Mit liv i Indien er nu ved at udvikle sig fra socialrådgiver til sexolog.

Jeg har de sidste par dage arbejdet med mine care-plans, som jeg altid gør og forberedt mig til min midtvejsstatus med min vejleder hjemme i Danmark. Men mens jeg har gjort dette, har jeg samtidig skulle underholde pigerne.

Det er nu kommet til at pigerne og jeg har snakket om sex, børn, påklædning og tamponer.

Pigerne er meget optaget af børn og babyer, og hvor søde sådan nogle små nogle ser ud, så vi har kigget på mange, og jeg mener virkelig mange billeder af små børn, som både de og jeg har fundet i forskellige kalendere og på facebook.
Jeg sidder på facebook i min frokostpause, da pigerne ser et billede af en af mine veninders små børn, de går helt i selvsving over barnet og jeg viser dem et større billede af drengen. De går helt i svime over hvor sød og dejlig den lille dreng ser ud, og spørger indtil min veninde er hun gift, når nu hun har sådan et lille barn? Jeg kigger på dem, og siger nej, hun er ikke gift. Hvortil pigerne stopper helt op! For bare 30 sekunder siden, var de helt oppe i skyerne over barnet og hvor kær han så ud, nu er de helt paf og stille fordi barnet mor ikke er gift og alligevel har et barn?! En af pigerne kigger vantro på mig og spørger "Kan man godt få børn uden at være gift?" Jeg kigger på hende og svarer "jah, det kan man sagtens, man behøver ikke være gift for at få et barn." da det slår mig… Ved pigerne overhovedet hvordan man får børn? Jeg kigger på hende der spurgte mig om man kan få børn uden at være gift, og spørger hende om hun ved hvordan man får børn, hvortil hun ryster på hovedet. Jeg blev en smule mundlam, pigen er 14 år og alligevel ved hun ikke hvordan man får børn?! Jeg overvejede mange gange at diske op med en lille uskyldig historie med "blomsterne og bierne" men valgte alligevel at holde det i mig, da jeg ikke skal have min leders "kærlighed" at føle, fordi jeg har været lidt for vestlig og snakket om sex med pigerne, uden hendes viden. Så den tager jeg lige med min leder når hun kommer hjem, og så skal pigerne have en lille historie om en kvinde og en mand (og her tænker jeg IKKE på Adam og Eva!) og bierne og blomsterne.

Det er empowerment - viden er magt! Bum.

En af pigerne sad en dag, da hun havde fri inde på kontoret og så på at jeg arbejde. Hun rode rundt i min taske og fandt en tampon, som lå dernede og rodede rundt.. Hun tog den ud og spurgte med lys i øjne om det var chokolade. Jeg fortalte hende at det var det altså ikke, men en tampon. Hun rystede på hovedet, da hun ikke vidste hvad en tampon var. Jeg spurgte hende om hun vidste hvad menstruation var, men det vidste hun heller ikke… Jeg tror (og håber) det har noget at gøre med en sprogbarriere, for ellers så bliver hun da forskrækket når det bliver hendes tur til PMS og alt det der hører til. Spændende…!
Nårh men hun vidste i hvert fald ikke hvad jeg snakkede om, så jeg blev enige med mig selvom at den snak, måtte vi lige tage en anden dag, for lige nu var hun mest interesseret i hvad den mystiske gule indpakning var, så den spænding skulle vi da have udløst. Jeg åbnede pakken og viste hende hvordan en tampon fungerer, ved at komme den i et glas vand. Ok, selv jeg blev overrasket over hvor meget sådan en satan egentlig kan suge, men sshhiitt hendes øjne, var jo ved at trille ud af hovedet på hende! Det var virkelig sjovt at se, men ok, måske jeg også lige skulle have gennemtænkt det inden jeg kom sådan en vat-suger ned i et stort glas med vand… Bum, men det var nu meget sjovt og den lille pige fandt ud af det altså ikke var chokolade jeg gemte i tasken (for det har jeg nemlig spist! MUHAHAH)

Nårh men så kommer vi frem til torsdag.

