Hhheejjj venner.

Jeg har nu været i Inder-land i 16 dage, sikke tiden den går. Jeg oplever en masse, møder dejlige (og mærkelige) mennesker. Danser, griner og spiser på indisk. Og har nu også fået indisk tøj, men det fortæller jeg om senere.

Jeg er begyndt at arbejde på et børnehjem for "forældreløse" pige i alderen 5-23 år.
Nogle af pigerne er forældreløse og har kun deres søskende, mens andre har nogle bedsteforældre men som så er blevet "anbragt" på børnehjemmet fordi de ikke har penge eller overskud til at tage sig af pigerne.

Jeg skal arbejde med pigerne i alderen 5-14 år, hvor jeg skal skrive journaler på dem (ca. 35 stk.) hvor jeg skal skrive kort om deres baggrundshistorie, deres ambitioner for livet, hvad deres styrker og svagheder er m.m. så det bliver spændende tror jeg. I maj, har pigerne fri og kan komme hjem til deres familie (hvis der er nogen, ellers så bliver de på hjemmet) så der skal jeg hjælpe min leder med at læse de ansøgninger, som de kommende børn har skrevet (man tager nye børn ind på hjemmet i juni) og senere skal jeg med ud og besøge familierne og se om det de har skrevet i deres ansøgning, virkelig passer overens med virkeligheden. Det glæder jeg mig sygt meget til.
Jeg skal også hjælpe pigerne med deres lektier (primært engelsk) og lege, danse og have det sjovt med dem. Pigerne er rigtig søde, og vil rigtig gerne lære at danse og synge sange. Jeg er så typen, som ikke ejer en motorisk evne i min krop, så når jeg danser, ligner det noget som er løgn, men de gør gerne kunsten efter og griner højlydt når jeg skal lære at danse deres danse. De kan ikke forstå at vi ikke har nogle (traditionelle) danse som vi danser hele tiden. Jeg har fortalt dem om folkedans, men at det ikke er noget vi danser mere. Det er da noget mærkeligt noget syntes de. En af pigerne spurgte mig den anden dag, hvad vi så lavede når vi var til fester. Kiggede hende i øjnene og sagde at vi spiste, drak og snakkede. Nogle gange, når det bliver helt vildt, så topper vi også med en sang. Det kunne hun ikke helt forstå... For man danser da! Ehm nej, ikke rigtig i DK. Det er jeg sq ked af at sige.. Tror jeg knuste hendes verden der. Onde tante!

Pigerne får besøg af deres familie (altså dem som har en familie) hver anden lørdag i måneden fra 14-18. Her kommer familiemedlemmerne ud på centeret og besøger pigerne og overøser dem med gaver.
Pigerne gør sig fine, reder og sætter deres hår og skifter tøj inden de får besøg. Det er en hel fornøjelse at se glæden i deres ansigter, når de gør sig klar og de ved at der kommer nogle og besøger dem. (Dem som ikke har nogen familie, de leger med hinanden og fordriver tiden med hvad de nu finder på.)
Men der var dog en pige, som stak mig helt ind i hjertet.
Jeg gik ovenpå og ind til pigernes sovesal kl. 14, for at være sammen med pigerne indtil deres familie kom forbi og ellers være sammen med dem som ikke fik besøg.
Der stod en pige og kiggede ud af vinduet, mens jeg legede med de andre børn. Jeg spurgte hende om hun ikke havde lyst til at være med, men nej, hun skulle holde øje med hvornår hendes mor kom på besøg.
Som forældrene eller bedsteforældrene kom besøg, løb pigerne nedenunder, men ikke hende her. Hun stod ved vinduet når der kom nogle, ellers så kom hun ellers hen til mig og de andre for at se hvad vi lavede. Men så snart man kunne høre stemmer udenfor så gik hun hen til vinduet igen, for at se hvem det var. Sådan gik der et stykke tid, hun gik frem og tilbage mellem vinduet og mig og pigerne, dog uden hende mor kom.
Hun var selvfølgelig ked af det og græd en smule. Jeg spurgte ind til, hvad hendes mor havde sagt. Og hun havde sagt til pigen, at hun ville komme på besøg den weekend.
Jeg spurgte hende om hun ikke ville være med til at lege, danse eller tage billeder indtil hendes mor kom, men nej, hun ville gerne kigge på, men havde ikke lyst til at deltage.
Men det gjorde helt ondt inderste inde i min krop. Hvordan får man en pige til at smile eller bare stoppe med at græde, når pigen tror hun skulle have besøg af sin mor? Det er ikke nemt. Jeg prøvede at sætte mig ind i hendes situation, og tænkte jeg også ville være knust. Så jeg lod hende mere eller mindre være. Hun smilede når pigerne og jeg dansede mongo-dans, tog fjollede billeder, eller hørte mig snakke tamil. Men alt dette blev vasket væk igen, når hun løb hen til vinduet og endnu en gang opdagede det ikke var hendes mor.
Jeg spurgte Rita, min leder, om hvordan det foregik med pigerne fik besøg. Familiemedlemmerne ved der er besøgsdag den dag og så kommer de. Hvis de ikke kommer, så ringer de og fortæller det er fordi de skal arbejde eller der er kommet noget andet i vejen, så pigerne altid er informeret.
Det gjorde det så ikke nemmere for mig, jeg blev en smule harm på moderen. At såre sin datter på den måde, jeg håber det har været noget virkelig vigtigt, siden hun ikke kom.

