Nu er det nu...
Jeg rejser til Indien om bare nogle enkelte dage i 5 måneder, sammen med 3 andre damer fra mit studie, Anja, Anita og Majken. Vi indtager Indien i forbindelse med vores praktik som internationale socialrådgivere.

Det virker som ganske få uger siden, jeg sad og diskuterede med vennerne fra studiet, hvor man skulle tage hen. Skulle man tage til Canada, Afrika, Jamacia, Indien eller England? - Eller måske skulle man blive i Danmark og sætte sig noget mere ind i det danske lovstof?
Skulle man arbejde med HIV/AIDS ramte mennesker, hjemløse børn eller kvindehandel? Eller måske skulle man...
Det virker som kun ganske få uger siden, men alligevel så er der gået 6 måneder. Det er gået alt for stærkt. Jeg tænkte, jeg har masser af tid, men haps. Nu er det, det nu. Om 3 dage, så sidder jeg i Indien.

For mit vedkommende endte det med Indien, Chennai. Her håber jeg på at komme til at arbejde med kvinder som har været udsatte for vold. Jeg vil gerne arbejde med kvinderne og se hvordan indernes syn på voldsramte kvinder er. Er deres opfattelse af vold, den samme som min? Hvordan er deres tilgang til tingene, er den virkelig så meget anderledes end min?
Når vi ankommer til vores praktik sted, så får vi lov til at komme med rundt og se organisationens forskellige projekter og se hvad arbejdet går ud på, så vi ved hvad det er vi siger ja til. Om det ligger inde for vores interessefelt. Måske jeg hellere vil arbejde med forældreløse piger, når vi ankommer dernede, rulle mig i skraldet og lege ballon dans med dem. Hvem ved, en ting er hvad man drømmer om hjemmefra, en anden ting er, hvordan virkeligheden ser ud, når man først lander, der hvor man nu skal være.

Der var nogle overvejelser, for og imod at tage til indien. Indien arbejder meget anderledes end Danmark, vi har forskellige værdier og normer. Ville jeg kunne passe ind i deres kontekst i et helt andet land? Jeg har ganske vist prøvet det før, at arbejde i fremmede lande og haft mit liv/hverdag i andre lande. Men denne gang så føler jeg alligevel, det er noget andet. For nu skal jeg ikke vise turister rundt og snakke om botanik, ødelagte lamper eller se billederne af deres børnebørn mens jeg keder mig til døde på service på deres hotel.
Jeg skal (forhåbentlig) hjælpe nogle mennesker med at få et andet syn på deres liv og hjælpe dem et skridt videre.

Beslutningen om Indien var et eller andet sted, nem nok. Som mine forældre bliver ved med at sige, så har jeg jo prøvet det før, så det skal nok gå.
Men det som der på overfladen virker som en nem beslutning, var alligevel ikke så nem.

Da vi skulle søge om praktik plads, havde Anja, Anita og jeg alle søgt det samme sted hen og vi fik hurtigt svar på, at de gerne ville have os som praktikanter. Glæden var stor, og vi begyndte så småt at kunne planlægge vores liv i Indien.
Dog havde organisationen nogle problemer, som vi først hørte om 3-4 uger inden vi skulle afsted, som gjorde vi ikke ville derhen alligevel. Nu havde Majken også søgt til Indien, så nu var vi lige pludselig 4 mennesker, som skulle til at finde nye praktiksteder på bare 4 uger, i stedet for de ca. 4 mdr. som vi havde brugt da vi søgte vores første sted.
Men det gik da, vi fik alle 4 nye steder at være. Anja og Anita tager til Asha Nivas og Majken og jeg tager til YWCA for at arbejde.
Med praktikstedet på plads, kunne vi gå til næste udfordring. Visum.

At få visum, er i sig selv ikke noget problem. Man skal have et pas, nogle penge og printe en visumansøgning ud. Bum. Piece of cake.
Jeg havde været på den indiske ambassade i December for at få lavet visum, men fik besked på at komme tilbage i Januar, for ellers så ville mit visum udløbe, mens jeg var i Indien og det er dumt!
Så jeg sendte mit pas til ambassaden i Januar for at få visumet, og det hele var i brevet. Penge til visum, visumansøgning og pas. Jeg havde endda fået sendt det som anbefalet brev, så intet kunne gå galt. Troede jeg...