Jeg har tidligere nævnt min påklædning og at den tit ikke er indisk nok til damerne hernede og derfor har jeg også fået noget indisk tøj af min leder. Men det indiske tøj er jeg så småt begyndt at undgå, for helt ærligt 38 gr. Varme og så lange bukser og - bluser, det fungerer bare ikke helt for mig. Så derfor er jeg nu begyndt at gå i mine egne t-shirts (dem som nu kan accepteres selvfølgelig) og nogle nederdele/shorts. Men i torsdags da jeg sidder oppe på pigernes værelse og leger, kommer en af pigerne og retter på mit tøj, da min bluse er for nedringet.

Som hun så pænt forklarede "Sissi, the boys whom are white washing the buildings, they are looking at you! AYO! Your shirt needs to be up here! -hun trækker min bluse lidt længere op og siger med et veltilfreds smil - There, now you look super!" Og her gik jeg og troede jeg var den voksne... Men ak nej, jeg blev snydt, pigen (som kun er 9 år) ved bedre end jeg, når det kommer til min påklædning. - Jeg er så småt begyndt at overveje om jeg skal tage alt mit tøj med ned til hende, og så kan hun få lov til at vælge hvad jeg skal gå i. (Har en idé om min påklædning da ville bestå af de 2 sarier jeg har, 2 af mine egne bluser, nogle lange bukser og så 2 nederdele)

Men jeg laver også andre ting end at gå rundt og fordærve pigerne med samtaler om kroppen.

Vi fik den anden dag (onsdag d. 11/4) en tsunamivarsel, da der var et jordskælv i Indonesien, som påvirkede hele det indiske ocean og selvfølgelig også Indien, hvor jeg sidder. Jeg var oppe på vores hovedkontor, da jordskælvet skete, alle menneskerne oppe fra hovedkontoret skyndte sig ud i det fri rum, så hvis der skete noget med bygningen, så ville det ikke gå ud over dem. Jeg opdagede ingenting, da jeg sad og diskuterede vigtige ting (ok, vi diskuterede hvorvidt jeg skulle med på en stoffabrik eller ej) med en af damerne fra YWCA. Men jeg gik tilbage til PP-home, da vi blev enige om at tre store indiske damer og min tykke krop, nok ville være for mange i den lille tuktuk, så jeg gik tilbage for at arbejde (ok, jeg mener lege) med pigerne. Da jeg kommer op af indkørelsen til hjemmet, kommer en af pigerne ud og falder mig om halsen. Jeg får det største knus længe og bliver spurgt om jeg er ok? - Jeg kigger uforstående på hende og siger jeg har det helt fint, og kan ikke lade være med at joke lidt med hende, da hun virker så alvorlig og seriøs mens hun fortæller at hele hovedkontoret har rystet og alle folk er løbet ud, for jeg har jo lige været der, men ikke lagt mærke til noget… Men hun stamper i jorden, og siger hun altså er alvorlig lige nu, de er blevet ringet op af et af de andre projekter, da der har været et jordskælv, og de er bange for der igen vil komme en tsunami til Indien. Jeg går ind på kontoret til de andre damer, som sidder og prøver at ringe rundt til deres familier, for at høre hvor de er henne, er de ok, er de nede ved stranden ect? En af kvinderne kigger på mig og siger "Get down on your knees and pray" - kan ikke lade være med at tænke, "Jah det skal nemlig nok hjælpe stort, hvis vi bliver ramt af en tsunami at jeg sidder på mine knæ og beder til gud!" men inden vi nogensinde kommer så lang, siger Daisy (en ældre kvinde, som kommer på hjemmet for at snakke med os som arbejder der) at det da er meget bedre med en kop kaffe eller the. Jeg kigger på hende som om hun lige har reddet hele min verden, det der med at bede og alt som det, det er jeg altså ikke blevet helt fan af endnu (Og bliver det nok heller aldrig!) så ideen om kaffe mens hun fortæller om tsunamien, det lyder som en genial plan i min verden! Kaffe er bare løsningen på alt!