Men mit praktiksted er som sagt et hjem for "forældreløse" piger. Min leder hedder Rita og er MEGET kristen. Hun spurgte mig da jeg var hos hende nogle af de første gange om jeg var kristen, og der sagde jeg så "Jamen det er jeg da! Uuhhaa jeg har både været grøn spejder, og blevet konfirmeret" Bum. Det er så rigtig dumt at lyve, har jeg nu erfaret. Jo, jeg har været grøn spejder og jeg er konfirmeret. Men jeg drikker stadig, læser ikke biblen, jeg går i nedringet tøj, kysser på fremmede mænd og er ikke det mindste kristen. Det har jeg så bare ikke fortalt min leder Rita (endnu)...

Hun spurgte meget ind til, hvilken kirke jeg gik i hjemme i Danmark, og fortalte at jeg kun gik i kirke til jul, hjemme i mine forældres kirke. Bum. Det kunne da ikke passe, så jeg fik flere tips om hvilken kirke jeg kan gå i hvis jeg nu skulle få lyst til en engelsk gudstjeneste (I skal heller ikke snydes for den gode info. Det er kl. 7 eller klokken 9 søndag morgen, henne ved St. Andrews kirke som ikke ligger mere end 50 m. fra hvor jeg bor midlertidigt! Så hvis I kommer forbi, så inviterer jeg sq på gudstjeneste og sød kaffe eller the!)
Jeg skal også med min leder i kirke en dag. Hendes mand er pastor, så der skal jeg da med hen og besøge dem en dag og se kirken. Jamen det skal jeg da, det stod ikke til diskussion.
Rita, min leder, har inviteret mig hjem til hende en weekend, hvor jeg skal sove der og diskuterer feminisme med hendes mand (forklaring følger senere) og lære at lave mad. Jeg skal også besøge hendes søn som læser til socialrådgiver (på et af Indiens 10. bedste skoler!) så det glæder jeg mig da til.

Rita og pigerne på hjemmet, har flere gange kommenteret mig påklædning som primært består af et par short og en t-shirt eller en tank top. De syntes jeg skulle have en sari på, så jeg ville passe bedre ind i den ind i den indiske kultur. Det tager de så alvorligt en dag.

