16 Aug - Bar Habor til Baxter State Park:
Vi skulle tidligt op den morgen. Jeg havde hjemmefra booket os på et hval Cruise hvor vi skulle checke ind kl. 7.30 i Bar Habor ca 30 min væk. Vi var nærmest faldet om oven i vores pizzaer igår, så vi var vidst lidt omtumlede da vi vågnede. Det gik imidlertid overraskende hurtigt med at pakke sammen og vi afsted derfra allerede kl. 6.50. Vi kørte i morgenstunden ind til byen og ned på havnen hvor vi parkerede bilen ved et stort hotel. Derefter tjekkede vi ind og jeg placerede mig i køen til båden som allerede var lang. Frederik hentede morgenmad og kaffe imens. Vejret var super flot. Solskin fra en skyfri himmel og kun en let vind. Vi boardede båden kl ca 8 og sad helt ude foran og spiste vores mad. Kaptajnen advarede inden afgang om både tåge, lav sigtbarhed, lav chance for hvaler samt store 2-4 feet bølger. Jeg var lidt led ved tanken om 3-4 timer på åbent hav med så store bølger, men det var nu eller aldrig. Så vi blev og jeg tog en pille. Vi sejlede afsted til tiden og kom ud i bugten mellem de mange tusind hummerbøjer og hummerbåde. Det vrimlede med dem! Her var så flot og øerne var nu fri af tågen så vi kunne se dem med deres klipper og sandbanker. Her gyngede det godt nok lidt men det gik. Første stop var ude ved en lille ø med kun et fyrtårn på. Her yngler søpapegøjer, alke og arktiske terner inden de trækker sydpå. Kaptajnen stoppede både og vi lå og fik en ordentlig vuggetur mens vi så fuglene dykke efter fisk og enkelte kom helt tæt på båden. Jeg frygtede nu lidt for at komme videre ud på åbent hav, men der var lige som ikke meget andet at gøre end at følge med. Inden vi satte afsted fra øen kiggede en nysgerrig harbor seal på os og fulgte båden kort. Bagefter blev bølgerne kun større. Vi sejlede godt nok 30-35 mph på en 3 etagers katamaran men den havde intet at stille op mod kæmperne som rullede imod os. Vi sejlede ikke mere end 20 min før folk begyndte at kaste op og kom løbende for at rælingen. Puhbad! Nogen ramte, andre gjorde ikke... nogen lagde sig hen over bordene og sicksacks blev delt rundt mens mandskabet gjorde sit for at gøre rent. Jeg må også indrømme at havde det stramt , meget stramt. Men jeg havde en tålmodig og rolig Frede som bare synes det var sjovt. Og ude foran sad en gruppe børn som også morede sig gevaldigt, og det hjalp da lidt på landekrabbe panikken. Efter en god time slukkede kaptajnen motoren midt ude i bølgen. Vi var nået til tågen og området hvor hvalerne hører hjemme for tiden pga det store antal fisk og krill. Vi lå og vuggede og til tider fik vi en kæmpe gyngetur. Heldigvis dukkede der en flok smukke Atlantic White-sided dolphines (på dansk: hvidskævinger) op, som legede i vores dyninger. Jeg vil tro der var en 6-8 stykker. De stak dog af igen og vi fortsatte derfor vores jagt. På vejen længere ud så vi også en Loon, som er Maine og New Englands lille fine dykke fugl. Nogle arktiske terner og flere alker. Længere fremme dukkede der også pludselig en finne op fra en mink whale (på dansk vågehval) som var fuldt optaget af et måltid. Den dykkede ret hurtigt igen og var væk men vi blev liggende for at afvente at den kom retur for at æde og få luft. Imens kunne vi så passende se på en smuk stor Sun fish (på dansk klumpfisk) som lå med finnen i overfladen og gjorde sig til. Og ligeledes sejlede vi forbi en kæmpe grå sæl som vi vækkede. Den vågnede lige i det vores ende af båden passerede den og gav os et grumt blik. Vi havde nok afbrudt dens skønhedssøvn... 20-25 min efter kom vågehvalen igen til syne og viste ryg inden den på ny forsvandt for at jage videre. Vi blev liggende en sidste gang til stor gene for de søsyge som stadig havde det stramt med deres poser inde på midterdelen af båden. Vi så hvalen kort en sidste gang efter godt 3 timer til havs hvorefter vi sejlede den lille time retur til Bar Habor i medvind. Skønt for nu red vi på bølgerne i stedet for at hoppe på dem. Folk blev imidlertid ved med at kaste op, men vi havde solskin og vind i håret så vi stod bare og spillede smarte mens vi susede afsted. Ikke at jeg havde det store at have det i (jeg havde været ved at tisse i bukserne af skræk flere gange) men jeg havde IKKE kastet op!
Retur i havnen var det blevet lavvande. Her skifter vandet så meget i højde at flere af øerne bliver skiftevis landfaste og ikke landfaste. Godt 3-4 m forskel er der! Vi kunne derfor ligge til i bunden af den stige vi få gik op ad til båden. I stedet gik vi nu op ad til kajen! Skægt! Samtlige moler var også blottede og folk gik og samlede strandede krabber og muslinger på de strandbanker der var kommet til syne. Vi stod af og mine gele ben fik lov at gå en tur op til bilen hvilket hjalp en del. Vi kørte derpå op for at finde toppen af Mount Desert Island - Cadillac mountain. 466 m lyder ikke af meget men det ser vildt ud fordi alt andet stort set er sea level. Heroppe kunne vi så kurere min søsyge og få lidt luft.

Bagefter gik turen stik nord mod Baxter State Park. Vi rullede nordpå igen med Bangor for at finde interstate 95. Vi hentede iskaffe på vejen og så fandt vi lidt mad på halvvejen. Det tog ikke lang tid for interstaten heroppe er totalt øde og fuldstændig lige. Så de næsten 200km var blot en hurtig tur. Vi stoppede kort ved et overlook da vi nåede til den østlige side af parken. Herfra kunne man nemlig se ud over skovene og Mt Kathadin, Maines højeste tinde. Vi nød udsigten og solen og trillede derpå retur til syd enden af parken hvor vi kørte af og ud i ingenting til den lille flække af en by Millinocket, hvor vi skulle overnatte. Jeg havde nu været uden signal i godt 2 timer og byen havde en MC Donalds plus et indkøbscenter og en tank. Thats it! Vi var uden for lands lov og ret. Derfor besluttede vi os også for bare at snacke og se film og i stedet opleve parken i morgen.