USA dag 4: Nok var vi faldet i søvn så snart vi lagde os, men det betød at vi faktisk var gået omkuld med fjernsynet tændt og alt tøjet på! Frede vågnede ved midnatstid for at slukke det og da kom vi så "rigtigt" i seng. Det var nok smartest. Vi skulle tidligt op den morgen i Custer SP, da vi skulle nå en helikopter tur ude ved Badlands NP kl 9. Derfor stod vi op kl 6 ca og kom i tøjet og pakkede bil så vi kunne være klar til morgenmaden kl 07. Vejret var allerede flot og vi havde begge sovet godt så humøret var højt imens vi stod i køen og ventede på at morgenbuffeten åbnede. Her stod vi sammen med et hold amerikanere fra Texas som (til en forandring) var meget snaksagelige. De ville høre lidt om os, hvor vi var fra og hvad vi skulle. Sådan er det næsten samtlige steder vi kommer frem. Selv på de små tankstationer og kiosker. De er så nysgerrige og det er faktisk ret hyggeligt.

Morgenbuffeten var fin, og igen med en masse søde ting. Denne gang dog også frugt og noget müsli yoghurt noget men det var så også det. Frede gik All-in på æg, pølser og søde sager. Vi spiste ret tjept for vi skulle afsted aller senest kl 7.30. Det kom vi også, og kørte ud i morgenen gennem det sidste at parken mod HW-79. HW-79 ledte os nordpå fra Custer mod Rapid City, hvorfra vi skulle på den store interstate 90 østpå mod Souix og Badlands NP. Interstaten fandt vi ret let og kom til at køre 80 mph, hvilket var den hidtidige fartrekord. Ca 130 km/t. Dog var det også nødvendigt da der stadig var 68 miles til Badlands og klokken var allerede 8.20! Så vi drønede derud af og heldigvis var der ret fladt her. For byen Wall og senere drejede vi syd på ad byway 240 for at komme ind i parken. Ved frakørslen var der en sø midt i et meget tørt og øde landskab men søen var langt fra øde. Vi havde travlt så vi passerede kun hurtigt men vi kunne se adskillige pelikaner, mindre fugle, gær og nogle ænder. På byway 240 var klokken nu allerede 9 så vi nåede det ikke til tiden. Tis og l... Men vi forsøgte nu alligevel at komme derud. Til vores held var der ikke langt fra afkørslen til heliporten, og her var der ret mennesketomt. Kontoret var lukket og der var ingen helikopter! Heldigvis var der et telefon nummer så jeg kunne ringe til dem og høre om vi stadig kunne komme ud. Den flinke dame i røret kunne fortalte at piloten var forsinket men at det snart ville være der. Lettelse... Vi kom med! Vi valgte derfor at sætte os under halvtaget og ventede på dem med udsigt til Badlands formationerne i horisonten. Månen var stadig oppe selvom solen allerede bagte godt og grundigt. Der gik lidt inden de dukkede op med helikopteren om i mellemtiden havde vi fået selvskab af en meget stor og charmerende (læs: utroligt ucharmerende) amerikansk dame. Hun var enorm og sad og bøvsede til den store guldmedalje mens vi ventede. Da holdet landede kom to mand ud, Jason og Todd som hjalp os igang. Kort breefing og instruktioner og så kom vi ud til piloten i den fine røde maskine. Heldigvis uden hende den dejlige! Begge ind på bagsædet og på med de kæmpe høre bøffer med samtale anlæg i. Det var smart for nu kunne vi alle tre tale sammen på turen. Vi letter blødt og elegant fra pladsen og fløj over vejen mod parken. Det var vildt flot og herre fedt at komme i helikopter igen. Frede så også ud til at nye det og den søde pilot fortalte ivrigt om det hele. Parken er godt 98 tusind hektar stor og beskyttes gennem park administrationen og af Oglala-Lakota indianer stammen. Ud over de 98.000 hektar som er dækket af de eroderede tinder og toppe er der også godt 25.000 hektar blandet prærie land som er beskyttet på samme vis og hvor man i nyere tid har oprettet et re-introduktions program for den sortfodede ilder som er nord Amerikas mest truede pattedyr. Formationerne er opstået gennem deposition og erosion på skidt. For over 75 millioner år siden var der hav helt herop til. Dette har deponeret de første lag. Senere han er havet blevet trukket tilbage og flodernes skiftende tidevand har da lagt de yngre lag for mellem 20-35 millioner år siden. Siden hen har de ækvatoriale plader hævet området og samtidig er Rockies mountains og Black Hills blevet dannet. Vandet er herved fordampet og tilbage står nu de hårdeste toppe som endnu ikke er eroderet. Stedet er spækket med fossiler og blandt andet er der fundet en del sabeltiger kranier her. I dag er det beskyttet og vil med tiden erodere væk pga vind og vejr. Der lever lidt af hvert herude. Præriehunde og ulve, ildere, Big horn sheep, klapper slanger, ørne, falke, prong horns, cotton Tails og bobcats.

