Efter jeg havde mit "sammenbrud" og havde et af mine få seriøse øjeblikke, er vi nu vendt tilbage til virkeligheden og hverdagen. Pigerne er kommet hjem fra deres sommerferie og en hverdag er begyndt igen. De skal tilbage i skole og eller søge ind på videre uddannelser.

Jeg har i de sidste par uger, været her på børnehjemmet og skrevet på min opgave som jeg skal aflevere om 16 dage. Jeg arbejder bedst under stress/pres, hvilket også kan ses på min opgave lige nu, da jeg kun har skrevet 6 sider, og min opgave må maks. fylde 12 sider, så det er nu ok. Men stadig ikke helt godt nok, så der skal lige arbejdes lidt mere, men indtil videre har jeg fundet "åh så mange andre ting" som er mere vigtigt. F.eks. at reorganisere vores skab med pigernes personlige oplysninger, tjekke facebook, skrige af mit internet, eller måske endda skrive et blogindlæg (velkommen til Sisses overspringshandling i dag, nu hvor mit internet har bestemt sig for ikke at virke. Jeg skal bruge google for at komme videre med min opgave, men siden nettet ikke virker, har jeg bestemt mig for at bruge tiden konstruktivt og skrive til jer i stedet for!)

Men altså… I mens pigerne (eller de fleste af dem, vi har haft to boende sommeren over, da den ene ikke har familie og den anden skal søge college) har været på sommerferie, har jeg som sagt været her. Jeg har været med pigerne ude og søge ind på deres videregående uddannelser, været med dem i bio (2 gange, hvor af den ene faldt jeg i søvn ved siden af Rita… Hovsa) og så har jeg været ude og se verdens 7 vidundere (eller 6 vidundere, siden den kinesiske mur ikke var færdig endnu).

Ansøgningen til college var helt stille og roligt, meget ulig den normale indiske "oplelvese". Flere mennesker står stuvet sammen for at aflevere deres ansøgninger til uddannelse. Der sidder en kvinde/mand og tager imod deres ansøgning, skriver nogle ting ned på papiret og så videre med pigerne. Hvor blev kaosset af, menneskerne der vælter over hinanden for at komme først og den evige råben? Ikke når det kommer til at skulle ansøge til college… Man kan blive overrasket. Men jeg fik sendt mine piger videre i systemet, så nu har de søgt videre på uddannelse. (En af pigerne har søgt om at blive socialrådgiver, så hun spurgte generet på vej hjem i autoen, om det var meget svært? Kiggede hende i øjne og sagde at hvis hun læste på sit stof og huskede hvem hun selv var og havde hendes hjerte med i arbejdet, så skulle det nok gå. Rita har vist skræmt hende fra vid og sans, så der skulle lige ro på den stakkels piges nerver igen.)

At gå i biografen i Indien er noget jeg vil anbefale ALLE. Det er simpelthen for sjovt. Jeg har været inde og se to tamilsk film sammen med pigerne som var her og det var hysterisk morsomt. Ikke så meget fordi jeg fattede hvad der skete i filmen, men mere fordi de mennesker som er inde og se filmen giver sig 100%! Når der kommer en flot dame op på skærmen, bliver der piftet, skreget og klappet i hænderne. Hvis de kysser (!!!!) det samme. Hvis der er slås kamp, så bliver der også klappet og heppet. Nogle gange, er der en der lige rækker sin mobil i op og tænder for radioen, så er der også baggrundsmusik til filmen. Der er ingen grænser, og det er simpelthen for sjovt.

I dag har pigerne som går i 10 kl. lige fået deres karakterer offentligt gjort. Man kunne ikke andet end at sidde og smile og grine lidt på deres vegne. En af pigerne har siddet troligt ved siden af mig siden kl. 10 og spurgt om hvor tit jeg snakker med mine forældre, om jeg gjorde det hver dag, en gang om måneden eller en gang om året osv. Og hvorfor jeg ikke snakkede med dem oftere? Hun kunne ikke forstå vi ikke snakkede sammen hver dag, så hver gang jeg afsluttede en sætning, blev jeg mødt med spørgsmålet "Hvorfor?" og jeg ved det ikke… Mor og far, hvorfor snakker vi ikke sammen hver dag? Hmm... Nårh men hun spurgte om alt mellem himmel og jord for at få tankerne lidt væk fra det faktum, at hendes karakter snart ville blive offentligt gjort. (De kom ud her kl. 13.30) da det endelig blev tid for at karaktererne blev offentlig gjort, stod der 6 piger rundt om Rita som sad ved vores computer. Der blev skreget, hoppet, danset, grinet og krammet for hver gang en af pigerne fik af vide hun havde bestået. Det var super skæg at sidde og kigge på, se hvordan de løb rundt mens de smilede og krammede hinanden, det var lige før de græd. En af pigerne kom løbende ind i favnen på mig mens hun sagde "SØSTER, JEG BESTOD!!!" Hun fik da lige jordens største kram, det er virkelig flot! Jeg er sq stolt af mine piger. De har fortjent det. (Og jeg vil ikke vide, hvordan der var blevet reageret, hvis de havde dumpet… Jeg kan jævnt forestille mig hvad der ville være sket, og det havde ikke været kønt. Så jeg er en glad og stolt "søster" i dag!

