Profile
Blog
Photos
Videos
Så gik turen til El Chaltén, en lille by ca. 200km nord for El Calafate, hvorfra man kan vandre rundt om Fitz Roy (hvis man da ikke er så ekstrem, at man forsøger at bestige bjerget, hvilket kun kan gøres én gang årligt, det lykkedes første gang i 1952, og der ligger mere end ét lig af en klatrer på bjerget). Men men men vi havde nu kun intensioner om at vandre omkring bjerget :) Vi ankom mandag til fantastisk solskin, næsten skyfri himmel og totalt vindstille (hvis du spørger de lokale, altså. Vi synes nu godt at kunne mærke vinden ruske noget i os og oppakningen, men det er at forvente her i Patagonien). Vi ankom til den første campingplads, Campamento Poincenot, der ligger i en skov nær en lysning, hvorfra man har frit udsyn til bjerget. Og det nød vi i store drag. Dagen efter pakkede vi sammen, og satte kursen nord på mod et refugio længere oppe i bjergene. Undervejs så vi en enormt stor hængende gletsjer, som vi var vildt fascinerede af. Efter at have vandret ca. 3 timer i meget hård vind, og det begyndte at regne, besluttede vi os for at vende om. Vi var nemlig kun nået halvvejs, og den resterende del af ruten var beskrevet som "ikke markeret bjergrute", og det mente vi ikke at have overskud til i dette vejr. Så vi vendte om, og fulgte vores fodspor tilbage til Poincenot, hvor vi ankom meget trætte 7 timer efter. Vi slog lejr nøjagtig samme sted som vi havde pillet teltet ned samme morgen. Vinden var meget hård, og ekstremt kold, så det varede ikke længe før vi kravlede ind i teltet. Det var en meget kold og blæsende nat. Jeg var tilsidst i ført al medbragt tøj, og måtte bruge min windstopper ovenpå soveposen, for at holde kulden ude. Tidligt onsdag morgen var det nu endelig tid til at kravle ud af teltet, og her blev vi mødt af noget af en overraskelse: Sne! Det var simpelthen begyndt at sne her til morgen, og det så ikke ud til at stoppe. Det var meget overskyet og vinden bed hårdt i kinderne. Taget natten i betragtning, og det faktum, at 6 lokale unge pakkede sammen ved siden af os, besluttede vi os for at pakke sammen og tage hjem igen. Og det var vidst ikke noget dumt valg. Vi har netop tjekket vejret på Fitz Roy, og i dag er vinden taget til, der er kommet mere sne og temperaturen er styrtdykket til -20grader (-32grader, hvis man ser på chillfaktoren) - se dét er det patagonske forår, når det er mest charmerende :)
Vi er nu tilbage i El Calafate, hvor vi vist mest af alt skal slappe af, indtil turen går til Puerto Natales i Chile på søndag.
- comments