Piloten tog os på den store tur hen over Cedar Pass, Saddle pass og Castle look. Helt ud til Pinnacle over look. Her var så imponerende flot og vi nød det virkelig. Han gav os lidt ekstra nu vi havde venter på dem, og det klagede vi ikke over. Frede nød det også og jeg tror vi begge var helt høje da vi landede. Todd var hurtigt da vi kom ned til lige at knipse et par billeder af os og helikopteren inden vi smuttede. Vi fik også en nål på deres kort eftersom vi var de første visitors fra Aarhus! Fedt!

Videre på turen besluttede vi os for at tage turen igennem parken op til interstaten. Den fine byway 240 gik lige igennem det hele og gav os en mulighed for også at se parken nede fra. Vi stoppede enkelte steder og tog en masse billeder. Den var imponerende stor den park og her var varmt selvom det blæste ret godt. Man kunne sagtens forstå hvorfor de havde valgt dette sted som kulisse til game of thrones dragerne.

Længere nord på blev formationerne endnu mere rødlige og nogle gule også. Derfra blev de lavere og lavere og vi kom til sidst til at køre på prærien i stedet. Her kom der en prærieulv forbi i det høje græs. Vejen ledte herfra ud på interstate 90 igen og denne tog vi så retur ind til Rapid City hvor vi ville finde benzin og frokost. I dag tog vi frokosten på Arby's som var endnu et fast food sted men med hovedvægt på kød. Masser af kød. Det var ok, men jeg var nok efterhånden luft træt af burgere. Bilen blev også tanken og derefter satte vi kursen mod Mt. Rushmore ad HW-16. Vi kørte nu vest på og senere sydvest. Her kom vi bla forbi et område hvor National treasure filmene er optaget. Da vi havde passeret turist byen Keystone kom vi til Mt Rushmore National Memorial. Vi parkerede i p-hus, og gik med turist strømmen op ad trapperne til stedet. Her købte vi is som på ægte amerikansk stil var "one-size" hvilket vil sige gigantisk! Jeg fik en softice på størrelse med mit hoved og Frede fik to kugler i et bæger på størrelse med to bigmacs!

Vi tog kæmpe isene med ud til klippen og satte os i solen med den fine udsigt til de 4 præsidenter. Jeg kunne overhovedet ikke spise op men så kunne Frede hjælpe lidt. Der var varmt og vi sad derfor kun 10-20 min, tog lidt billeder og derfra videre ud igen. Vi havde jo også stadig en del miles at køre. Fra Mt. Rushmore skulle vi videre vest på mod New Castle og grænsen retur til Wyoming. Det gik igen ad HW 16, som snoede sig igennem det tørre landskab. Vi kørte igennem Custer by og herfra igennem Black Hills National Forest hvor Danser med Ulve er optaget. Da Black Hills hørte op krydsede vi Wyoming og kom derefter til New Castle hvor vi fandt en kaffe til Frede. Herude var der virkelig tørt og området var fyldt med oliepumper og igen Angus kvæg på tørre sletter. Vi kørte nordpå og i Upton kørte vi kort igennem Thunder Basin National Grasslands. Her fik jeg langt om længe skudt et par billeder af de sky Pronghorns med hjælp fra Frede. Landet blev efter Grasslands endnu tørrere og temperaturen steg en smule. Omkring krydset til interstate 90 West mødtes vi igen med jernbanen og de monster lange tog. Jernbanen gik langs med den store vej og ledte os forbi Moorcroft og Rozet inden vi nåede Gillette, aftenens bestemmelsessted. I udkanten af Gillette kørte vi forbi grunden til de mange tog. Kul-bruddet! Det var mega enormt stort og havde gigantiske maskiner kørende i flere etager. Derfor var Gillette et samlingspunkt for alle de lange toge. Det kunne også sagtens ses inde i byen. Vi boede lige ved jernbanen på et rigtig motor motel. Da vi ankom holdt et kæmpe tog med to træk-lokomotiver klar med fyldte vognen og vi satte os derfor på en sted og ventede på at se det køre. Det tog en evighed for det at komme igang og det havde så også to lokomotiver bagpå til at skubbe på!

Motellet var ikke noget særligt men havde pool og gratis morgenmad. Vi ankom ved 17.30 tiden og brugte lidt tid på at klare mails og sådan inden vi gik ud for at finde mad. Vi fik anbefalet et lokalt bar-B-q sted kaldet Pokeys og det tog vi gladeligt. Her delte vi en blandet grill menu med kalkun, pulled pork, steg og ribs. Selvfølgelig med barbecue sauce til, sweet potato fries og snaskede bønner. Oveni hatten var der så en fin salatbar og lækre oste/hvidløgsbrød. Vi fik også en lokal øl og blev samtidig blæst godt igennem af aircon'en. Vældigt amerikansk - faktisk Wyoming'sk...

På turen hjem fik vi selvskab af en thunderstorm. Den kom pludseligt og afbrød mit forsøg på at lokke en lille sød cotton-Tail (lille kanin med helt hvid hale) til at snakke. Den gav nogle vilde vindstød som hvirvlede alt støvet op. Regnen kom også og nogle lyn med tilhørende lyd. Dog var vinden værst. Den ødelagde hotellets ene lanterne og blæste alt muligt op i luften. Selv glasskår og diverse andet skrald. Vi skyndte os derfor inden døre og lagde os for at se lidt base Ball.