Men det ender med vi sidder og læser om tsunami opdateringerne i de danske aviser, da jeg har min computer med på arbejde den dag, mens vi sidder og drikker kaffe eller leger. Jeg er gået ud med pigerne på pladsen for at lege og spille cricket, da vi er blevet fortalt at tsunamien først vil ramme os omkring kl. 17 lokal tid, så vi har "en time at slå ihjel inden der sker noget"… Det er super hyggeligt et eller andet sted, men samtidig så surrealistisk, at gå uden for og grine og fjolle rundt, mens vi lige har fået af vide at om en times tid, kan vi risikere at blive ramt af en 6 m. høj bølge. En af pigerne kommer hen til mig og beder om et knus, hun får et og jeg spørger hvad der er galt, hendes familie bor nede ved stranden i et fyrtårn, så hun er selvfølgelig bange for at tsunamien rammer hendes familie og ødelægger hendes hjem. Jeg spørger hende om hendes forældre ikke har en mobil, for så kan vi da ringe til dem og høre om de er ok? - Hendes forældre har ingen telefon, så der er ikke noget at gøre, andet end at vente og håbe på det bedste.

Det er en meget mærkelig situation at stå i… På den ene side har du nogle piger som er glade og smilende, på den anden side så har du en enkelt pige som er dybt bekymret for sin familie og hvordan den forekommende situation vil påvirke dem derhjemme… Det gav alligevel noget stof til eftertanke, tænk nu hvis det havde været ens egen familie, hvad ville man så have gjort?

Men intet skete, tsunamivarslen blev afblæst igen, og vi legede videre som om intet var sket. Men det var tydeligt at mærke på alle dem som jeg mødte resten af aftenen, at dagens begivenheder havde påvirket dem alle i mere eller mindre grad.

Men jeg laver også nogle fagligt relevante ting, fra tid til anden, når det lige slår mig at jeg ikke kan skrive en "eksamens" opgave på 12 sider, om at jeg har leget i de sidste 6 mdr. med pigerne. Så jeg været gæstefortaler på et af Indiens bedste colleger for socialrådgivere og været til seminar omkring plejefamilier, da det ikke er noget de har i Indien endnu.

Men for at starte et sted…

Så blev jeg spurgt på et tidspunkt om jeg ikke ville ud og snakke på et college for socialrådgiver studerende om hvordan det er at læse/være socialrådgiver i Danmark. Jeg tænkte at det kunne jeg da sagtens og greb muligheden.

Det er Ritas søn, John, som læser til socialrådgiver, og derfor skulle jeg så ud på hans college for at snakke om at være socialrådgiver (studerende) i Danmark. Det var en af de vildeste oplevelser længe!
Jeg havde snakket med Rita om formiddagen, at det ikke kom til at være de næste par dage, at jeg skulle ud og snakke, da skolen skulle på en eller anden udflugt, så jeg lavede pænt planer om at tage i byen med en af mine venner og drikke en bette øl eller to for derefter tage til fødselsdag hos en af hans venner. Jeg skulle jo ikke forberede noget til de næste par dage, så jeg kunne da sagtens lave andre planer.

Det var også alt sammen meget fint, indtil jeg blev ringet op af Rita og fik af vide jeg skulle være klar kl. 9.30 næsten morgen, for jeg skulle ud og snakke om socialrådgivning på Johns college.
Ehm, tænkte jeg bare… Fedt, jeg står og skal ud af døren om 30 min. og jeg har INGENTING forberedt til i morgen, bumbum… Men jeg udnyttede mine 30 min. og skrev en del og tænkte at jeg da sagtens kunne stå lidt før op dagen efter og så skrive resten. Jeg skulle jo til fødselsdag (og drikke øl og spise kage og drikke øl og spise lidt mere kage!) det kunne jeg simpelthen ikke gå glip af! Så jeg skyndte mig at forberede lidt om hvem jeg var og hvordan vi studerer i Danmark, inden ture gik til fødselsdag og øldrikkeri.

