Efter en lang natbus fra Salta, Argentina til den bolivianske grænse, stilte vi os pænt i kø, for at få vores stempel i passet. Til vores store overraskelse gik denne grænsekrydsning utrolig nemt - nærmest for nemt, og efter en halv time var vi i Bolivia, med stempel i passet og det hele. Wow! Vi havde ellers hørt skrækhistorier om folk, der måtte vente 9 timer på at komme over denne grænse, men måske var grænsevagterne ikke helt vågne så tidligt på morgenen. Vi bevægede os forsigtigt op ad Villazon's hovedgade (vi befandt os i 3600m højde, så al ting går meget langsomt i starten, pga. manglende ilt i luften), men vi nåede busterminalen, og fandt en minibus til Tupiza, hvor vi fik booket en tur ind i Saltørkenen til den næste dag.

De 4 dage i og omkring saltørkenen var intet mindre en fantastisk. Vi fik ofte chaufføren til at stoppe undervejs, så vi kunne fotografere den helt utrolige udsigt, der konstant rullede forbi os, selvom det næsten var umuligt at fange med kameraet. Den første dag gik turen op - fra små 3300m til 4300m, og vi så alpaca'er, guanako'er (i lama familien), æsler og condorer. Udover det fascinerende landskab kørte vi igennem flere små minebyer (byer og byer, altså den største er pt beboet af 25 familier). Natten blev tilbragt i en ægte lerhytte, og det blev RIGTIG koldt, da solen gik ned. -10grader, så vi gemte os langt væk i soveposen. Men højden kunne nu godt mærkes i den besværede vejrtrækning, med efterfølgende hovedpine. Så meget søvn blev det ikke til. Det er lidt svært at forklare, hvordan det føles, når der ikke er meget ilt i luften, men Stuart vågnede i løbet af natten, og ville fjerne tæppet fra sit ansigt, så han kunne få noget frisk luft - for så at opdage, at der ikke var noget tæppe. Det forklarer det egentlig meget godt

2. dagen startede tidligt kl. 5:30, og vi kørte til en lille spøgelsesby, som mange betegner "Mini Macchu Pichu", fordi ruinerne ligner dem i Cusco til forveksling. Det var utrolig spændende at vandre gennem byens gader, og se de efterladte ruiner. Byen ligger i 4700m højde, og blev, som så meget andet i Bolivia, indvaderet af spanierne mange år tilbage, som havde medbragt deres afrikanske slaver, der skulle arbejde i den lokale mine for dem. De jog inka'erne væk, men måtte alligevel gå tilbage og lave en aftale med inka'erne, da deres egne slaver ikke kunne klare det hårde minearbejde i disse højder. Vi kørte kun 10min mere, før vi blev stoppet af en protest. Små 10 mand og 3 bildæk stoppede nu samtlige biler for at køre videre i 6 timer, så vi fik en laaaang frokostpause. Da turen endelig gik videre satte vi kurs mod gejserne, som vi havde glædet os meget til at opleve. Det var hele oplevelsen værd - også selvom de 5300m igen tydeligt kunne mærkes. Men at se en konstant mængde luft blive skudt op i luften nedefra, og at se jorden boble, det var nu et fantastisk syn!
3. dagen gik til de mest utrolige små laguner, hvor især flamingoer holder til. Især én lagune faldt særlig i vores smag, og hvis I tager et kig på billederne, er i vidst ikke i tvivl om hvilken... Vi passerede desuden de mest utrolige klippeformationer - herunder det berømte stentræ, og en mumie-kirkegård. Natten blev tilbragt på et salthotel, hvor ALT var lavet af salt; Lysekroner, borde, stole, vægge, selv gulvet var belagt af "groft salt".

4. dag startede utrolig tidligt, og vi satte kursen ind i saltørkenen kl. 4:30. Kl. 6:30 stoppede vi så endelig, for at nyde den smukkeste solopgang jeg nogensinde har set. Det var uden tvivl som at være ved verdens ende. Et par trick-billeder senere befandt vi os pludselig i byen Uyuni, hvor vi hoppede på en bus til Potosi. Herfra tog vi en taxa til Bolivias hovedstad, Sucre, hvor vi nu skal fejre jul.