omkring. Da drengene kom tog vi en hurtig frokost og så tog vi ellers ud på tur. Vi havde booket en auto som kørte os ud til nogle forskellige udsigtspunkter og nogle the stande, så vi fik set både smuk natur og smagt lækker (!!!) the.

Om lørdagen snakkede vi over morgenmaden om hvad vi gerne ville, der var snak om både en dyrepark, hvor man kunne se vilde dyr eller en gåtur i naturen/the plantagerne. Vi endte med at tage the plantagerne og det var den bedste beslutning nogensinde. Vi kom ud og gå i the markerne, så vilde bisoner OG så, så vi en hindu festival, hvor de kommer spyd igennem kinderne, tungen m.m. det var simpelthen så vildt! Vi ledte efter et gammelt fort, men var gået forkert, så vi gik rundt snakkede og hyggede, da vi så et tempel. Vi gik derop og så en dame som sagde mærkelige lyde mens hun "dansede rundt" menneskerne i templet snakkede ikke engelsk, så vi vidste ikke rigtig hvad der skete, men interessant det var det i hvert fald. Vi stod der lidt, da vi fik øje på nogle mennesker længere ned, som spillede musik og dansede. Vi spurgte hvad der skete dernede og manden lavede huller med fingrene i sine kinder. Vi stussede lidt over det, men gik derned for at se hvad der skete og det er da nok den vildeste oplevelse nogensinde. Her så vi de fik spyd igennem deres kinder og tunger. Både kvinder og mænd. Det længste spyd har været omkring 4 m. og den mand som fik det igennem kinderne, havde da også to kroge bag i ryggen (jah, spyddet var bare ikke nok!) vi dansede med folket, en mand blev ved med at komme og tage mig i hånden og fik mig til at danse med folket, der var fest og glade dage. Da optoget gik op mod templet gik jeg sammen med den sejeste kvinde, jeg længe har mødt. Hun fik mig til at råbe sammen med de andre kvinder og danse rundt i vildelse. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg ikke ville have været foruden.

Vi fik noget at spise hos landsbyen og så gik vi ellers videre mod den næste landsby som havde præcis den samme festival. (Her så vi dog ikke det med spyddene) men fik danset og spist endnu mere (de ville bare ikke godtage et nej!) Lige pludselig var dagen gået, så vi gik op imod vores bus som skulle tage os tilbage til Coonoor med en masse vilde oplevelser i bagagen. Det kan ikke beskrives, hvor vildt det var…

Om aftenen gik vi ud og spiste en let aftensmad og gik så tilbage til hotellet, hvor vi satte os på en klippeafsats og snakkede natten væk.

Søndag var vi på trekking ude i bjergene. Vi kravlede på klippevægge og igennem theplantager, vi hilste på nogle lokale som boede i bjergene. Jeg blev bidt af en slange, igler og havde en nærdødsoplevelse. Igen endnu en begivenhedsrig dag!

Jeg var under vores tur blev bid af nogle forskellige dyr på venstre ankel, men havde ikke opdaget det pga. den adernalin som kørte i kroppen, så da vi var kommet tilbage på hotellet og jeg ville have min sko af, var min strømpe fyldt med blod. Jeg fik tørret det væk og Majken kom med noget sprit, så vi fik det renset. To meget små fine bidemærker på indersiden af min ankel… Vi vejede situationen, men blev enige om siden jeg havde det fint, kunne vi sagtens tage hjem og så tage til lægen om morgen. Så ind med os i en taxi og ned mod toget som skulle køre os hjem (vi ville egentlig gerne slippe for endnu en bustur som den vi havde haft om fredagen!)

Da vi kom til tog stationen, kunne jeg mærke noget på min venstre ankel igen, så troede det var blødt igennem mit plaster, jeg kiggede ned men opdagede nu to nye bidemærker, så frem med spritten igen og to rare indiske fyre kom med noget vand som jeg kunne vaske blodet af med. Det var rent indisk hospital på en lille togstation, midt ude i ingenting.

Nå men vi kom med toget efter at have spist noget idli og kokos samba. Vi gik ind og fandt vores køjer (vi havde bestilt en sleeper!) og så gik turen ellers hjemad igen.

Om morgen gik jeg til lægen efter strenge ordrer fra Rita om jeg først skulle spise min morgenmad og så ellers af sted med mig! - Her fik jeg et par himmelvendte øjne, dumme barn ikke at tage til lægen med det samme! Men jeg fik da nogle sprøjter og nogle piller, så kunne det ikke gå helt galt.