Rita kaldte mig i dag ind på kontoret, da hun ville snakke med mig alene. Der har i dag været en kvinde fra "the social welfare board" (vigtige mennesker fra regeringen, som holder øje med PP home) som har ville snakke med Rita. Da hun ikke var her, gik de igen, men de har luret på hvad jeg har lavet ved bordet som står midt i rummet og snakkede siden med Rita om det. Rita har så fortalt "the board" at jeg intet har med PP home at gøre, da de ellers vil tro at PP home, så modtager en masse støtte fra udlandet, og det vil bare skabe en masse problemer for hjemmet, og det gider vi jo ikke.
Så Rita fortalte mig hvad jeg skal sige, hvis de spørger mig om noget. Jeg er ikke længere "Sisse som arbejder som socialrådgiver på PP home" men "Sisse som hjælper de kvindelige beboere ovenpå med engelsk og som læser til socialrådgiver, men IKKE arbejder på PP home." en lang titel, men intet mindre kan gøre det. Så velkommen til Sisses eget eventyr i dag, dagen hvor jeg må være lige hvem jeg vil. Jeg har skiftet imellem et par personligheder, men min personlige favorit "den engelske maskinstemme" (Skoleinspektøren fra en af pigernes skole ringede for at snakke med Rita, men fik mig i røret i stedet for, så han troede jeg var en engelsk telefondame-stemme, I ved, de der irriterende stemmer som er optaget til voicemail, ventetoner ect. Så hende ynder jeg at være i dag .)

Hvis jeg ender i et indisk fængsel, så må I godt komme forbi og sige hej i ny og næ. Medbring gerne chokolade, vingummi bamser og Tuborg classic. (Og hvis I vil være ekstra søde, så kontakt lige den danske ambassade også!)

Jeg har igen været på nogle home visits og der er en historie til, som jeg gerne vil dele med jer, simpelthen fordi den er så god og dejlig! (Ok, den er pisse sørgelig, men den ENDER godt! WOOP, WOOP)

Historien får I kort, da den er lang og indviklet, men I får hovedtrækkene.

Rita og jeg tog på home visit ude hos en lille familie på 5 personer. 3 børn, en mor og bedstemor. De bor i en lille gade ved siden af et slumkvarter. Her bor de i et lille "hus" som er ca. 3*3 m. der er ingen møbler udover et skab, et lille gaskomfur og så et 14" tv.

Moderen bliver gift da hun er 16 år. Det er et "tvangsægteskab" i den forstand, at hendes far ligger for døden, og da hans sidste ønske er at se hende gift, er der ikke meget at diskutere, da en af mændene som arbejder på det hospital hvor faderen ligger, kommer og siger han gerne vil giftes med datteren. Selvom hun protesterer og siger hun gerne vil læse videre, er der ikke noget at gøre og hun bliver gift med manden.

De får tilsammen 3 piger. Manden begynder at drikke og bliver langsomt men sikkert alkoholiker. Når manden drikker, slår han moderen og deres fælles børn. Han smider dem ud af deres fælles hus og siger at pigerne ikke er hans børn, for hvis de var hans, så ville de have været drenge i stedet for. På et tidspunkt forlader manden sin familie og kvinden står alene tilbage uden job og med 3 børn. Hun går hjem til sin mands mor og snakker med hende om at hun vil have sin mand tilbage. Svigermoderens svar er kort og kontant "Du er grim og du kan ikke føde drenge, så min søn vil ikke have noget med dig at gøre" døren bliver lukket og kvinden er endnu engang alene.

Kvinden flytter derfor til Chennai sammen med sin egen mor og hendes 3 børn. Kvinde har en bror som køber et hus til hende og starter en indsamling, så huset kan blive renoveret. Under renovationen dør broderen, da han bliver kørt over af en lastbil. Men huset bliver sat i stand og det ender med at se ganske pænt ud.

