Da vi torsdag aften steg ud af flyet fra Ushuaia, fik vi os et par overraskelser. Klokken var næsten 21, men vi blev alligevel ramt af 29graders varme, og det var noget af en forandring i forhold til temperaturen i det sydlige Argentina, men vi havde selvfølgelig også rejst 4600km nord på. Og så var der lige det der med byens størrelse. Vi havde forventet, at Salta var en lille by, måske på størrelse med Ushuaia, men med sine 750.000 indbyggere og et meget travlt natteliv, befandt vi os i helt andre omgivelser end forventet. Til vores store lettelse viste det sig også, at hostlets personale snakkede engelsk, så vi kunne igen tage den lidt med ro. Lørdag gik turen til den lille by Cafayate, der ligger små 200km syd for Salta. Byen i sig selv er ikke særlig interessant (den er lidt større med Øster Hassing), men turen derned er intet mindre end gribende smuk. Første stop var ved "Devil's Canyon", som er en kæmpe klippe, med en 5m bred sprække, der borede sig 200meter ind i klippen, hvorfra man kunne nyde det forunderlige syn inde i klippen. Wow, og hvilket akkustik! Vi kørte videre, og bjergene ændrede nu form, og blev mere runde, fordi stenen hernede er blødere, og derfor nemmere formes af vind og vand. Derfor kunne vi også se forskellige skulpturer i bjergene, såsom et papegøjehoved, en fod, en frø osv. Derudover blev bjergene meget farverige, grundet mineraler i stenene. Vi så klipper i farverne; rød, gul, hvid, sort, grøn og gul. Det var vildt fascinerende. Vi stoppede ved en vingård udenfor Cafayate, da området er kendt for deres vine, især hvidvin, så nu var vi i vores es! Vi fik en lille rundvisning, og forklaret hvordan vinen blev fremstillet, og vi fik ved selvsyn set, hvordan man rengør sådanne vintønder (se billederne J ). Vi ankom nu til Cafayate, og vi fandt en lokal lille restaurant, hvor vi bestilte julemad; Gedestuvning... og det var nu faktisk ikke så ringe endda.

Dagen efter gik turen til Cachi, en lille by 160km vest for Salta. Det var noget af en køretur henover en bjergkæde. Landskabet ændrede sig konstant. I starten kørte vi i et meget subtropisk regnskovs-område, som var utrolig grønt med høje træer og planter overalt, og med 2200mm regn årligt. Efter 20min kørsel blev landskabet mere tørt og træer og planter var knap så tætte og høje, og pludselig dukkede de første kaktusser op. Vi nåede nu til den stejleste opstigningen, og vi steg 1400m på 19km, og det kunne altså mærkes i både mave og ører... men spændende var det nu. Vi nåede bjærgkædens højeste punkt i 3457m højde, hvorfra vi kunne spotte condorer i det fjerne først, men efter få minutter kom de tættere på os, og pludselig fløj én af dem lige foran næsen på os (vil skyde på den var 5m fra os), så det var altså svært at holde kameraet stille her! Turen gik nu videre ind i "Kaktus-nationalparken", hvor vi så utrolig store kaktuser (op til 6m høje) og der var mange af dem! I baggrunden så vi endnu et bjerg med utrolig mange farver, så det var svært at løsrive sig fra udsigten og komme videre - hvis det da ikke lige havde været for de 33grader, som solen brændte med. Kort tid før Cachi stoppede vi ved et lille hus langt fra al ting, hvor en lokal familie solgte små instrumenter, krukker, ost, krydderier og... viagra i teblad-format, både til mænd og kvinder! "Vilde danser" kaldte de tebladende, der efter sigende skulle have denne opstemmende effekt på kvinder. Men videre fløj vi og ankom til Cachi, som er en smule større end Cafayate, og man kunne gå en lille tur i byen og betragte de forunderlige bygningskontruktioner. De har sikkert ikke haft andet valg, men de fleste huse er lavet af ler, og som alle ved, så sprækker ler, når det er tørt og smuldrer, så forstil Jer en hel by af lerhuse, i ørkenen hvor det regner mindre end 200mm om året, og med tage af bambus. Lokalbefolkningen var stort set fuldtidsbeskæftiget med at vande deres huse, så leren ikke krakkelerede. Og fik jeg sagt at vi var i et ørkenområde? Så synes det altså en lille smule spild af vand, men ja, de har nok ikke andre muligheder.

Da vi vågnede i morges var vi trætte af Salta og ikke mindst varmen (man sover altså ikke særlig godt i 23graders varme i et rum uden aircondition), og vi synes at vi havde set hvad området har at byde på. Så vi købte en billet til La Quiaca (en by små 8timers kørsel nord for Salta ved den bolivianske grænse), hvorfra vi kan krydse ind i Bolivia. Vi rejser i nat (kl. 00:30), og forventer at være fremme i La Quiaca i morgen tidlig kl. 8, så nu er vi spændte på at se hvad Bolivia har at tilbyde (udover bedre priser, forhåbentlig J )