En dag kommer jeg på kontoret iført mit sædvanlige tøj bestående af en t-shirt og et par shorts. Der ligger en masse tøj på bordet og kvinderne (ca. 5 stk.) snakker alle sammen indisk med hinanden, så jeg sidder mest bare og kigger og prøver at forstå hvad der bliver sagt. Rita kigger på mig og hiver et par sorte bukser frem og en kjole og spørger mig om hvad jeg syntes om tøjet? Siger som sandt er, at jeg syntes det er flot. Jamen fint! Så får jeg det i hænderne, kommer med en af damerne ind i et andet lokale og får så ellers besked på at skifte tøj. Kjolen er for lille, men intet problem. Rita kommer ind og tager kjolen og går så ud og henter en bluse i stedet for. Den er en smule for lille (vi snakker ca. 3 cm. hen over brystet) men ellers sidder den super godt. Rita siger det er mit, så kan jeg få lov til at gå i det resten af dagen og beholde det, så kan jeg bruge det igen en anden gang. Jamen tak for det da! Så jeg kommer ind til resten af damerne i mit nye tøj bestående af et par lange sorte, posede busker og en (stram!) indisk bluse. I skulle have set deres øjne, da jeg kom ud. Damerne strålede og smilede, klappede i deres hænder og sagde hele tiden, hvor godt jeg så ud! Du er så smuk, Sissi! Jep, jep, jeg er stang lækker!

Vi sad og snakkede om løst og fast på et tidspunkt, da et tidligere medlem kommer ind med en masse stof til sarier (en form for indisk kjole) som hun deler rundt til dem alle. Hun har så noget stof i overskud, og kigger på mig og spørger om jeg ikke vil have det. Joh tak, det ville jeg da gerne. Så jeg fik noget stof til min egen sari, som Rita senere vil lære mig at binde. Jeg fik også taget mål til en bluse som jeg skal have indenunder min sari af deres skrædder som kom forbi med noget tøj, som Rita havde bestilt.
Blusen er meget kort! - Det er en t-shirt som går fra halsen (ca.) og ned til midt på ryggen. Den dækker stort set kun ens bh og så går ærmerne ned til albuerne. Så er man ellers nøgen omkring maven... Jeg skal nok lægge et billede op, når jeg får min sari på. Jeg kan lige forestille mig min lille tykke, hvide mave i en stor sari. Jeg bliver stang lækker!

Jeg har de sidste par dage bare observeret, hvordan de arbejder på hjemmet. Det er ikke det mest interessant at lave, da de laver nogle regnskaber og gør lidt rent. Det er virkelig tørt at kigge på. Men jeg håber det bliver bedre her til marts, når Rita og jeg skal til at læse journalerne, på pigerne, sammen. De står på tamil, så jeg kan desværre ikke selv læse dem selv.

Rita har også fortalt om Indiens historie. Folk hernede siger hele tiden, at Indien er sådan et dejligt land og alle elsker alle. Sandt, Indien er et super dejligt land og menneskerne er fantastiske, men min tankegang kan ikke forholde sig til det hele er fryd og gammen. Der må være noget galt. Det er der så også kunne Rita fortælle.
Hun har arbejdet som socialarbejder i de sidste 15 år. Hun har bla. arbejdet med børn i slummen, HIV-ramte, børn som bliver solgt som sexslaver og meget, meget, meget mere.

I får et kort udrids af hendes historier, da jeg ellers kan skrive flere sider.

Men f.eks. i forhold til ægteskab, så bliver ægteskaberne her i Indien stadig arrangeret. Man arrangerer det på den måde at man kigger efter om manden har en god økonomi, har samme status som en selv, har en god familie osv. osv. osv.
Kærlighed og det med at lære hinanden at kende, det kommer bagefter. Pigerne bliver typisk gift når de er omkring 20 år og får så deres første barn året efter.
I nord Indien bliver nogle piger allerede forlovet og gift når de er 5 år.
Familierne mødes til en stor familiemiddag, hvor pigen og drengen møder hinanden, så bliver de gift/forlovet. Hvis drengen nu dør, når han er 10 år, så er pigen enke og kan derfor ikke gifte sig igen. VEDMINDRE hun, finder en mand som også er enkemand. Så kan hun blive gift når hun er omkring 18-19 år. På det tidspunkt vil den kommende mand så typisk være omkring 35-45 år, så der er alligevel et godt spring i alderen. Hvis ikke hun finder en mand/får tildelt en, så skal hun leve som enke resten af sit liv. Kvinderne her vil typisk ikke have nogen uddannelse, da man skal sende sine børn væk for at gå i skole og dermed vælger man typisk drengebørnene.
Så altså.. Hvis kvinden ikke finder en mand, så skal hun leve alene og kan ingenting andet end det hun har lært hjemmefra. Det kan ikke være et nemt liv hun går i møde.

