Vækkeuret ringer og meddeler om en atypisk dag i det amerikanske. Vi har brugt et stykke tid på at komme væk fra snestorme og bjergkørsel, men i dag vælger vi helt frivilligt at opsøge det igen. Det er tid til at spænde et par moderne piletræsgrene under fødderne, og kaste sig ud i Rocky Mountains. Efter en solid morgenmad begiver vi os mod Donner Ski Ranch. Vi ankommer planmæssigt en halvtimes tid efter, og starter jagten på pilefletningscentralen, hvor man eftersigende kan leje et sæt brædder. For 2 * 40$ har vi erhvervet os liftkort og skiudstyr til en hel dag. Skiløb forbindes med normalt med kulde og massere af overtøj. Dette er dog ikke nødvendigt, da temperaturen har sneget sig op omkring de 15 grader. Omsider kan Navigatøren få sine medbragte skibukser taget i brug, og omsider får Chaufføren chancen for at kaste sig ud i vintersporten nummer 1. Udfordring nummer et er dog ikke løjperne som sådan, men snarer hvordan man kommer af og på liften. Det kan være svært for hans Thomas Uhrskov inspirerede skilærer, Hr. Rathmann, at sætte sig ind i denne problemstilling, men efter en indre tankerejse tilbage i tiden, går det op for denne, at alt ukendt er svært. Med start fra niveau 0 kaster Hr. Johansen sig ud i skiløbets glæder. Dette resulterer i sølle 5 styrt på vej ned af første løjpe, hvilket ikke er meget for en nystartet Bode Miller. Anden gang da vi skal op med liften vælger Hr. Johansen dog af uransagelige årsager, at parkere sin ene ski i dalen, således at turen op med lift foregår med kun en ski. Dette gør afstigning væsentligt svære, og et dyk i sneen er umuligt. For hver gang turen går ned af bakke sker der store forbedringer, og efter et halvt dusin turer, anser skiinstruktøren det for sikkert, at bevæge sig længere op. Forbedringerne fortsætter og ved et "uheld" ender vi pludselig ved en bakke af mellemsvær kaliber - modsat begynderbakkerne som vi hidtil har kørt på. Halvvejs nede af bakken konstaterer Hr. Johansen at han ski ikke virker(!) I dalen kommer vi da og jakkerne bliver kastet i bilen, da de er umenneskelig varme. Vi finder et område hvor der er både begynder, mellemsvære og bakker for øvede. Da det vil være ufordelagtigt at brække Hr. Johansens ben, bliver han guidet udenom de svære, men efter en kort evaluering kommer vi frem til at det gamle område var mere fordelagtigt. Hr. Rathmann bliver dog og kører lidt på de svære løjper, og prøver at kører fra skipatruljer og andre fjolser der ikke kan genkende den europæiske "spidserne mod bunden" metode.

Senere på dagen er sneen ved at meget kørt op og minder mest af alt om slush-ice. Disse forhold gør det svært for Hr. Johansen at plove ned af løjpen, da sneen simpelthen er meget tung. Resultatet bliver nogle meget smadrede benmuskler, og da klokken passere 15:15 beslutter vi at turens ski indfald er ovre. En hurtig evaluering fra skiinstruktøren, fastslår imponerende fremgang, specielt når forholdende er taget i betragtning.

Totalt smadret, og med solbrændt ansigt kommer vi til et Super8, og får os indlogeret. Solen har været hård ved ansigtet, og man ser tydeligt markeringerne fra solbrillerne.

Morgendagen byder på en tur vestpå, tilbage mod San Francisco og omegn.

Best regards

Johansen og Rathmann