Både mor og bedstemor går på arbejde og derfor er pigerne alene om dagen, de går ude på gaden og leger sammen med de andre børn og der er åbent indtil huset, så alle kan bare komme og gå som det passer dem, så moderen er selvfølgelig bekymret når hun går på arbejde, for der kan ske mange ting med hendes børn når hun er væk. Derfor vil hun gerne have dem indskrevet hos os. Vi tager ud og snakker med familien. Den ældste af pigerne snakker rigtig godt engelsk, eftersom hun går i en engelsk skole. Så hende snakker jeg lidt med, og Rita snakker med moderen. Jeg spørger pigen om hun er bange for at bo på børnehjem, fortil hun svarer nej, "For mor kommer jo og bor sammen med os" der måtte man lige mande sig op og forklare pigen, at hun altså skulle bo der "alene" sammen med en masse andre piger og hendes søskende, mor ville ikke komme og bo sammen med dem, men ville komme på besøg en gang om måneden. Jeg tror ikke rigtig pigen forstod, hvad det vil sige at bo på et børnehjem, men vi fik sammen skabt en nogenlunde idé om hvad det var.

Så da vi kørte tilbage til PP home, snakkede vi om familiens baggrundshistorie og hvordan vi skulle takle det hele. Næste dag kom der en opringning fra vores formand i bestyrelsen. Hun ville bare fortælle at pigerne som vi havde besøgt dagen før, altså ikke kom og boede hos os alligevel, da de var blevet indskrevet et andet sted, hvor moderen samtidig havde fået arbejde, så familien kunne se hinanden hver dag, og moderen kunne holde et vågent øje med sine piger for at se de havde det godt. Det gjorde både Rita og jeg utroligt glade, så der sad man med et saligt smil resten af dagen og fik følelsen af at nogle gange, så er verden god nok.

Ellers så er der ikke sket det vilde.

Pigerne er som sagt kommet tilbage og jeg er begyndt at forberede mig på at skulle videre. Jeg rejser d. 21. juni mod Nord Indien, hvor jeg skal op og se Indiens smukkeste by (Udaipur) og Varanasi (måske man endda skulle være et skarn og prøve at bade i Ghanes sammen med de andre modige mennesker? Jeg kunne godt bruge noget god karma i mit liv, og er ret sikker på jeg har brudt ALLE indiske love eftersom mit liv hernede nogle gange har været lidt for vestligt i forhold til deres øjne og så har jeg dræbt et firben… Sørgelig historie, men ikke desto mindre sand. Story will follow.)

Jeg glæder mig helt ustyrligt til at komme videre og opleve noget andet og nyt, på den anden side så vil jeg egentlig også gerne hjem, da jeg savner mine venner, det at jeg kan gå i det tøj, jeg gerne vil uden at der er 17 små inder mænd som kigger (u)diskret på mig, internet der fungerer og bare det at kunne drikke en kold øl uden at få formanede blikke eller at barerne lukker kl. 23 (det er jeg egentlig ret træt af…)

Så det er det sure med det søde. Jeg er ellers klar til at bosætte mig i Indien, har allerede fundet min egen lille inder mand (jeg mødte en mand til Holi, jeg var solgt da han gik rundt med en KÆMPE lygte på hovedet, ham vil jeg giftes med!). Jeg er vild med landet og menneskerne hernede, så det bliver virkelig svært for mig at forlade det her sted, det er slet ikke som jeg havde forventet…

Men snart så er det slut, og så rammer jeg Danmark igen. Klar til en sommer med sol, regn, dejlige mennesker og kolde øl (og en lang pause fra ris!) Men selvom jeg skal forlade Indien, pigerne og de dejlige mennesker. Så gør jeg det med ro i sindet, jeg har fundet mig en ny kærlighed som skal med mig videre, i form af min nye lonely planet bog, og jeg ved at Rita gør sit bedste for at beskytte pigerne.

(Igen får I lige en "kort" historie med på vejen)

Jeg sad i dag og tossede rundt med mit internet, opgave og diverse overspringshandlinger, da der kommer en ældre kvinde, i følgeskab med en yngre, ind på hjemmet.

Hun sætter sig ned og begynder at snakke med Rita og Stary. Der går ikke mere end 30 sek. Snakken har udviklet sig drastisk og alle står nu og skriger af hinanden. Rita og den yngre kvinde står overfor hinanden og fægter med armene og skriger højlydt af hinanden på indisk. Jeg sidder ved bordet og fatter blanco af hvad der foregår, mens der står 3 piger ved min side, som jeg lige har snakket med ang. Deres karakter og hvornår de ville blive frigivet… Men udspiller sig det vildeste drama, jeg længe har set, foran mig…

2 store inderdamer skriger af hinanden, en gammel kone sidder med hænderne foldet og smågræder/snakker til alle andre omkring hende, pigerne og jeg sidder med åben mund og kigger på.

Se her er det så at et normalt menneske ville tænke "Hold da op…" og evt. kigge lidt ned i bordet, for det virkelig intenst.

