Man kunne fristes til at spørge sig selvom, "hvor brænder det" i morges da vi vågnede. Svaret er ret ligetil. I ansigtet. Gårsdagens skiløb i høj solskin med genskind fra løjperne har ændret hovedet farve fra at være sund og frisk, til at være samme kulør, som en albino englænder har efter 3 timer i et solarium. Specielt Chaufføren er hårdt ramt, og dette har været medvirkende til at nattesøvnen vare ligeså sammenhængende, som samtalerne på SF's landsmøde efter kl. 02:00. Gennemhullet og kun med få momenters dyb søvn. Navigatøren er sluppet mere nådigt, og sover som en Grønlænder, dagen efter denne har fået løn. Opad formiddagen, stopper Navigatørens fjæs med at væske fra et lille område, mens Chaufføren trækker nittegevinsten i skoldningstombolaen, og døjer med det hele dagen. For at lindrer de sporadiske sammentrækninger i ansigtet, som kan være ligeså smertefulde som at danse med en amerikansk XXXL med sylespidse stiletter og motorik på højde med en finsk hyrdehund, køber vi noget aloevera creme. Dette skulle eftersigende have en kølende virkning, og samtidig prøve at tilfører ørkenhuden lidt fugt. Det mest tragikomiske af det hele er, at det er tydeligt for enhver at se hvor solbrillerne har været placeret, og derfor er kasketter og solbriller placeret for at skjule markeringer.

Med en mand placeret i et smertehelvede, og en anden som er noget kun længere væk fra helvedesilden, begiver vi os af sted mod Santa Cruz. Meget ironisk er Santa Cruz kendt for at en strandtivolipark, og en dejlig badestrand med dejlig solskin. Ydermere er huser byen mange af Enhedslistens kernevælgere - hippierne, hvilket vi ikke giver den store applaus for. Af alle mennesker der skulle klippes og have et arbejde, så står denne gruppe øverst på listen. Det vil være så ligetil, at sætte dem til at vaske gulv med deres lange moppe-hår, men omvendt vil det nok svine mere end det vil gavne. I dag er vi dog ikke klar på at smide os på stranden, da ansigtet gerne skulle have lidt ro fra strålerne. Vi vælger i stedet en gåtur gennem tivoliparken, og derefter videre ned af stranden. Vandet er koldere end Vesterhavet om vinteren, men alligevel kaste den velpolstrede lokalbefolkning sig gerne ud i bølgerne. Vi fortsætter videre ud af en mole, og hele stemningen i strandområdet leder tankerne hen på en typisk engelsk kystby, hvor et omrejsende tivoli er stillet op. Udfor enden af molen spotter vi nogle sindsforvirrede skabninger. En ting er at kalde løver der lever i bjergene for Mountainlions, men at kalde forvoksede sæler der lever i HAVET for SØløver, det er en helt anden sag. Som en anden opfedet kylling, ligger disse løver (vi prøver at tænke tilbage på hvornår man sidst har set en søløve snuppe en gazelle) og pruster som en anden amerikaner under et maratonløb.

Vi vender tilbage til motellet, og passere på vejen en gruppe af disse hippier. Straks går det op for én hvor soigneret, velskabt, opdraget, kløgtig og udviklet man er i forhold til denne gruppe, som tydeligvis har befundet sig i et lille rum hvor der er sprunget en håndgranat - det er tydeligt at se fragmenterne der stadig sidder i huden.

På motellet påbegynder Chef Johansen dagens gourmetmåltid, som skal vise sig at blive den berømte kødsovs i ketchup m. ris. Mætte og tilfredse, bliver der fundet en Bud Light frem af en hvis kaliber, men hovedet regelmæssigt bliver smurt ind aftenen igennem.

Best Regards

Johansen og Rathmann