Så er vi kommet til Nepal! Eller ja, det vil sige at nu har vi været her i lidt over 3 uger og er ved at være pænt bagud med vores blog, så her kommer en opsummering på nogle mega fede uger!
Tak til de trofaste fans der stadig hænger på!

Det er fedt at være tilbage i Kathmandu for Katrine, selvom nogle ting er noget forandret, sammenlignet med for 3 år siden. Det var fx. en yderst positiv overraskelse, at der ikke længere er strømafbrydelser i 2x 5-6 timer alle ugens dage. For ca. 1 år siden fandt man nemlig ud af, at strømmen igennem flere år er blevet solgt til Indien og at pengene røg direkte i lommen på en af ministrenes lomme. Derfor måtte alle Kathmandus borger lide under én mands (muligvis flere) korrupte handlinger i regeringen. Trist!

Da vi landede i lufthavnen, som i øvrigt har en af de korteste landingsbaner i verden, blev vi taget imod af nepalesiske Pawana fra Dinadi (forklaring følger senere). Hun stod med et skilt med vores navne på, da vi kom ud af lufthavnen. Sød kvinde med en udstråling hvor man hurtigt ved og mærker at man er i gode hænder.

Hun betalte for vores taxi og bad ham køre til en lejlighed, hvor hun selv fulgte efter på hendes scooter. Vi fik nærmest et chok da vi kom ind i lejligheden! Det er nok et af de fedeste steder vi har boet indtil nu! Meget sammenligneligt med en rigtig god lejlighed derhjemme. Spisestue, stort køkken, kæmpe dobbeltseng og stue med sofa! Grunden til at vi er så heldige, at kunne bo her er Kirstine, som også er dansker. Hun bor her normalt, og arbejder også for Dinadi. De første to uger har hun været på ferie hjemme i Danmark, så vi har haft det hele for os selv. Det var bare en super nice følelse at sætte tasken her, og vide at vi skulle være her i hvert fald 3 uger!

Nå, nu til Dinadi! Dinadi betyder "New Dawn" og er en social virksomhed, som producerer strikkede produkter så som vanter, huer, halstørklæder osv. det bliver solgt i bl.a. Skandinavien og Nordamerika. Det lyder stort, men det er et lille firma, som kun er ca. 1 år gammelt, og er startet og drevet af Preston og Mirjam, fra henholdsvis Canada og Sverige. Formålet er at give nepalesiske kvinder, med forskellige baggrunde og historier, en chance for at starte på en frisk og lære at strikke. Langt de fleste har aldrig haft strikkepinde i hånden før de kommer til Dinadi, så det er Mirjam der lærer dem det. Når de har strikket tilpas mange firkanter, bliver mange af dem så dygtige, at de kan begynde at strikke til produktionen. De kan så få lov at få garn med hjem, og får så betaling for de produkter de strikker! Der er en striks kvalitetskontrol, og tingene er generelt bare i orden! De af kvinderne der af forskellige årsager ikke kommer til at strikke til produktionen, mange er traumatiserede af oplevelser og svigt, bliver tit ved med at komme alligevel. Der er nemlig sociale aktiviteter hver uge, og her kommer kvinderne for at lege, hygge, strikke, og tale om vigtige emner, såsom tilgivelse og menneskets værdi. Preston er Mirjam er kristne, ligesom de fleste af dem der arbejder der. Det ligger de heller ikke skjul på, da vi bl.a. ber hver morgen, men virksomheden kan ikke være kristen udadtil. Det er der flere årsager til, bl.a. sikkerhedsmæssigt, men de fleste af kvinderne er også hinduer og målet er, at der skal være plads til alle! Forhåbentlig kommer nogle til at mærke Guds kærlighed gennem handlingerne og menneskerne der arbejder her!

Vi har nu afsluttet vores 3 uger hos Dinadi, og det er en fantastisk virksomhed! Vi er begge vildt begejstrede for konceptet. Det lyser ud af de kvinder der kommer ind med færdigstrikkede huer og vanter, at de føler sig værdsat og at de virkelig har fået en ny start og chance i livet! Der er en arbejdsløshed i Nepal på håbløse 46% så en virksomhed som denne giver bare god mening!

Vores opgaver har været lidt blandede. Vores hovedopgave har været at pakke de strikkede produkter i kasser, så de er klar til at sende ud til butikker. Vi har haft en anden volontør, Elizabeth, til at lærer os op. Hun er en sej dame fra Australien på godt de 60 år, og bor her på femte år sammen med hendes mand, der er frivillig rektor på den kristne internationale skole her i Kathmandu. Hun er en fantastisk, energisk og inspirerende kvinde, og hun er både tålmodig og grundig. Hun kommer her kun 2 gange om ugen, så vi stod hurtigt på egen hånd, med at sorterer og pakke de forskellige kasser, så de stemmer præsis overens med ordresedlen fra butikken! Igen er grundighed et nøgleord, så alt skal lægges helt nøjagtigt sammen i kasserne, så man får en god oplevelse når man åbner til sin helt nye hue!

Egentlig har det været en rigtig fin opgave, og vi har pakket det vi skulle, hurtigere end de havde forventet! Det har givet plads til andre opgaver og Michael har hængt urer, brandslukker, spejl og andet op på væggene. Katrine har udover et par maleropgaver, fået den ansvarsfulde opgave, at skulle stå for lege og værdi-snakke, med de nepalesiske kvinder der kom ind på kontoret. To gange om ugen kommer der et formiddagshold og et eftermiddagshold. Det har været succesfuldt og de har hylet af grin, til de lege som Katrine er kommet med. Det har været en udfordring, at skulle snakke med dem om dybe ting, især når man ved, at mange har meget triste historier i bagagen, men også med sproget, da det jo skal gennem en oversætter til tider. Det er heldigvis gået rigtig godt og de har givet god respons med kram og taknemlighed!

Det har været nogle virkelige gode uger og vi synes vi er kommet til at kende dem rigtig godt! De mennesker vi har mødt i Dinadi har gjort stort indtryk på os og vi kommer helt sikkert til at savne dem! Vi har selvfølgelig også set noget andet af Kathmandu mens vi har været her, og det kommer der noget mere om i næste blog!