Alaska dag 4:
Tidligt op! Jeg vågnede før uret, spændt på dagens tur. Frederik var også frisk og hurtigt oppe. Det lykkedes ham at fange et hurtigt billede af en snehare som øjensynligt boede under vores hytte. De er enormt søde! Morgenmaden var igen i dag en ordentlig omgang, både æg, bacon, surdejsbrød, kartofler altsammen stablet op i et mindre bjerg, og så ellers masser af kaffe. Den amerikanske kaffe er noget tyndt slask så det er virkelig godt at der er refill på! Vi spiste godt og samlede vores forudbestilte madpakker op på vejen ud. Store madpakker med sandwich, cookies, müslibarer, frugt og vand. Godt pakket og klar kørte vi mod Parkens bus dispatch og stillede os i kø med de mange andre håbefulde wildlife explorers som skulle med bussen hele 85miles ud til Wonder lake og retur. Alt i alt en 11-12 timers tur. Selvfølgelig også inkl de obligatoriske kinesere.... Imens vi ventede på at få lov at boarde bussen så vi endnu en snehare og denne med hvide ben og ører. De må være lige ved at skifte hår og således farve til vintervejret (de er brune om sommeren og hvide om vinteren). Første bus på stedet var i stykker så vi kom lidt forsinket afsted eftersom vi måtte vente på en anden. Det lykkedes os at få de gode, eftertragtede pladser på den venstre side af bussen, hvor vi mente vi ville have mest held med at se dyr og bjerge. Det skulle vise sig at vi fik ret, for vi havde kun kørt i ganske få minutter før folk råbte elg! To kæmpe-mæssige elgtyre lå med nogle meters mellemrum og snork sov. Det så helt vildt ud den måde de hvilede deres mega gevir. Deres kroppe var nærmest mindre end de store skovle! Lidt længere nede mod Savage river hvor vi gik tur igår, stod en stor flok folk oven for flodlejet og spejdede ned mod floden. Her var der ganske overraskende en grizzly Bjørn på jagt efter jordegern i græsset neden for bakken. Vi havde super udsyn til den fra vores højde på vej ned i kløften og fik lov at se den grave mindst et jordegern eller en hare op. Solen var næsten fremme så vi fint lys til det også men skyerne dækkede stadig meget af bjergene. Vi havde kig til den aller nederste del af Mt Denali som er Nordamerikas højeste bjerg, men vi vidste allerede nu godt at chancen for at se hele bjerget var meget lille. Ca 5% af Parkens besøgene oplever dette så forventningerne var ikke høje.

Allerede efter 10 min kørsel på Parkens grusvej (hvor alm biler ikke længere er tilladte) spottede vi igen dyr. Denne gang var det min tur. 5-6 caribous (rensdyr) gik bag noget buskads i siden af vejen. Jeremy vores karismatiske chauffør forsatte lidt frem foran og fik vinduerne fri af grene. Solen kom frem og afslørede de flotte store caribou hanner på tur ned igennem tundraen. Vi ventede lidt og til vores held gik de op på at højdedrag hvor vi kunne fotografere dem med bjerge i baggrunden og det smukke røde efterårslandskab i forgrunden! Helt ikonisk for Denali National Park! På turen videre blev solen blot ved at få mere og mere magt! Det blev efterhånden lunt i bussen og jeg måtte låne Frederiks kasket for ikke at blive solskoldet! Ingen af os havde forventet at solcreme var nødvendigt. Jeremy forsatte adstadigt fremad af den meget (læs: MEGET) bumpede grusvej som slyngede sig frem og tilbage igennem parken. Jeremys monotone stemme fortalte om parken, historien og om de forskellige dyr hvoraf vi allerede havde mødt mange. Ud af de 5 som kaldes Alaskas Big Five havde vi allerede set 3, plus 1 dagen i forvejen: elg, bjørn, caribou og Dall sheep! Nu manglede blot en ulv, men det skulle vi ikke sætte næsen op efter fik vi af vide. Jeremy satte reglerne for hvordan vi skulle opføre os og langt de fleste holdt sig til det. Så der blev ikke hængt ud af vinduerne og kun hvisket når vi stoppede/kørte langsom for at se nøjere på et dyr. Jeremy talte generelt på sin helt egen facon. Sådan meeeeget laaaangsooomt ooog roooligt sååå ingeeen bleeev streeesset og afbrød man ham, så fik man hele fortællingen én gang til, 200% magen til før. Således fik alle noget ud af turen og vi elskede det. Jeremys måske bedste stunt var at han fik spottet en kæmpe grizzly som lå på vejen lidt længere fremme. Han nærmede sig den langsomt og stillede bussen på tværs af vejen så vores side havde frit udsyn til den og dens halvstore unge som stod og spiste bær i vejkanten. Så smart! De tog ikke meget notits af os før to andre busser dukkede op i modsat retning. Da rejste den dovne Bjørn på vejen sig og fulgte efter sin unge ned efter bær og vi tøffede forbi dem mens Jeremy visssskede noooget om bjøøøørneee, sooom iiingen høøøørte fooor kamera klikkene.

Lidt længere fremme blev vejen endnu smallere og slyngede sig op ad Sable Pass efter vi krydsede Teklanika River. Her var øde og vi fik en smuk smuk udsigt da vi kom lidt op i højden. Lidt oppe spottede Frederik noget der løb neden for vejen, jeg råbte ulv for det lignede det mest. Vi stoppede og Jeremy fik hvislet at det var coyote og altså en prærieulv. Dens jagt blev forstyrret af bussen som stoppede så den forsvandt hurtigt, men vi nåede dog at se den springe videre. Vi stoppede ved Polychrome Overlook på toppen af Savle pass, hvor Jeremy hav os nogle minutter til at gå op på en lille sti hvor man ifølge ham kunne spotte jordegern og andre gnavere. Der var koldt i vinden men solen var forsat fremme så det var skønt at være ude. Mt Denali kunne nu også afsløre ca halvdelen af dens snedækkede del og vi alle helt oppe at køre. Retur i bussen bad jeg Jeremy slukke for varmen for bussen blev efterhånden hedet godt op i solen. Utroligt her i september i Alaskas tundra!!