Det har nok været den vildeste weekend længe! Jeg ville så gerne tilbage igen, jeg er fuldstændig forelsket i det sted.

Selvom jeg har oplevet den vildeste natur længe og mødt de dejligste mennesker og opnået en helt speciel følelse af ro, er jeg også blevet ramt hårdt af virkeligheden.

Det er maj mdr. og mine piger (eller de fleste af dem) er taget på sommerferie, så jeg har været ude med Rita og snakke med de piger som gerne vil komme her og bo.

Det har været en tur lige ind i virkeligheden. Jeg har været ude og besøge piger i slumkvarterene, se hvordan de ingenting har og bor på et lille (vi snakker ca. 8 kvm.) værelse, hvor der skal bo rundt regnet 3 mennesker samtidig med de har et køkken, alter og tv derinde.

Vi besøgte en familie i slummen, som bestod af 2 piger og deres mor. Pigerne er egentlig indskrevet på et børnehjem, men moderen tog dem ud, da hun havde fundet store sår i deres hovedbund, da de var blevet slået. Så nu ville hun gerne have dem ind hos os, da hun ikke kunne have dem derhjemme, hun har ikke noget job, bor i en slum og generelt er det bare ikke noget sikkert sted for børn at være.

En anden kvinde boede på et kvindecenter. Her var vi ude og snakkede med hende om de papirer, vi skulle have, da hun kiggede på henholdsvis Rita og jeg og spurgte om vi også kunne tage hendes søn ind på hjemmet. Det er svært at beskrive den smerte der var både i Ritas øjne og moderens, da Rita sagde "desværre, det er kun et hjem for piger." Det er utroligt svært at sidde der og skulle afvise et barn. Sige til en mor "desværre, men jeg kan ikke give dit barn den tryghed og omsorg, som du eftersøger" Sådan gik det med 6 forskellige familier. Vi sad og snakkede med pigerne, for at få et indtryk af dem og deres hverdag. Vi skulle checke at det som familien/værgen/andre har skrevet i pigernes ansøgningsbrev er sandt, da nogle kvinder (primær er det kvinder som har børnene) søger om at få børnene ind på hjemmet. Når pigen så er indskrevet, så forlader kvinden/moderen sit barn og gifter sig med en ny mand og starter dermed et nyt liv. Velvidende at hendes datter er på et børnehjem, og at de aldrig vil se hinanden igen. Det vil de gerne undgå her, selvfølgelig er det i orden at moderen/faderen gifter sig igen, men de skal huske de har nogle børn her på hjemmet, som altså er deres!

En af de piger som bor her nu (jeg sidder faktisk sammen med hende i skrivende stund) er blevet forladt af sin mor, på selv samme grundlag. Moderen tog en dag sin datter hen til moderens far. Overgav hende til ham og så forlod hun ellers familien og vendte aldrig tilbage igen. Pigen boede hos sin bedstefar i nogle år, men som hun blev ældre, kunne hun ikke længere bo hos ham længere, så hun kom ind på børnehjemmet, hvor hun nu bor fast. Hun kommer ikke hjem på ferie, da der ikke er nogen at tage hjem til, hun får heller ikke besøg, i deres besøgweekender, da der ikke er nogen til at besøge hende. Det rammer en lige i hjerte, at nogle forældre kan få sig selv til at gøre sådan, men det er virkeligheden for mange af pigerne her, så det prøver vi at arbejde imod bl.a. igennem vores homevisits, hvor vi snakker med pigerne og hører deres side af sagen.

Der er mange ting i den indiske kultur, som jeg ikke kan forstå (og som jeg heller ikke vil forstå!) men en ting her i hvert fald sikkert, jeg har fået det kulturchok, som jeg nogle gange har følte jeg har manglet. Nu ved jeg hvor pigerne kommer fra, har set deres baggrund og hørt deres historier. Det er en intens følelse at sidde med, og man kan et eller andet sted ikke lade være med at være taknemlig for sin familie derhjemme, som har ens ryg uanset hvad. Bare tanken om at man kan få et knus, hvis det er det man trænger til, det er der nogle af de piger der ikke kan få. Uha, den går lige i hjerte på mig igen.

