Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er nu hjemvendt efter 7 fantastiske dage i sydamerikas mest berømte nationalpark; Torres del Paine, hvor vi vandrede et "W" formet trek. Det har været 7 hårde dage med vandring i bjergene i al slags vejr, men det har uden tvivl været det hele værd, og vi er allerede nu klar til at tage derind igen. Den første dag vandrede vi op til parkens 3 tårne, "torres" som vi var så heldige at se fra en næsten skyfri himmel. Vi slog lejr ca. 1,5time fra tårnene, og næste dags morgen stod vi op klokken 3:45, og begyndte opstigningen til dem igen, for at se dem ved solopgang, hvilket kan være et helt fantastisk syn. Men klokken 5:30 ved solopgang var tårnene knap synlige for skyer, og vi gik retur til campingpladsen, pakkede teltet sammen og gik retur mod dalen, hvor turen var startet dagen før. På 3. dag vandrede vi tværs over landskabet med bjergene på den ene side, og en kæmpe sø på den anden. Vi var meget heldige med vejret og nød den skønne vandretur. 4. dag var meget, meget hård og meget MEGET våd! 12 timers vandring (dog kun med en lille oppakning på ca. 8kg), hvor det stort set regnede konstant. Turen gik mod "Valle del Francés", hvilket er midten af "W". 2 timers vandring efterfulgt af 4,5times hård opstigning, hvor vi nærmest måtte klatre på klipper. Efter 1,5 time nåede vi til det første udsigtspunkt, hvor vi så mindst 10 hængende gletsjere, som vi konstant kunne se stykker brække af og styrte ned af bjergsiden med store tordenbrag. De næste 3 timer op var meget hårde, og vi nåede til den skønne udsigt af... hvad skal vi kalde det... ingen ting! Vi så træer, bunden af bjergkæder og kunne skimte en gletsjer i det fjerne. Skyerne var for alvor trukket ind i bjergene nu, og dækkede udsigten totalt, så vi måtte kravle ned igen, øv bøv. De sidste 2 timer retur åbnede himlen for alvor op, og vi blev gennemblødte! Goretexbukser, jakke, støvler, tasker - ALT var vådt! Vi kunne heldigvis sætte alt til tørre foran en lille kamin tilbage ved campsiten, men næste dags morgen var vores støvler stadig gennemblødte! Vildt. Men vi måtte jo videre, og vi bevægede os endnu engang over landskabet med bjergsiden på vores højre side og en stor sø på venstre side. Det småregnede igen denne dag, men ikke så voldsomt som dagen forinden. Vi nåede efter et par timer til den udbrændte del af skoven, som skyldes nogle turister, der startede en kæmpe skovbrand i januar i år (det sker med jævne mellemrum, fordi turisterne ikke overholder reglerne om ikke at åbne ild, og med den tørvejord og ekstreme vinde, så spreder en lille ild sig hurtigt). Det var noget af en øjenåbner at vandre gennem dette udbrændte område, som stadig lugtede af sod. Utroligt hvor stor skade vi mennesker forvolder. På 6. dagen vandrede vi den sidste del op ad W'et mod gletsjeren "Grey", der er én af de eneste gletsjere i verden, der stadig vokser i størrelsen. Her kunne vi komme ret tæt på store isklumper (nærmest isbjerge), som flød rundt i vandet ved gletsjerens væg. Sidste dag gik retur mod udgangen, og vi ankom igen til Puerto Natales, godt trætte, men med rygsækken fuld af gode oplevelser, og små 5000 billeder, som vi nu har forsøgt at vælge lidt ud fra.
I morgen går turen mod Ushuaia, den sydligste by i verden, hvor vejret efter sigende skulle være gråt, vådt og blæsende :)
- comments