Dagen efter da jeg mødte ind på arbejde, var jeg spændt på hvad der skulle ske ude på Johns college, University of Madras, da det er et af Asiens bedste skoler, blev jeg en smule nervøs og spændt på samme tid, for tænk nu hvis jeg faldt igennem med et brag… Bumbum, men der var jo ikke andet at gøre, end at tage det som det kom tænkte jeg.

Jeg satte mig ned og kiggede mine noter igennem som jeg havde skrevet aftenen før og så om morgenen, da Rita kom ud til mig og sagde "Sisse, bare så du ved det, men hans professor, regner med du også fortæller om hvordan I laver jeres dokumentation i Danmark…"
Mine øjne rullede i hovedet, jeg fik kold sved og klamme hænder… Dokumentation?! Jamen jeg kan da ingenting huske om dokumentation, og jeg skal mødes med John om 30 min?! Arhmen... Jeg drak en hurtig kop kaffe og begyndte at tænke på hvad vi havde lært om dokumentation, jeg var fuldstændig blank, så jeg sad for det meste af tiden bare og kiggede på mit papir og håbede at ordene på mystisk vis ville komme ned på papiret og åbenbare sig for mig…

Jeg kiggede opgivende på Rita og sagde, at jeg intet kunne huske om dokumentation og egentlig blev ret nervøs over at få sådan en opgave stukket i hovedet. Hun kiggede på mig, og sagde (meget overbærende!) "Sisse, det er helt i orden, jeg har sagt til John, de ikke kan forvente det store, siden du lige har fået det af vide, så de er forberedt på du måske ikke kan huske det i detaljer…" Mens jeg sad og kiggede intenst på papiret (mon man ikke kunne ane nogen bogstaver, der lige så stille kom frem på papiret…) begyndte tingene at komme til mig, og jeg fik skrevet en del om systematisk sagsarbejde m.m. John var også 1,5 time forsinket, så lige pludselig havde jeg jo masser af tid, til at tænke det hele ordentlig igennem og lige få styre på mine nerver og tanker.

Men da John endelig kom ind på kontoret, gik vi sammen over mod toget som skulle køre os mod hans college og min forestående "forelæsning" om socialrådgiver faget i Danmark.

Da vi kom ned til togstationen, kiggede John mig i øjne og sagde meget alvorligt "Sisse, LAD VÆRE MED AT STÅ AF TOGET, INDEN DU SER MIG!!!" - Man skulle tro han kendte mig, jeg kunne godt være typen som bare gik ud af toget, fordi det da sikkert var der vi skulle af… Nå, men jeg kom ind i kvindernes kupé og John gik ned til mændenes kupe, og så gik turen ellers derud af…

Efter turen, hvor jeg fik snakket med en masse søde damer (og snakket i telefon med John, fordi han var bange for jeg var død/kidnappet/stået af) kom vi endelig ud til hans college.

Colleget ligger på et stort parkligende område fyldt med træer og en masse bygninger, fra den engelske koloni tid, det var helt imponerende stort! Jeg kiggede på John og spurgte om han aldrig var faret vild derinde, hvorpå han grinede og sagde at det havde han faktisk gjort i starten, men ikke mere… Jeg tænkte ved mig selv, at hvis det var mig, så ville jeg da aldrig komme til mine forelæsninger, fordi jeg ville være faret vild imellem alle træerne og bygningerne.

Vi gik ind til collegets hovedkontor, hvor jeg skulle mødes professoren og inspektøren for hele skolen, inden jeg skulle ud og fortælle om dokumentation m.m. da de gerne ville møde mig og vide hvem jeg var. Det var meget hyggeligt alt sammen, professoren var rigtig sød og ville høre hvem jeg var og hvad jeg ville fortælle om. Vi snakkede lidt frem og tilbage, hvorpå hun samlede godt 15 elever, som skulle med mig ud og snakke, da resten af klassen skulle lave noget gruppe arbejde i stedet for, det passede mig et eller andet sted meget godt, da jeg ikke var helt klar på at snakke om noget jeg ikke var 100 % sikker på foran godt 100 mennesker. Så 15 studerende, den greb jeg med kyshånd!