Når man så er gift, så bestemmer manden ALT! Han bestemmer om kvinden må gå på arbejde og hvilken mad hun skal lave. Hun skal lave mad hver dag, tage sig af børnepasningen, betale regninger, gøre rent, købe ind m.m. det skal hun også selvom hun har et job. Generel husholdning er kvindes job. Kvinden kan få en hushjælp i hjemmet, men igen kræver det at manden siger god for det (det er åbenbart rigtigt billigt at få en hushjælp hernede, selv for de indiske familier!)

Jeg spurgte ind til hvordan det var hjemme hos Rita, og hun fortalte at hun var heldig, da hendes mand syntes det er ok hun arbejder, og ikke siger noget til det, hvis hun skal møde tidligt på arbejde en dag. Han hjælper også til i hjemmet, med at lave mad og vaske op. Men det er så fordi han ikke vil have en hushjælp i huset. Når hun laver mad, skal det også være noget hendes mand kan lide. Jeg spurgte hende om hun aldrig havde lyst til at lave noget mad som han ikke kunne lide bare for at provokere (for sådan ville jeg selv have gjort!) hun svarede ikke, men grinede bare... Det siger da også noget.

I forhold til HIV-ramte mennesker, så har hun her arbejdet med rådgivning i forhold til de syge.
Når man har HIV så tager familie og venner afstand fra en og frastøder en fra familien. Hun fortalte at folk blev glade når hun rørte dem ved armen og sagde det godt kunne være at deres familie og venner havde frastødt dem, men Gud elskede og holdte øje med dem (jep, hun er stadig meget kristen!) selvom deres krop og hud var syg, så havde de stadig en sjæl som var rask, så derfor skulle de stoppe med at ryge og drikke, som ofte er den eneste positive ting de har tilbage i livet.
Folk hernede er ikke særlig oplyste om smittefaren. Man kan godt være tæt på en HIV-ramt, bare man tager sine forholdsregler, så det snakkede vi også en del om. Hun blev helt overrasket over at høre hvor meget jeg vidste, så fortalte hende at, det havde jeg hørt igennem oplysningskampagner og igennem min skolegang i Danmark. Det var hun ikke vant til, da folk hernede tror at man får HIV igennem luften når man snakker med den syge, når man rører ved hinanden, drikker af sammen vandflaske eller spiser af samme tallerken. Det blev jeg alligevel ret overrasket over. Ok, vi kan ikke alle være lige oplyste men stadig...

Men det skal ikke alt sammen være triste og sørgelige historier! Her sker altså også sjove og skøre ting!

Den anden dag kørte jeg alene hjem i en tuktuk kl. 23.30 efter at have besøgt nogle af dem jeg rejser med, som bor på et andet hotel. Men jeg fik en tuktuk og skulle hjem troede jeg, for manden vidste ikke hvor mit hostel lå henne, så vi stoppede ind til siden og tog en eller anden politimand med. Han kom op og sidde foran og så kørte vi ellers derud af. Ind og ud imellem små skumle gyder, mens de to mænd snakkede sammen på indisk. Det var ret tydeligt at igen af dem anede hvor mit hostel lå henne. På et tidspunkt vender politimanden sig imod mig spørger hvad jeg hedder og hvad jeg hedder her. Siger jeg hedder Ulla og arbejder som socialrådgiver på YWCA (Young Woman Christian O-noget..) De stopper ind til siden da vi er kørt helt forkert. Da vi skal køre igen, kommer politimanden om bagved til mig og sætter sig ved siden af mig, beder om mit nummer, så vi kan tage ud sammen en aften og spise noget mad sammen. Jeg siger nej, men han sidder klar med kuglepen og hånden frem, så hver gang jeg siger nej, så nikker han bare imod sin hånd og sin kuglepen... Sådan går der et par gange, indtil han forstår jeg altså mener nej. Jeg er jo en ung kristen kvinde (som om!)

