17 Aug - Baxter State Park til White Mountains: Vi sov godt den nat og også lidt længe dagen efter. Der var morgenmad med på hotellet men det var nu ikke fordi det var noget specielt godt. Vi kørte derfor ret tidligt afsted mod parken hvor jeg havde fundet en del af et trail vi ville gå. Det tog sin tid at komme derind. Først af en lille smal asfalt vej i 30 min, derefter blev det til grus ind til indgangen og til sidst en smal, snoet grusvej i godt 30 min mere til trail head. Vi blev ved indgangen tjekket ind og skulle rapportere hvor, hvornår og hvordan vi ville hike. Der sker mange uheld heroppe og fordi det er SÅ øde prøver de at holde styr på folk således hjælpen kan rykke ud hvis der sker uregelmæssigheder i folks hiking mønster. Ved trail head var der ikke mange biler og overhovedet ingen andre convertibles. Vi lignede nok nogle værre bybumser, men park folkene lukkede os ind så helt åndssvage kan vi ikke have set ud. Vi startede ud på Hunt trail som er sidste del af den legendariske Appalachian trail som strækker sig fra Georgia i syd til Maine i nord på i alt 3500km (2200miles). Stien er en af verdens længste og sværeste treks, og det er kun de mest hardcore hikere som våger sig ud og klarer hele turen. Vi tog delen halvvejs op ad Mt Kathadin som er bjerget hvorpå trailen ender på toppen. Det var skønt. Sådan en fin sti og så i fuld solskin. Vi var ikke alene der, men der var kun få andre så den eneste lyd var fra Kathadin stream som løb langs med dette stykke. Vi hikede helt op på Baxter peak til Kathadin stream falls før vi vendte om igen. Her var så smukt og på returturen havde vi også et super godt view ud over parken og de lidt lavere bjerge. Vi passerede en hiker på vejen som mindede om en der godt kunne være "rigtig" Appalachian hiker. Han lugtede ihvertfald som om han havde været igang længe og det kendetegner hikerne her.

Retur i dalen fandt vi vores støvede bil og kørte retur ad gruset igen høje af turen og det flotte vejr. Da vi nåede asfalt vejen slog vi taget ned og kørte videre med udsigt til sol og trækroner. 23 grader og helt perfekt! Vi standsede inde i Millinocket for at tanke og hente iskaffe og derefter gik turen så sydover mod White Mountains i Massachusetts. Vi kørte et godt stykke inden vi holdt smovse pause på en Arbys og bagefter kørte vi helt ind til vi forlod interstaten, og kom på de små veje. Landskabet havde nu ændret sig fra øde skove og sumpe til mere opdyrket og fyldt med majsmarker. Her var smukt på en helt anden måde og nu begyndte der også at dukke kvæg op på markerne samt vejsalg med majs, kartofler og andet grønt. Vi stoppede ved en af de mange søer og kiggede på bådene. Her var lunt nu og ca 26 grader. Længere inde vestpå ramte vi White Mountains og området Conway. Her stoppede vi kort for at beundre de hvidebjerge i solskinnet inden vi kørte det sidste stykke til hotellet lidt uden for byen. Det lå på en bakke og var bygget i ægte Schweizisk stil. Vi fik et lækkert værelse i toppen af en af hytterne med egen balkon. En meget distret og forvirret kvinde tjekkede os ind som hurtigt fik kludret i både nøgler og betaling. Det lykkedes imidlertid og hun var nu meget sød. Vi holdt et velfortjent hvil i solen på balkonen inden vi kørte ind til byen for at finde mad. Første sted var totalt proppet med mennesker og havde 45 min ventetid på både take out og borde. Det droppede vi hurtigt og kørte i stedet op til et andet grillsted 300m fra hotellet. De havde plads selvom kl var 20.15 og vi fik dagens fortjente øl og en stor portion mad. Frede den sædvanlige burger og jeg fik bøf og kartoffelmos. Bagefter gik turen hjem og i seng med en film og åben dør ud til balkonen så lydene fra White Mountains kunne høres.