Jeg gik med de studerende udenfor, hvor vi satte os under et træ, jeg fortalte lidt om hvem jeg var og hvad jeg lavede i Indien, og hvordan vi studerende derhjemme m.m.
Det var rigtig spændende at snakke med andre studerende om det at være socialrådgiver, fordi der er så mange forskelle på hvordan vi ser sociale problemer og bare sådan noget som hvordan vores undervisning foregår. De kunne ikke forstå at jeg virkelig fik lov til at tage af sted i 5 mdr. for at være i praktik, da de ikke kommer uden for en dør i de 3 år de læser til socialrådgivere. De sidder i deres klasser og læser, og så må de få noget erfaring senere, men de ville ønske at det var dem, som også kunne komme ud og arbejde med nogle mennesker og prøve deres viden af, kunne kun give dem ret i, det er super at prøve sin viden af og se hvor meget man faktisk ved, også så man har en idé om hvad der er man går rundt og laver… Så jeg misundte dem ikke, at de skulle sidde og læse hele tiden på skolen.

Men vi snakkede om alt fra sociale problemer til om vi selv må vælge vores forelæsere. Der var intet emne der var for lille til at blive diskuteret. Jeg skulle have haft "enetale" og fortalt om det jeg havde forberedt, i stedet for så blev det til spørgsmål skydning fra de studerende og derigennem fik vi en super god snak og diskussion.

Det var super spændende at høre hvad deres tanker og overvejelser var i forhold til socialt arbejde og hvordan de gerne ville arbejde. Et eller andet sted, så var det bare så fedt at sidde og snakke med nogle ligesindede, om hvordan de tænkte at socialt arbejde skulle udføres og foregå. Der er så meget korruption i Indien, så det ville de først og fremmest gerne have væk, så politikkerne begyndte at tænke på folks bedste og ikke at de selv skulle have en masse penge. Det var virkelig lærerigt og spændende, så jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal derhen igen og snakke noget mere med de studerende.

Da vi havde snakket færdigt gik John og jeg ind for at spise frokost og endte i en heftig snak om religion, han er troende og jeg er ateist, så vi fik snakket om religion og gud til den helt store guldmedalje! John blev ved med at sige at jeg bare skulle lade Gud komme til mig, så ville jeg aldrig være alene, hvortil jeg svarede at jeg aldrig var alene i og med jeg har nogle venner og familie som jeg ved, vil bakke mig op 100 % lige meget hvad jeg gør. Det var virkelig spændende at snakke med ham, især fordi han ikke prøvede at omvende mig til at være super kristen, men bare var nysgerrig på hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde. Vi snakkede også om politik og korruption med en af de fyre, som havde været med da vi snakkede om socialt arbejde, vi fik vendt hele verdens situationen mens vi sad og spiste og glemte helt tiden, så Rita ringede til John for at høre hvor vi blev af? På det tidspunkt havde vi snakket om religion, korruption, 2. verdenskrig og meget mere i 3 timer… Tiden var fløjet af sted, så den rundvisning jeg skulle have haft rundt på colleget, måtte vente, mens vi skyndte os tilbage og ind i toget.

Jeg kom ned og sidde hos mændene, da John ikke turde lade mig rejse alene igen "min mor slår mig ihjel, hvis der sker noget med dig!" så jeg fik pænt lov til at sidde sammen med ham og alle de andre mænd.
John og jeg snakkede igen lystigt videre, da han var mindre var han løbet hjemmefra i 4 mdr. for at finde lykken og vise hans mor, at han sagtens kunne klare sig selv og blive en verdensmand uden hende hjælp, hvilket resulterede i at han boede på gaden og senere hos en fremmed mand i 4 mdr. uden at have nogen egentlig kontakt med sin mor. Det var vildt spændende at høre om hvordan han havde klaret 4 mdr. på gaden og alt det han havde lavet.

