22 Aug - Buffalo til Proctor:

Selvom vi havde en god lang køretur på tapetet i dag sov vi lidt længe på det lækre hotel i Buffalo. Det var skønt at stå op sådan et dejligt sted. Morgenmaden bestilte vi ala carte nede i restauranten som havde taget så godt af os dagen i forvejen. Det viste sig at de også lavede en fortreffelig morgenmad og jeg kunne endda få min højtelskede eggs-Bennedict. Uuumm... Jeg havde i dag valgt at vi skulle på de små veje uanset hvor lang tid det så end tager. Derfor bevæbnede vi os med god køre tålmodighed da vi trillede ud af Buffalo by. Vi startede imidlertid med lidt inter state sydpå inden vi nåede grænsen til Pennsylvania og Allegheny National Forest. Denne kørte vi lang med helt ned til Ridgeway os så de lidt finere bjerg byer med masser af ski steder. I ridgeway fandt vi kaffe og kørte derpå videre ud på den lille rute 120 mod St. Mary. Denne rute gå igennem en masse af Pennsylvanias skov som er særligt kendt i jagtsammenhænge. Den huser nemlig Østusa´s største bestand af elk (wapiti hjorte) og det siges også at det er her man skal gå på jagt hvis man vil være med i konkurrencen og at skyde en hjort med flest takker! Vi kørte derfor ud for at se om vi kunne spotte nogle dyr. Vejen var ganske smal og lille men i god stand. Den bugtede sig igennem de store skove langs med en flod uden navn. Det tog tid. Lang tid at køre her, og det kom derfor bag på os at klokken pludselig blev mange og vi var sultne. Derfor måtte vi improvisere da vi midt i ingenting måtte finde mad. Vi stoppede i den lille by Emporium, hvor de nok aldrig har betjent danske turister før. De så ihverfald underlige ud da jeg ikke helt forstod hvordan deres automatiske bestillingssystem virkede. Det var en tankstation, med en Sheetz som er en ultra-fast-food-burgerkæde som vi endnu ikke havde hørt om. Her er valgmulighederne ikke store. Man bestiller en burger med eller uden ost - it´s that simple. Og dette sker på en stander som ligner en kontantautomat. Man har derfor inden menneske kontakt før man betaler. Hmm... Det gik endda og vi tog vores mad med ud i bilen eftersom der ikke er tilhørende borde og stole til denne fast food ting. Vores frokost menuer var utroligt billige og vi så derfor lidt skævt til maden da vi åbnede poserne. Vi var kørt ud til en lille p-plads i skoven hver Frederik havde fundet et borde-bænke-sæt. Her satte vi os med pakkerne og blev overraskede over hvor finde burgene egentlig var. De smagte også fortræffeligt. Hygge blev dog afbrudt af min irriterende aragnofobi da kæmpemæssige dovne fluer satte sig på os. Vi gjorde vores bedste for at daske dem væk, men de mange dyr som pludselig kunne lugte os og vores mad var lige lidt for meget for den her dame som ellers skulle forestille at være hard-core biolog. Frederik fik sig et godt grin da jeg måtte indse at jeg nok kun fik spist noget hvis vi sad i 'sikkerhed ' i bilen. Så det gjorde vi (ja, ja i må godt grine...)

