Fuglene kvidrer lystigt udenfor vinduet, hvor forårets frodige sol desperat forsøger at trænge igennem til værelse 217. Indenfor ånder alt fred og idyl, og stilheden bliver kun brudt af små grynt fra sengene. Med et brydes Morten Korch stilen, da en rengøringsmand hamrer døren ind. Kl. er 10:35 og vi har sovet noget kun over os. Da tjek ud er kl.11, så har vi mere travlt end en akkordlønnet kinesisk risplukker. Som sædvanligt ligner værelset Amy Winehouses hår, hvilket er ensbetydende med at vi skal rydde pænt meget op. Dette lykkedes dog, og endda til tiden, så lidt i 11 sidder vi klar i bilen med tomme maver. Vi sætter kursen mod Zion National Park, og planlægger at spise der. Hyundaien er heldigvis hurtigere i optrækket end vi er, så pæn times tid senere gør vi vores entre i parken. For dem som har et indtryk af vores rute, så kan det virke idiotisk at vi ikke besøgte denne park i forbindelse med Grand Canyon visitet, da afstanden ikke er særlig stor i mellem disse punkter. Via avancerede udregninger kan vi dog afsløre at dette er den mest fordelagtige rute.

Parken minder op nogle punkter også om Grand Canyon, men forskellen er blot, at hvor man i Grand Canyon ser ned i kløfterne, så færdes man her i bunden af dem, og kigger op. Vi påbegynder besøget med en køretur i uendelig mange hårnålesving, for at inspicerer en pænt lang tunnel ind igennem et bjerg. Dette er ganske fascinerende, og det at køre helt tæt på klipperne kommer vi nok ikke til at prøve igen, når vi sidder bag rattet i en dansk bil. En anden ting som vi nok kommer til at savne, når vi de næste dage kører nordpå, bliver den lækre varme. Heldigvis har vi jo 10 solskinsdage i Miami at frem til, så shortsene bliver ikke gemt for langt væk.

Senere finder vi en shuttlebus, som kan føre os ind i parken, hvor biler og Hyundaien er bandlyst. Det er også i denne del af parken, at der er utallige af vandrestier, og vi beslutter os for at tage en af dem. Vandrerstøvlerne bliver bundet, eller tennisskoene bliver i hvert fald snøret. Turen vi har valgt ligger klods op af floden der løber gennem parken. Flere steder er den lidt teknisk krævende, hvilket betyder at vi må kravle i træer, hoppe på sten i vandet, skræmme hyæner væk og beskytte os mod Billy The Kid. Da vi omsider klatre det sidste stykke op af en stejl bjergvæg, kan vi hælde det sidste vand i os og vente på shuttlebussen. På vej ned til det næste sted vi har udset os, spotter vi nogle mentalt forstyrrede mennesker af arten "bjergbestigere". Disse hænger ned af en lodret klippevæg, og prøver på en eller anden måde at komme opad. Efter vi har rystet lidt på hovedet af disse selvmordere, hopper vi af bussen og vandrer et lille stykke ind i en stærk dunst af hesteekskrementer. Kvalmen er steget til randen, og tempoet sættes voldsomt i vejret. Til sidst kommer vi til en lille bro, der går over floden vi tidligere gik langs. Her udfører Hr. Rathmann et eksempel på den peruanske spadsereteknik - lad-fødderne-glide-og-lad-som-om-at-du-er-ved-at-styrte-mens-du-retter-dig-op. Herefter finder vi igen bilen og drager ud af parken.

Vi finder et dejligt Motel6 og satser på at falde tidligt i søvn, så rengøringen ikke skal vække os her.

Best regards

Johansen og Rathmann