På et tidspunkt så var der en kvinde som var blevet overfaldet af en mand med en sportsjakke, som John også havde på, så politiet havde set ham alene ude på gaden om aftenen og forhørt ham om hvor han havde været i løbet af aftenen, om det var ham, som havde overfaldet kvinden ect. Han blev slået gentagne gange af politimanden, fordi han sagde det altså ikke var ham som havde overfaldet kvinden, og han intet vidste om det. Der kom nogle en gruppe mennesker forbi mens John blev slået og forhørt og tog ham i forsvar og fortalte at det altså ikke var ham som havde gjort det. (I Indien har politiet ingen respekt overfor dine rettigheder, hvis de syntes du ligner en der er skyldig, jamen så er du skyldig og så komme du i fængslet, hvis du er heldig, så får du da også lige et par slag med på vejen!) så da jeg fortalte ham om jeg var blevet stoppet 2 gange af politiet, på den ene mdr. jeg havde været der, fik han store øjne og sagde at jeg altså skulle passe på, men vi fik da grinet en del over at han havde boet i Indien hele sit liv og var kun blevet stoppet en gang, mens jeg havde været der i 1 mdr. og var blevet stoppet 2 gange… Han skyndte sig at sige, at hvis jeg nogensinde endte i problemer, så skulle jeg ringe til hans mor, for så skulle hun nok prøve at hjælpe mig (Rita kan være en virkelig frygtindgydende kvinde!).

På et tidspunkt, så kigger John på mig og spørger om jeg nogensinde har stået i døren på et kørende tog? - Jeg siger nej, det har jeg ikke, hvortil han spørger om jeg vil prøve?
JJAAHHH!!! Det vil jeg prøve! Ægte inder-style, at stå i døren på et kørende tog og bare mærke vinden der kører igennem håret og ens tøj, så vi går op til døren og stiller os, og kigger bare ud på landskabet og mærker vinden på kroppen, det er en helt fantastisk følelse, bare at stå der og kunne se landskabet suse forbi mens man bare giver sig hen til vinden.

Men vi gik tilbage til vores pladser lidt efter, for at sætte os og snakke lidt mere om alt mellem himmel og jord, indtil toget kom ind på stationen og jeg kunne komme tilbage på arbejde endnu en erfaring og alt for sjov dag rigere.

Jeg har som sagt også været til seminar med Rita omkring "alternative former for børnebeskyttelse" da man her i Indien ikke har plejefamilier m.m. så hvis man har nogle børn, som ikke kan bo derhjemme af forskellige årsager, så kommer de ud og bor på et børnehjem, hvor man så vil tage sig af dem. Det var virkelig spændende at høre om hvad deres tanker er i forhold til plejefamilier og hvordan man skal følge op på børnene, hvordan skal man udvælge plejefamilierne og hvor lang tid skal man hold opsyn med børnene? - Hvis nu plejefamilien har biologiske børn, kan man så risikere at plejebørnene kommer på en dårligere skole og dermed bliver udsat for "diskrimination" og hvad skal man evt. gøre ved det? Der var så mange snakke og debatter, det var virkelig spændende at være med i og opleve, jeg kunne komme med synspunkter på hvordan vi gør det i Danmark og at det altså ikke behøver at være en dårlig ting at komme i plejefamilie, for der kan børnene få en form for tryghed, kærlighed og den fulde omsorg som de ellers ikke kan ude på et børnehjem hvor der typisk er omkring 50 andre børn som også skal have opmærksomhed, kærlighed ect.