Efter vores sidste homevisit, hvor vi havde besøgt en pige, hvis forældre var døde, tog vi toget hjem. Jeg sad og kiggede ud af vinduet og prøvede at fordøje alle de nye indtryk og acceptere at det faktum, at nogle mennesker bare "opgiver" deres børn, da jeg kiggede op og fik øjenkontakt med en kvinde. Hun gik og solgte agurker med chilipulver. Hun kiggede mig direkte ind i øjne og smilede til mig, hun havde et flot smil og en utrolig dejlig ro omkring hende. Hun kom ned og satte sig hos Rita og jeg og spurgte om jeg kunne tamil, fortalte jeg kunne en smule men ikke meget. Hun kiggede endnu mere indgående på mig, og sagde så jeg var smuk. Smilede og sagde tak. Hun selv, var som skrevet en kvinde med et flot smil og en dejlig ro, men hendes ansigt og brystkasse var alligevel noget som tog pusten fra mig. Det nedereste af hendes mund og huden ned af halsen til brystkassen, hang sammen i et stort brand ar. Hun fortalte at hun havde sat ild til sig selv for 12 år siden, da hun havde været oppe og skændtes med sin mand. Hun havde fået nok af livet og verden, så nu ville hun gøre en ende på det hele. Hun overlevede dog hendes selvmordsforsøg og endte i stedet med det her store brand "sår" på kroppen.

Det var virkelig mærkeligt at sidde og høre på den kvinde snakke, som om det var det naturligste i verden at sætte ild til sig selv, efter man har været oppe og skændtes med sin mand…

Da dagen var slut var jeg fuld af mange nye indtryk og en masse pressende følelser i min krop. Jeg havde tilbage på kontoret, snakket med Then Mozhli om at hun snart skal stoppe, hendes faders død (han er død af tuberkulose) og det faktum at hun igen udvej ser fra sit liv.

Det var en dag fuldt med mange følelser, og hvor jeg fik sat min egen virkelighedsopfattelse i relief.

Then Mozhli og jeg går tit og snakker om når hun kommer til Danmark og skal giftes med Bo (jeg har arrangeret deres ægteskab, da Then ikke går ind for kærlighedsægteskaber), hvordan hun lærer at snakke flydende engelsk, får en dreng og en pige og ellers går derhjemme og tager sig af hjemmet.

Eller om hvordan vi begge flyttet til Mumbai med hver vores mand (vi har valgt to forskellige indiske skuespillere), vi bor i et stort hus og er naboer. Then er husmor og jeg er socialrådgiver ala Moder Theresa.

Det der i min verden er en harmløs joke, er en virkelighedsflugt for Then Mozhli. Hun ønsker virkelig at komme ud og se verden, hun vil ikke være fattig mere, der er mange ting hun ønsker for sig selv, men som hun ikke kan opnå pga. den status hun har i samfundet som en fattig kvinde. Det eneste hun ved med sikkerhed er at om 4 år, så finder hendes mor og bror en mand til hende, som hun skal giftes med.

En af pigerne kom til mig inden hun tog på ferie og spurgte om jeg ikke ville være hendes mor? Hvis jeg nu var hendes mor, så ville hun være den bedste datter nogensinde. - Jeg kiggede på hende og tog hende op på skødet. Så måtte vi lige have en snak om, hvorfor jeg ikke kunne være hendes mor, og at hendes egen mor elskede hende over alt på jorden, selvom hun måske kunne have svært ved at vise det. (Pigens familie bor i slummen og der er ikke plads i huset til pigen, så i den ene mdr. om året hvor hun er hjemme, så bor hun ude på gaden om natten sammen med sin mor.)

Det er svært at beskrive, hvordan det føltes nogle gange at sidde og lytte til de her ting og vide man ikke rigtig kan gøre noget… Det er en meget mærkelig følelse, men det er virkeligheden for både mig og dem.

Jeg har lært at forholde mig til virkeligheden, ikke fordi jeg er fan af den, men fordi det er sådan verden nu engang ser ud. Jeg kan ikke løbe fra den, selvom jeg gerne ville. Men nogle gange, så savner jeg lidt det er en virkelighed jeg ser i tv-avisen, så jeg kan slukke for det eller skrue over på en anden kanal og se Disney show i stedet for, hvor død og ødelæggelse bliver for meget.

Men der er intet der er så slemt, at det ikke er godt for noget. Selvom virkeligheden nogle gange kan komme tæt på, så er der ikke andet for end at forholde sig til det og så tage det derfra. Det er en del af livet, hvad enten man vil det eller ej.

Pigerne som jeg har besøgt og pigerne her på hjemmet er alle glade og tilfredse piger. De klager ikke over deres liv, men tager det i strakt arm og tror på, at på et eller andet tidspunkt, så vil livet se lysere ud for dem.

Jeg er imponeret (og fik et virkelighedscheck samtidig med!)