Alaska dag 5:
En skøn rolig sidste morgen i vildnisset Denali. Vi tillod os at sove lidt længe selvom vi havde en halvlang tur foran os. Morgenmad endnu engang nede på “den lokale” så tynd kaffe med refill og alt hvad hjertet kunne begære af æg, bacon, hashbrowns osv. Jeg fik endda en halv avokado til. Vi havde pakket inden maden for at kunne tjekke ud direkte når vi havde spist. Morgenen var kold og kun lige lidt over frysepunktet men det var tørt og solen var på vej frem. Vi satte os i bilen med to-go kaffe og satte så igang med kursen sat stik nord. Vi lullede igennem Denalis opland og nød efterårsfarverne endnu engang. Jernbanen fulgte os og det samme gjorde Tanana River. Vi stoppede kort i byen Healy, eftersom den har ry for at være Alaskas kul-hovedstad. Men her var ikke meget at se. Vi mødte én eneste anden bil og det var det. Vi så da også indgangen til en af kul minerne, men det var godt afskærmet med en masse “No trespassing” skilte. Videre mod nord skiftede landskabet efter vi kom fri af bjergene. Vi kørte nu ud igennem først taigar tundra og senere store sletter af endeløs skov af poppel. Overalt var der poppeltræer, med hvide stammer og knaldgule blade. Solen kom frem og temperaturen steg hurtigt til 15-17 grader. Sådan en skøn tur! Næste stop på vejen blev lige i udkanten af Nenana. Her fik vi nemlig øje på to arktiske svaner. De er på størrelse med kropsvanen men har et helt kulsort næb. I Alaska hedder de Trumpeter swans da de siges at lave en masse trumpetagtige lyde. Inde i Nenana havde vi et mål; togstationen. Det var nemlig hertil medicinen kom og blev læsset fra toget på hundeslæde. Toget kører videre fra Nenana men ikke til Nome (det kører til Fairbanks). Ved et tilfælde fulgte vi skinnerne til et leje ved flodens bred. Her lå stationen i solskinnet og her var også en lille shop, en cafe og et hundespand! Yes, en flok huskier med buggy (slæde på hjul)! Det skulle vise sig at her holdt Bill Cotter med sit 10-hundespand, en vaskeægte Iditarod veteran. Bill gav os lov til at nusse og hygge med hundene som var svært utilfredse med ikke at skulle afsted med slæden. Vi havde ingen kontanter så vi kunne ikke give ham noget for en tur hvilket vi gjorde klart med det samme. Alligevel gik der ikke mange minutter inden ham og hans kone fik overtalt os til at hoppe op foran i buggyen, og så fik vi ellers en tur rundt i Nenana! Hundene blev ellevilde og spurtede afsted. Det var tydeligt at se hvilken rolle hvert par havde. Bagerst de store motorer, midt i ballast styringen i de skarpe sving og forrest de to førerhunde som samme tempoet og bestemte retningen. Et typisk Racing spand. Efter turen gik vi (selvfølgelig efter mere hunde-nus) op til shoppen. Her var, ud over butik, en mindre udstilling af gamle aviser fra difteri epidemien, gamle slæder og artefakter. Det var et sjovt lille primitivt museum. Det viste sig at ud over at være et mindesmærke for begivenhederne med Balto og Togo, så havde/har Nenana deres egen sport: Nenana Ice Classic (siden 1917!). Dette er en konkurrence hvor privat personer køber sig et lod og for hvert lod kan man forsøge sig med at gætte på hvornår isen smelter på Tanana River. Det foregår således at man stiller en trefodet dims på isen og når den forsvinder er isen pr definition smeltet. Puljen er afsindig stor f.eks var puljen i 2018 225,000$! Sjov sport!

Vi købte lidt i shoppen for at støtte de lokale og kunne samtidig hæve et par dollars til Bill og hans hunde. Det blev han meget glad for. Vi hilste på dem en sidste gang og så dem tøffe hjemad da vi tog derfra. Selvfølgelig efter vi havde gjort et stop på Nenanas station. Vi kørte kun kort, til modsatte bred af floden. Her havde vi set en pokemon som vi ikke havde (vi spiller Pokemon Go, ja :-)). Vi smed bilen på en opkørt grusvej og krydsede over nogle skinner over i en poppelskov. Her rendte vi ellers rundt i 21 grader midt på en natur gravplads og jagtede Pokemon. Vi svedte og det var Skægt! Og klokken blev naturligt langt over frokosttid inden vi kom tilbage til bilen. Nu var vi sultne og jeg var glad for at vi havde researchet et spisested kun en kort tur derfra. Stedet hed Monderosa Bar and Grill og brøstede sig med at lave Alaskas bedste burgere. Det så ikke ud af noget, sådan en slidt, gammel landevejs bodega. Men der var hyggeligt og manden derinde tog godt imod os. Er sikker på han var gladere for os end de 6 kinesere som han konstant måtte hjælpe med billeder. Burgerne var suuper gode og kæmpe store så vi var tilfredse.

Vi fortsatte nordøst derefter, direkte mod Fairbanks. Her fulgte poppelskovene os og vi støtte til Nenana River. Vi nåede til Fairbanks hen ad eftermiddagen og fik et stort værelse på et hotel inde i byen. Solen var stadig fremme så selvom Frederik ikke var helt på toppen gik vi en tur i byen efter en kort slapper. Vi så byens midte med mindesmærker og Wall Of Fame for det andet store slædeløb Yukon Quest. Vi så også der hvor floden havde bragt de mange håbefulde guldgravere til byen via hjuldampere, til age i tiden. Vi spiste på Fairbanks måske nok fineste restaurant (ikke Europæiske standard!) og fik et måltid som lignede noget en 5-årig havde anrettet. Her sad folk både med cowboy hatte, vandrestøvler og diverse ranching tøj på og spiste. Men maden smagte helt utroligt godt! Den bedste mad jeg hidtil havde fået i Alaska. Herfra efter gik vi direkte hjem i seng for at pleje Frederiks nu meget sløje krop.