Det har som sagt været nogle rigtig gode uger i Kathmandu. Men vi må også sige, at vi var begyndt at glæde os til at komme ud af byen, væk fra støv, bilos og larm! Det må man sige vi kom, da vi en tirsdag morgen tog afsted mod Langtang nationalpark! Vi havde afsat ca. 8-9 dage til trekkingen og det blev til 9 dage i alt, med en dags køretur hver vej.

Vi havde bestemt os for, at blive hentet i en jeep i stedet for tage den lokale bus, og selvom det selvfølgelig var noget dyre, er vi nu glade nok for den beslutning. Dog var den første lange del af turen, ret nem. Det var på asfalteret vej, og selvom det selvfølgelig går op og ned og svinger en del, så var det ingenting ift. hvad vi tidligere har prøvet i bus på Filippinerne. Ærligt talt, så kunne vi sagtens havde taget bussen! "Og hvorfor var det lige, at vi fik anbefalet at bede om en erfaren chauffør!?"

Det skulle vise sig at være et rigtigt godt råd! Ubeskrivelig vej! Pludselig ændrede det sig fra betonvej, til jord/sten/muddervej. Man kan vel forestille sig en hullet markvej efter regnvejr, men i bjergterræn.
Det skulle have taget 5-6 timer, men pga den årlige hellige uge, Dashain, hvor rigtig mange nepalesere besøger deres familier i provinsen, var der stop fyldt på vejen! Lastbiler, busser og jeeps holdt i kø i hver sin retning, og ventede på en åbning! Som priviligerede turister i en jeep er det en oplevelse, men for de mange lastbilchauffører der sidder her hver dag, må det være en pine! Det er tilmed den eneste vej der forbinder Nepal med Kina!

Efter 10 timer, ankom vi! De sidste 30 minutters tid, var på en "ny" vej med hårnålesving hele vejen op af bjerget. Stadig jord og sten, og de fleste sving for skarpe til at jeepen kunne komme rundt uden at bakke! Heldigvis havde vi fået en god chauffør, og det beviste han, da han til allersidst sagde: "Det ville være nemmere hvis vi havde 4-hjulstræk!"

Egentlig ville vi have gået et par timer den første dag, men pga den lange kørsel, og det at det bliver tidligt mørkt, blev vi natten over i den landsby, hvor vi blev sat af. I Nepal kaldes det trekking når man er på vandretur. Man har hverken telt eller Trangia køkken med, da der på ruten er mange Guesthouses eller Tea houses, som de kaldes. Det er nogle små simpelt byggede huse, hvor man selvfølgelig kan få the, kaffe eller et måltid mad, der er et hyggeligt fællesrum med kakkelovn i midten og man har en blød seng at sove i!

Det var ret fantastisk, at komme ud den første morgen og kigge ud på bjergene. Tilmed havde vi kunnet sove uden lyden fra hverken biler eller gøende gadehunde! Vi havde vi hyret en bærer til at bære de fleste af vores ting, da vi havde fået anbefalet dette sikkerhedsmæssigt så han kunne hente hjælp i tilfælde af ulykke, i stedet for en af os skulle efterlade den anden derude. Han forstod meget begrænset engelsk, men det var fint at have ham med som guide også. Det var også ham der spottede de kæmpe honningbistader hængende fra undersiden af klipperne og "black monkeys" aberne i skoven.

Første dag på stien var en del op og ned. Da vi var blevet kørt langt op på bjerget, havde vi allerede fra start af, god udsigt over dalen, som vi gik i. Målet var Kyanjn Gompa, en landsby ca. 3 dages trek væk. Man skal holde lidt øje med symptomer på højdesyge når man går her. Det mærkede vi også en smule til, ved lidt hovedpine, og en smule svimmelhed. Kuren er ekstra meget vand, højdesygepiller eller Ipren og i sidste ende, hvis det fortsætter, at skynde sig ned. Det gik dog aldrig så galt, da vi også gik langsomt op og dermed gradvist vender kroppen til højden.

Den laveste by starter i ca. 1600 meter, og så går det ellers op af, til lige under 5000 meter. De sidste ca. 1200 meter, tog vi fra Kyanjn Gompa, til et udsigtspunkt. Det var også et fedt udsigtspunkt! Vi kunne se det meste af en stor gletsjer, og spottede også en igangværende lavine! Desværre havde vi dog ramt lige netop en af de eneste dage, hvor det var en del overskyet, så det var ikke så meget vi så til sneklædte tinder den dag. Tilgengæld var det for vildt at komme ud af sengen næste morgen, til blå himmel, høj sol og imponerende sneklædte tinder, der omgiver hele landsbyen!

Når man først har indstillet sig på, at det ikke er vandring ligesom i Norge, med telt og det hele, så er det faktisk en virkelig fed måde at være ude på! Man føler stadig, at man er langt væk fra civilisationen, selvom man spiser på "restaurant" til alle måltider. Selvom det er nøjagtig det samme menukort der er i alle teahouses, så er det udemærket mad. Dog var det, især for Katrine, en stor udfordring at undvære kød i over en uge! Stort set alle teahouse-ejere i Langtang er nemlig buddhister, og dermed også vegetarer!

Langtang dalen var et af de steder i Nepal, der blev hårdest ramt af jordskælvet i 2015. Hele landsbyer blev udslettet af laviner og jordskred. Stort set alle beboere i dalen, har en eller flere familiemedlemmer der blev dræbt. Genopbygningen er stadig i gang, og det går meget langsomt! Nogle af de tungeste materialer bliver fløjet ud med helikopter, men de fleste ting skal, som alt andet, bæres op! Af samme grund bliver mad og drikke også gradvis dyrere jo længere væk man kommer!

På trods af vandrestave og langsomt tempo, tog det alligevel hårdt på Katrines knæ at gå ned af i 3-4 dage, og det var tiltrængt med en hviledag, inden vi tog bussen tilbage mod Kathmandu!

Vi bestemte os for spare penge og hoppe på den lokale bus. Det blev kaldt "dellux bussen" men der var ikke meget dellux over de 10 timers svedetur gennem de samme snørklede bjergveje som på turen op! Tilmed bliver der, uden pause, spillet højt traditionelt asiatisk musik, blandet med en solid bas fra en vestligt natklub! Og når man samtidig, det meste af vejen, er 3 personer på et to-mandssæde. Så på trods af gensynet med larm, støv og os, var det alligevel en lettelse at sætte sig i sofaen i lejligheden i Kathmandu!