Sisse derimod tænker "Hold da op…" og kæmper en brav kamp for ikke at bryde ud i hysterisk latter, for det er helt ærligt så komisk og ude af kontekst, at jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere. Så jeg undertrykker en latter på størrelse med Indien, mens jeg har min egen live soap opera lige foran mig. Rita og den unge kvinde skriger af hinanden et stykke tid, hvorefter kvinden tager sine ting og går sin vej. Efterladende den gamle dame tilbage hos os, den gamle kvinde sidder og kigger fra den ene til den anden og mumler et eller andet på tamil.

Sagen er den, kvinden er syg og tror hun snart skal dø, så derfor vil hun udskrive hendes barnebarn fra hjemmet og tage hende med hjem til hendes morbrors hus, hvor de skal bo sammen med familien, indtil bedstemoderen dør. Når bedstemoderen er død, skal morbroren så tage sig af den lille pige og sikre sig hun får en uddannelse m.m.

Det lyder jo alt sammen meget fint, men så er der bare det lille problem, at morbroderen ikke kan tage sig af sin egen familie. Hans egne børn er børnearbejdere og hvis min pige skal derhen og bo efter bedstemoderen er død, så skal der ikke ske mange små ting, før at hun også ender med at være børnearbejder og ikke kunne fuldføre sin skole.

Rita fortalte efter de var gået (den unge kvinde kom tilbage for at hente bedstemoderen efter noget tid) at hun havde startet en scene for at få familien til at tænke over, at hvis de tager pigen ud af PP home, så har hun ingen fremtid, hvorimod hvis hun bliver her, så kan vi hjælpe hende med at studere og give hende en fremtid. Hun kan ikke nægte dem at tage pigen ud af hjemmet, men som hun sagde, hun kunne skabe en masse postyr og lave en stor scene! Og hvis der er noget Rita er god til, så er det det!

Jeg lovede jer også en historie om det stakkels firben, så I får den og nogle andre kegle historier:

Historien er ganske kort (men meget ulykkelig) jeg har været ude og købe en masse bøger, som jeg har et lettere mærkeligt forhold til (især min lonely planet bog, som jeg elsker højere end Morgan.. næsten…) Men jeg havde også købt en roman, en stor fed en af slagsen (Emily Brönte).

Jeg glædede mig til at læse den, så da tiden endelig kommer og jeg tænker at jeg vil læse min roman, åbner jeg forsiden, og gør mig klar til at læse. Da jeg åbner bogomslaget, får jeg et mildt hjerteanfald og skriger højt, da der ligger et firben inde i bogen. Jeg tager bogen til mig igen, og åbner bogen for at se om firbenet stadig ligger der… Og det gør det, fordi den er døøød. Den er ganske flad og klisteret helt fast til bogen. Der er ikke så meget at gøre, så jeg går ud på toilettet med bogen i hånden og prøver at ryste firbenet af bogen, men da det ikke går, tager jeg en tube i hånden og skraber dyret af bogen, mens jeg står og siger "undskyld, undskyld, uunnddssskkyylllddd firben"

Jeg tror ikke det er noget der giver god karma i Indien. Mon firben også er hellige? Jeg tror det ikke, men det kunne være en eller andens reinkarnerede onkel, som jeg har kvast med min tykke bog. (Som jeg heller ikke kan kigge på længere, uden at tænke på det stakkels døde firben.) Igen, undskyld firben, det var ikke med vilje.

Jeg har også flashet min vandmand. Forstået på den måde, at jeg ringede til vores vandmand og aftalte han skulle komme med vand til Majken og jeg. Vi aftaler et tidspunkt (han ville komme 30. min senere, men han kommer ALTID for sent) jeg tænker derfor at jeg sagtens kan nå at skifte tøj inden han kommer. Desuden er vores gate låst, så han kan jo ikke komme ind. Troede jeg… Jeg skal ud i køkkenet og hente noget, da jeg vender mig om og ser vores vandmand står i døren. Han er kommet før tid, og er gået lige ind! Jeg krabber ligeså stille tilbage mod mit værelse, da jeg har meget lidt tøj på (efter indisk standard, er jeg nøgen i det her øjeblik!) så jeg suser ind på værelset og tager lidt mere tøj på og går ud og tager imod vandet. Betaler ham og tænker at nu, må han egentlig godt gå… Det gør han også… Efter at have spurgt om jeg vil med ud og spise?
Desværre men nej. Jeg kan godt lide vores forhold som det er lige nu, du giver mig vand og smutter igen.

Jeg tror ikke Indien er overrasket længere, jeg kegler rundt og gør upassende ting, men det virker som om folket er ved at vænne sig mere eller mindre til det (eller også så vælger de at lukke øjne for det og tænke "jaja, hun er udlænding")

Så altså.. Kort og godt! Der sker mange ting, store som små. Tiden flyver af sted og jeg skal snart videre ud og forarge noget mere af Indien. Behøver jeg sige at jeg glæder mig?