Bussen fortsatte stik vest og videre op og ned. Næste stop var ved Toklat River hvor en parkens ulvegrupper holder til. Vi så dem ikke men tilgengæld en flok hvide pletter (Dall sheep) oppe på bjergsiderne. Her var vi nået til omkring mile 53, og begyndte nu på vejen op mod Highway Pass og Stoney Hill som er Parkens højeste punkt (på vejen) og samtidig et helt specielt punkt. Herfra falder andelen af turister som ser Mt Denali nemlig til kun 1% eftersom under halvdelen af alle rejser så langt. Vi havde gode udsigter og solen havde brændt meget af skydækket og folk var totalt oppe at køre. Kun én gang tidligere i år havde forholdene været så gode lod vi os fortælle. Og ganske rigtigt, ved middagstid kom vi over Stoney Hill og Mt Denali, både nord og syd toppen og HELE Alaskas Range var skyfri og i fuld solskin! Det var fuldstændig fænomenalt! Alle var glade og hujede og vi havde adskillige “stam-gæster” med som også så dette for første gang! Vildt!

Og sådan fortsatte vores held bare. Vi krydsede Thorofare Pass og parkerede ved Eielson Visitor Center, hvor vi havde et storslået view af bjergene og gletsjerne. Vi spiste vores frokost pakker på taget af centeret alt imens tre grizzly’er spankulerede rundt på bjergsiden bag os. Guiderne derude fortalte at de har fået smag af menneske-madrester så de holder til tæt på centeret, hvilket er et stort problem. Derfor var samtlige vandrestoer også lukkede af, men det betød ikke det store for os for vi havde rigeligt i madpakker og udsigten.

Efter en times pause kørte Jeremys bus videre ud på plateauet mellem Eielson og Wonderlake. Herude var de lave gletsjere helt sorte og dækket af “scrubberies” som Jeremy kaldte det. Isen er med andre ord indkapslet af jord, mos og planter. Men kan - hvis man vil - gå på den og Jeremy ha de sågar engang teltet på den. Vi fulgte McKinley River ud til Wonder Lake i blændende solskin og så adskillige elge græsse rundt omkring på den våde tundra hede. Vi er også ret sikre på at vi så nogle bævere men da Jeremy ikke troede på os, stoppede bussen ikke så vi er den dag i dag stadig ikke sikre. Ude ved Wonder Lake gjorde vi stop og herude var der fuldstændig stille. Solen bagte og søen lå i læ. Vi så en Loon dykke efter fisk og snart kom en til. Vi kunne i det fjerne høre lyde som mest mindede om traneskrig og ganske som vi hørte dem spottede Frederik en mindre gruppe som steg op over højdedraget foran os. Blot små prikker på skyerne men lyden var ikke til at tage fejl af; Sandhill Cranes!

Efter en lille pause derude var det på tiden at vende snuden hjemad. Nøjagtig samme vej tilbage, og derfor blev bussen blot vendt rundt og så kørte vi ellers til Eielson igen. Skyerne var kommet retur men kun enkelte så vi havde stadig vores helt utrolige udsigt til bjergene. Ved Eielson havde bjørnene ikke flyttet sig meget så vi kunne stadig se dem rende rundt oppe på nordsiden. De talte vires ialt 6 grizzlys på turen ind til da. Videre igen mod øst og flere Dall sheep dukkede op, men stadig lagt oppe i bjergene. Vi holdt knap så mange pauser denne gang men så endnu en grizzly som tilsyneladende var helt uforstyrret af vores stoppen. Vi havde god udsigt til den imens den gravede gnavere op fra deres gange. Den var virkelig kæmpe og nok den største vi så på turen.
Syd for Toklat River var bussen blevet meget stille efterhånden, og jeg tror at mange tog sig en eftermiddagslur. Vi havde mistet solsiden hvilket var en befrielse og sjovt nok så vuggede bussen mere nu end på vejen ud. Pludselig kørte Jeremy langsom og hviskede at deeer haaavdee føøør iii daaag væææret en uuuulv, så nu tjekkede han lige området. Ganske rigtigt så stod der en klynge Dall sheep meget langt oppe på et højdedrag og normalt gør de ikke sådan så noget havde skræmt dem derop. Vi kunne ikke se det, men de som havde kikkerter kunne også meddele at en enlig ulv begav sig rundt neden for de skræmte dyr. Mega sejt!
Efter ulvesynet gjorde vi meget få stops eftersom vi var sent på den. Jeremy tog os hurtigt ned fra passet og det betød af en af gutterne fra de bagerste sæder måtte løbe op igennem bussen og kaste op ud af dørene. Den stakkel! Heldigvis var asfaltvejen ret fremme og sjældent har det følte så godt at køre på an flad vej. Vi var helt udmattede da vi endelig kom af bussen og havde nær misset endnu en sneskohare i vejkanten som også havde hvid mave. Vi bedrog og nærmest direkte ud til bilen og retur til vores hotel da vi var helt mættede af indtryk og sultne. Hjem på vores lokale restaurant og fik os en øl og et stort måltid efterfulgt af en kæmpe kanelsnegl (Alaskan size) som vi delte.