Alaska dag 6: På trods af en træls forkølelse stod vi op lidt tidligt i Fairbanks og Frederik gjorde sot bedste for at se frisk ud. Vi tog bilen med ind til midtbyen og fandt en restaurant The Crepery, som lavede morgenmad (det vrimlede ikke lige frem med sådan nogle!). Her lavede de pandekager med alt muligt fyld og med masser af det. Kaffen var tilmed god og for engangs skyld ikke tynd. Vi sad sammen med et par andre lokale som kiggede noget, da Fairbanks nok ikke normalt har det store antal turister så sent på sæsonen.

Efter maden kørte vi nordpå og ud af byen. Vi ville se om vi kunne komme afsted med et hundespand selvom vi ikke havde bestilt, booket eller bare ringet i forvejen. Vi endte ude ad en lang grusvej ved et skilt hvor der netop stod at ALLE skulle ringe eller booke i forvejen. Pis! Men alligevel var jeg fræk nok at ringe til dem. Tænk nu hvis... Damen i røret kunne næsten ikke komme igennem for hundebrøl. Hun fik fortalt i stikord at kom vi nu med det samme så var der mulighed for at komme med. Så hu hej vilde dyr vi fór afsted ned ad næste grusvej til en lund med en canvas tipi, et lille hus og en farlig masse hundehuse og hunde-larm! 10 hunde var allerede spændt foran en ATV med 6 sæder, 3 på hver række og vi fik lov at være med sammen med to kinesere. Kort instruktion og ultra kort hilsen på de to folk som havde styr på hundene og så afsted over stok og sten. Solen var fremme og varmen var allerede oppe omkring 15-18 grader så havde vi ikke kørt med nu var det blevet for varmt for hundene.

ATV’en var med af den simple årsag at hundene på dette tidspunkt næsten ingen muskler har. De har haft ferie hen over sommeren og skal først trænes op. Efterårstræningen starter foran en ATV så de hjælpes gradvist igang. Matt som kørte med os fortalte om træningen og de løb han selv deltog i. Ikke store lange løb men kortere løb i det lokale. Han fortalte og hundene og om hvordan han var flyttet fra mist USA til Alaska netop fordi han holdt så meget af hundeslædeløb og hundene. Han holdt mange pauser undervejs og vi fik på halvvejen lov at klappe hundene som havde savl op over begge ører. Forrest havde han en af sine bedste hunde Hammer som var en lille mørk blanding af alt muligt. Ifølge ham var en rigtig Alaskan Husky nemlig netop en omgang misk-mask af alt muligt som bare havde til opgave at være hurtig, udholden, arbejsglad og medgørlig. Derfor var der også f.eks bordercollie i deres hunde. Efter halvvejs hvilet gav kineserne os lov til at sidde foran. Det var så pænt af dem selvom jeg nu også havde hende mistænkt for at synes det hele var lidt klamt. Hun så ihvertfald sådan ud. Rørte ikke ved noget og sprang til siden hvis en hund nærmede sig. Vi kørte retur ad en vej igennem både nåleskov og et åbent stykke græsmark. Herude kunne man mærke solen nu havde godt fat og jeg tror hundene var glade for et længere hvil da vi kom retur. De var ihvertfald mere ro på gemytterne nu end da vi kom. Jeg fik lov at hjælpe Matt med selerne da vi holdt stille og fik besked for hver hund om de måtte slippes løs direkte eller om de skulle i kæde ved deres hus. De fleste fik lov at løbe rundt og hygge sig til stor frustration fra dem som endnu stod bundet. En af de helt gamle pensionerede hunde kom over og hilste på. Han var så gammel at ham bare gik rundt løs. Han og Frederik blev meeeeget gode venner lige med det samme! Da samtlige hunde var ekspederet og vi havde betalt for vores tur, gik vi i nusse-mode inde imellem de mange hunde. Der var fri valg på alle hylder for alle ville de nusses og snakkes med. Så søde var de! Vi brugte timer på at klø og klappe og flere ville helt sidde oven på vores sko eller op ad benene. Vores favorit ud over Hammer og de andre fra turen var en ung hund ved navn Steve. Steve var skør! Ikke nok med at han kun kunne stå på to ben så snart man gik i hans retning så fil han aldrig nok nus. Han stod placeret på en træplads for ellers åd ham de småsten som tidl tider kom op ad jorden. Han var ved at blive skolet til førerhund men havde stadig ikke forstået at når man er skødehund så skal man kunne tisse osv imens man er i løb. Lige som hestene skal de under rytter. Det synes Steve stadig ikke om så han var endnu ikke udnævnt til den fornemme titel. Vi havde det skægt med ham og fil begge to en hvis dyne med derfra på bukser og trøjer. Vi afsluttede besøget inde i en løbegård hvor alle de pensionerede hunde gik som ikke egnede sig til at få en pension som familie eller inde-hund. Har gik 4 gamle nussede tæver som hverken kunne se særlig godt eller gå på normal vis. De blev helt ekstatiske da vi kom og gik ind ad lågen. De får nok ikke så tit besøg! De tre af dem var enormt kærlige mens den sidste var mere tilbageholdende. Vi fik kys i masse vis og måtte helst ikke bevæge os for meget. De ville sådan set helst have at vi flyttede ind i deres hegn er jeg sikker på. Satte man sig på hug havde man straks tre hunde på skødet og rejste man sig fik man et slukøret blik lige ind til man igen gjorde anstand til at ville klø. Derfor fik vi også en meget vemodigt udtryk da vi modvilligt forlod hegnet med de fire tøser.

På hjemturen fra det fantastiske Hundested, Paws for Adventures, kørte vi forbi Alaskas wildlife research station. Jeg ville frygtelig gerne have set stedet men det var selvfølgelig netop lukket for sæsonen. Frederik var imidlertid også træt oven på næsten en heldagstur med action i kombination med forkølelsen. Så i stedet kørte vi igen ind til byen. På hotellet slappede vi af for en kort stund inden vi tog en sen frokost inde i midtbyen. Denne gang blev det til mexicansk og det var overraskende nok super lækkert. Det var som sædvanligt alt for meget mad men vi var nu også sultne efter en lang dag på farten, og vi blev tanket godt op inden vi kørte igen. Denne gang til byens nordvestlige del hvor Creamers field lå. En stor naturpark som er anlagt på en gammel mælkefarms land. Her er masser af vadefugle og stier ud i landskabet. Vi tog skoene på og gik ud i septembersolen igen. 22 grader og en lille vind. Vi så en falkoner derude som ikke havde det store held med sin falk. Den fløj et par ture men var ikke for god til at komme tilbage. Vi gik en runde og nød solnedgangen, og de mange Canadagæs som kom ind for at lande på søerne. Havde der ikke været helt vildt mange myg så havde vi siddet og set solen gå helt ned. Det gjorde vi dog ikke for så var vi blevet suget tørre. I stedet kørte vi hjem og smed os på sengen til en ligegyldig film for at fordøje dagens indtryk. Det endte derfor med at vi halv slatne og ret sent kom i tanke om aftensmad og måtte ty til hotelbarens burgere. Ikke videre imponerende mad men i mangel af bedre var det rart bare at kunne vælte ned og hente mad for så igen at slæbe sig op på værelset og spise direkte på sengen.