Mine forældre spurgte efter en uge, hvornår jeg ville få mit pas tilbage igen? Jeg måtte være dem svar skyldig, men mente ikke det kunne tage lang tid endnu, for ambassade-damen havde sagt det kun ville tage 3 dage at lave. Da jeg stadig ikke have hørt noget om mit pas 7 dage inden jeg skulle afsted, ringede jeg til ambassaden for at høre hvor mit pas blev af (nu havde de alligevel haft det i 14 dage).
Jeg fik fat i en rar dame som da lige ville checke hvor det var henne... Der gik lidt tid, og da hun kom tilbage igen, havde hun ikke fundet det og der var ingen andre der vidste hvor det var. Men hvornår skulle jeg rejse? - Først onsdag i næste uge? MASSER AF TID! Hun ville ringe til mig på Fredag, og fortælle mig hvor mit pas var.
Ok, ingen panik. Hvis det var væk, så var der en chance for jeg kunne få et nyt pasfoto, hvor jeg ikke ligner en sur forbryder. Hep hey!

Fredag formiddag, havde jeg stadig intet hørt, så jeg ringede til ambassaden for jeg ville nu egentlig gerne vide hvor mit pas var. Jeg begyndte at blive en smule panisk, da jeg ringede til deres katastrofe-linje og blev smidt af linjen gentagne gange (ok, mit pas var væk, der findes nok større katastrofer end lige det, men men...) jeg kom endelig igennem til ambassaden om eftermiddagen, en ny dame ledte efter mit pas. Det var blevet sendt videre for 10 dage siden, så hvor mit pas var henne? - Jamen det måtte Post Danmark vide. Arhmen helt ærligt.. Jeg sagde pænt tak for hjælpen, og mumlede om at slagte en hellig ko foran ambassaden næste gang jeg kom forbi.

Nu gik jagten ind på et telefon nr. til Post Danmark, så fik ringet til min mor som straks gik igang med jagten. Efter lidt søgen kom nummeret frem. Post Danmark havde mit pas. Skulle de sende det hjem til mine forældre på Sjælland, så ville jeg have det om mandagen? - NNNEEJJJJ, JEG KOMMER SELV OG HENTER DET! Så jeg greb en veninde under armen og afsted til posthuset (med øl og shots i blodet og på lånt cykel. Det var en vild tur! - Men når man lokker med pizza og cola, så skulle man da være et skarn at begive sig ud på sådan en tur.)
Lettelsen ville ingen ende tage, da jeg åbenede passet og så forbryderbilledet på de første sider var mit. (Post Danmark blev heller ikke snydt for trusler om nedbrænding og terroraktioner imod deres postkasser, da jeg var færdig med dem..)
Dagens jagt var slut, og vi kunne vende tilbage til øl, pizza og shots med folket i baren oppe på skolen, inden jeg skulle med færgen hjem til sjælland.

Og nu sidder jeg så her, hjemme hos mine forældre på Sjælland og gør status over den sidste måned. For hvor er der egentlig sket meget...
Mit værelse i Århus er pakket ned, jeg har gjort (nogenlunde) rent og sagt farvel til vennerne, familien og de kolde tuborg. Jeg har drukket god vin og spist lækker mad. Fået 37 stik pga. vaccinationer, jagtet mit pas/visum, og danset natte lang i en afskedsrus med Århus.
Jeg har flyttet det meste af mit liv hjem til mine forældre igen (og har fået kommentaren, "Sisse, det er dejligt du er hjemme, MEN GUD HVOR DU FYLDER!" - Ægte kærlighed fra mine forældre!)

Min fremtid er uvis, jeg ved ikke hvad jeg kan forvente af folket eller hvad jeg skal arbejde med.
Hvordan kommer det til at gå med mine (manglende) vaccinationer? - Får jeg tyfus eller rabies når en eller anden hund slikker mig i et sår?
Hvad sker der når jeg ruller mig i skraldet med børnene og laver skraldeengle? (min læge og jeg har åbenbart misset nogle vaccinationer, men det tager jeg på rutinen. Det kan ikke gå værre end galt! Som hun sagde - "Det kan du blive behandlet for dernede"!)
Kan indierne overhovedet lide Dr. Bombay eller er det kun mig som kommer til at gå rundt og synge "Hurry, hurry, hurry, eat my rice and curry..." og drikker de overhovedet øl og tuller rundt på gaderne i deres brandert?!
Havner jeg i fængsel som min mor bliver ved med at forestille sig, eller bliver jeg stoppet i tolden og får dødsstraf pga. jeg har narko i min bagage, som min veninde fantaserede om?
Går jeg amok på en (hellig) ko i en brandert, fordi jeg ser en omvandrende bøf?

Min far tager det hele med ophøjet ro. "Vi skal nok betale kaution, hvis det brænder helt på." - Jamen det er rart at vide, tak for det.

Alt kan ske... Men en ting er sikkert. Det er vild ungdom, det er et liv på kanten. Det bliver mega spændende.