Efter dagens out-back måltid kørte vi igen videre øst på ad 120 igennem mere og mere skov. Der var et hav af øde jagt hytter og over alt advarede skiltene mod hjorte på vejen og senere fiskere på vejen! Vi så også adskillige hjorte lang med floden. Nok mest af alt fordi jagtsæsonen endnu ikke var startet. De helt store udeblev dog. Vi stoppede længere ude på endnu om muligt endnu mere øde tank. Her kunne man få en god kombi af kaffe, pølser, levende madding og geværer. Frederik skulle have kaffe og jeg vand. Her snakkede folkene om en tornado varsel som de i morges havde sendt ud for hele Pennsylvania. Vi havde hørt lidt om det radioen men skudt det væk. Folkene her mente dog at vi nok fik noget af det. Og ganske rigtigt. Som vi kom ud kunne vi se skyerne i nordvest trække sig sammen. De var ganske sorte. Varmen var også blevet helt vild. 31 grader og fuldstændig fugtigt. Sådan rigtig lummert på den onde måde. Så i dag var vi ekstra glade for bilens aircon. Vi kørte videre vest på og mødte på et tidspunkt den noget større vej HW220 som tog os det sidste stykke til byen Williamsport. Her gik det pludselig op for Frederik at det base ball han set i fjernsynet på det sidste foregik netop i Williamport. Denne liga hedder Little League fordi det er børnenes store mesterskaber i base ball. Lidt sjovt. Skiltene inde mod byen viste imidlertid også hvor man skulle køre af for at komme til kampene og hvor man skulle forvente ekstra traffik og køer. Vi tog et hurtigt stop da vi endelig fandt en Dunkin Donut (eneste på hele denne strækning!!). Kaffen her var bare bedre. Vi fik også en donut fordi vi efterhånden var lidt trætte og sultne, så nu kunne vi klare det sidste stykke til vores hotel. I Williamsport skulle vi et stykke nordpå mod den lille by Proctor hvor jeg havde booket et bed and Breakfast. Stedet lå meget øde ude i ingenting og fra Williamsport var der en halv time på igen små vejen. Den sidste vej ude til stedet var en sporet og gik over nogle små bitte broer til en flække af en by - hvis man overhovedet kan kalde den det. Serene View Farm Bed and Breakfast som var ejet af Maggie og Larry. Herude blev vi mødt af en rigtig mormor dame. Maggie. En sød og venlig dame som var helt overstadigt glad for at se os. Hun havde skrevet vores navne på husets tavle og vi fik den helt store rundtur. Det var hendes og Larry´s hus og vi fik master badroom oven på. De havde moderniseret stedet for nogle år siden (ikke at man kunne se det var moderne!), og kørte nu bed and breakfast i stedet for en gård med dyr som det havde været før i tiden. Vi følte det mest af alt som at være på privat besøg hvilket det sådan set også var. De var utroligt gæstfrie og meget troende. Ikke amish som jeg havde troet, men nok lige stadiet under. Maggie gav os en laaang smøre om hende, Larry og stedet. Hun fik selvfølgelig også lidt info om os og var meget imponeret over at Frederik var læge (sådan da - men det ændrede ikke på hendes fascination). Da hun endelig forlod værelset og lod os pakke ud var vi lidt overvældede over gæstfriheden og det meget anderledes og meget kristne atmosfære der var. Stedet var i rigtig pladder romantisk stil. Fuldstændigt overdynget med pynt og nibs. Glasskabe med pyntede dukker, kamin med broderede duge, lysestager, blomster, pynt og små chokolader. Selv vores seng var en rigtig prinsesseseng og så høj at jeg måtte hoppe og på den.

Efter at have sundet os lidt over oplevelsen hentede vi vores ting og pakkede ud. Maggie havde anbefalet os at spise et lille lokalt sted på vejen ned mod Williamsport. Hun mente ikke at tornadovarslen blev til noget, men dog kunne vi godt få en del regn, hvilket området er kendt for. Derfor begav vi os efter lidt tid ned mod stedet kaldet pier 87. Det begyndte at regne lidt da vi kørte afsted, og da vi nåede ud på hovedvejen åbnede sluserne. Bi kunne næsten intet se, men fortsatte ned sydpå hvor vi fandt pier 87. Frederik var så flink at sætte mig af lige ved bygningen og parkede selv bilen. Det var et kæmpe skybrud som varede en god times tid. Vi fik et bord ude på deres veranda så vi kunne følge med i det. Stedet var ganske fint og indrettet super hyggeligt. Både indendørs og udendørs seating samt en kunstig strand ned mod floden. De havde et kæmpe menukort så det tog lidt tid at komme igenem det. I mellemtiden fik vores ervitrice vores danske kørekort for at finde ud af om hun måtte servere alkohol for os. I Pennsylvania er de noget mere krakilske med dette så det tog sin tid selvom vi nu ikke mente at vi lignede nogen på under 21 år... Vi fik dog lov, og smagte på lokale fadøl. Fredrik fik dertil en bøf og jeg fik noget pasta med kylling og fløde. Masser af fløde. Dertil en ske for det skulle jo nødigt gå til spilde. Vi spiste mens regnen silede ned og skovene dannede en masse tåge. Det så både flot og mystisk ud på samme tid. Servitricen fortalte at området her med jævne mellemrum blover oversvømmet når de får så meget regn. I 2011 havde pier 87 være oversvømmet og var blevet revet væk af vandmasserne. Stedet var derfor blevet fuldstændigt genopbygget og sikret mod vand. Dog ved de i dalen godt at disse oversvømmelser sker. førhen hver ca. 500 år, men nu dog lidt oftere.

Hjemturen var samme trummerum, mere regn og nu i mørke så det var lidt uhyggeligt. Frederik kørte pænt og det gik også, men godt nok vildt med så meget regn i så lang tid. Hjemme hos Maggie og Larry regnede det også stadig og fordi de havde lyset tændt 24/7 ude på verandaen havde der samlet sig en kæmpe flok insekter. Guskelov for de mange myggenet som var i samtlige døre og vinduer for sjældent har jeg set så meget kryb på ét sted.