Men vi ender foran hotellet og jeg hopper ud efter en tur igennem de små skumle gader. Jeg nåede at udtænkte flere flugtveje på den tur. Tanker som hvid slave handel røg altså igennem mine tanker en gang eller 17, især da vi kom ud omkring lufthavnen som ligger ca. 7 km. i modsatte retning af hvor jeg bor... Men det var da en oplevelse.

Jeg har også fået mig en indisk farmor. Min farmor (i Danmark) er en dejlig kvinde, som altid syntes man skal have mere at spise. Man skal jo være mæt.
Sådan en dame har jeg nu også mødt i Indien, hun har bare taget skridtet videre. Jeg var ude og besøge et projekt som YWCA har hånd om. Her var der et lille "center" med ældre kvinder. Jeg sidder og snakker med kvinderne og hygger, fortæller jeg er fra Danmark og skal arbejde som socialrådgiver hernede, jeg er ikke gift nej, den runder vi også et par gange. Men da de skal spise bliver jeg pænt budt på mad også, jeg siger nej tak, men det passer ikke damerne. Så jeg bliver bedt om at sætte mig ned og får så 7 tallerkner stukket under næsen, for jeg skal da have noget af deres mad. Jeg tager en lille smule ris og spiser det (med fingrene) men min indiske farmor syntes ikke jeg spiser noget, så hun tager en god håndfuld ris og kommer i munden på mig, sådan gør hun et par gange indtil jeg selv begynder at spise STORE mundfulde! Oh dear... Det er vist alligevel første gang en fremmede dame har kommet sine fingre i min mund (vedmindre hun har været tandlæge!) det var en ret speciel oplevelse. Hun syntes også jeg skulle have noget af hendes vand, men fortalte hende pænt at jeg ikke ville have noget at drikke, da hun ikke helt var enig med mig i det, fik jeg så sagt at jeg havde min egen vandflaske med, så den drak jeg da bare af. Det godtog hun så, men hold da op... Hun var en bestemt dame, sød men bestemt.

I dag har jeg været i vandpark med YWCA, som er den organisation som jeg arbejder for. Jeg har løbet rundt med mændene og prøvet rutsjebaner, snurretoppe, vandrutsjebaner m.m. Det har været så sjovt. Jeg har grinet helt dagen, følt mig som en lille pige på 5 år og slappet helt af. Majken (en af pigerne fra Århus, som arbejder samme sted som mig) gik i vandland og tænkte at vi ville prøve vandrutsjebanerne som var inde ved mændene, da de er vildere. Vi fik af vide at vi måtte prøve lige dem vi ville, bare ikke dem med måtterne på. Så ok, det gør vi. Vi går op af trapperne og får følgeskab af en ung fyr som spørger hvad jeg hedder. Fortæller mit navn og da vi står og skal have nogle "både" at køre på, spørger han om vi ikke skal køre sammen. Siger pænt nej, da jeg skal følges med Majken, men han bliver ved... Men ak nej, jeg skal køre med Majken. Vi venter måske 5 minutter, men på de 5 min. går vi fra at være tre personer til at være omkring 18, hvoraf de 16 er fyre der bare står og kigger på Majken og jeg. Meget surrealistisk...

I vand landet er de små piger helt vilde med mit lange lyse hår, som i dagens anledning, får lov til at komme fri af sin hårelastik. Og bliver ved med at sige, du har sådan noget smukt hår... Jo tak, du den er fin!
Personalet som vi er af sted med, siger da også de har lagt mærke til mig inde i vandlandet, men ok, det er måske heller ikke det sværeste når der er ca. 150 mørkhåret og kun én person med lyst hår. Just saying.
Men det var dejligt at være ude og se nogle andre mennesker, have det sjovt og bare slappe af. Det har jeg virkelige haft brug fir!

I morgen skal jeg til Mahabalipuram sammen med Søren og Martin, som også er i praktik her i Chennai og Majken, weekenden over. Det bliver toppen af poppen, at komme lidt væk fra Chennai, få noget sol på kroppen, drikke nogle øl og bare slappe lidt af.
Vi har fået før fri fra arbejde, så det er bare op og gribe sin taske og så af sted på nye eventyr! Det bliver en god weekend.

God karma og hellig ko til jer alle!