Don Bosco, som stod for seminaret er en organisation som tager gadebørn ind til sig og så hjælper dem med at få et liv igen, de sender dem i skole, giver dem mad, tøj ect. De underviser børnene i deres rettigheder (Børnekonventionen) så børnene ved at det ikke er ok at råbe af dem, slå dem eller tvinge dem til noget de ikke har lyst til. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og få en lille glad lykkefølelse inde i, for det er da en genial idé, at fortælle børnene hvad deres rettigheder er, så de også ved at de bliver behandlet ordentlig og at det ikke er ok at slå dem. Rita var direkte modstander af at børnene skulle undervises i deres rettigheder, for så kunne man jo ikke disciplinere dem? - Hvis børnene vidste at det ikke var ok at råbe af dem, jamen hvordan skulle de voksne så nogensinde kunne irettesætte børnene m.m.? Der kom en af de andre deltagere med et modsvar som jeg var helt vild med: "Hvis den voksne ikke kan disciplinere barnet, så er det ikke barnets skyld, men den voksnes." Jeg sad hele tiden og nikkede, for gu' skal den voksne da ej råbe/slå/alt-muligt-andet barnet. Så må man tage nogle andre midler i brug, for at lære barnet hvad der er ok, og hvad der ikke er ok. Det var virkelig et givende seminar, jeg fik så mange gode inputs og ideer. Jeg fik et helt genialt indblik i hvordan Indien gerne vil arbejde med "child care" og hvilke ting de vil være opmærksomme på. Arhmen det var så godt! Godt nok blev jeg virkelig irriteret på Rita, da vi var uenige om rigtig mange ting, men jeg lærte så meget, at jeg ikke ville bytte det for noget i verden.

Igen har Indien overrasket mig med de vildeste ting og sjoveste oplevelser, jeg har været til fest hos en af mine indiske venner, hvor vi drak og snakkede indtil kl. 6 om morgen, hvorefter vi gik kolde på hans sofa, jeg har været til fødselsdag med de sjoveste mennesker og fået forklaret meget udførligt hvorfor og hvor mange gange, man skal sparkes når man har fødselsdag (man bliver sparket sin alder + 1 ekstra spark, for held… For ja at få held i sit liv)

Jeg har lært at rense og åbne kokosnødder, så hvis jeg nogensinde ender på en øde strand så skal jeg nok overleve! (Forudsat jeg har de redskaber, jeg skal bruge til at åbne og rense min kokosnød med, for ellers så dør jeg, mens jeg kigger på kokosnødden og håber den åbner sig af sig selv!)

Jeg har formået at få en god forkølelse, selvom det er som en sauna uden for, med det resultat at Rita troede jeg havde svineinfluenza og pigerne blev ved med at sige at jeg skulle tage på hospitalet…

Jeg har været i Mahabalipurlam (igen) hvor jeg har været på motorcykeltur sammen med nogle venner, hvilket resulterede i mit højre ben nu har et stor og meget flot brandsår, som Maks sagde da jeg brændte benet på hans motorcykel, "Det der kommer til at gøre ondt, og du kommer også til at få et ar…" - Han havde ret. Men nu har jeg et evigt minde om min påskeweekend i Mahab sammen med nogle dejlige mennesker.

I dag har Majken, Martin og jeg holdt påskefrokost/tømmermændsbrunch. Martin kom hjem til os i går efter han havde fri på arbejde, og så drak vi os ellers godt og grundigt fulde, snakkede om seriøse emne, grinede, spillede spil og larmede alt for meget. (Måske min næste blog handler om jeg er hjemløs i Indien fordi jeg er blevet smidt ud fra min lejlighed?)
Men det var super hyggeligt, så det går nok!

Indien bliver ved med at overraske.. Jeg kan ikke forstå at jeg kun har noget der ligner 2 måneder tilbage før det er slut, og jeg skal tilbage til Danmark. Jeg kunne godt bruge noget mere tid, så jeg får det sidste med, der er så meget jeg gerne vil opleve stadigvæk og stadig vil jeg gerne være sammen med mine piger på hjemmet. 2 måneder er, lige nu, bare ikke tid nok…

Men alle gode ting har en ende på et eller andet tidspunkt, er det ikke sådan man siger? Men det er ikke slut endnu, så den tid den sorg, nu vælger jeg at leve i øjeblikket og nyde det mens jeg kan!