Vi tillader os lige at ligge et ekstra blogindlæg ind, som tidsmæssigt overlapper det forrige, da vi samtidig med at vi arbejdet ved Dinadi, jo også har oplevet lidt af hvert i Kathmandu.

Selvom det er 3 år siden at Katrine var her, husker hun rigtig meget af byen, og har tilsyneladende gjort et stort indtryk på de mennesker hun var iblandt. Allerede den første hele dag vi var her, tog vi om eftermiddagen ud og mødes med en god bekendt som Katrine arbejde sammen med på sygehuset. Det var et hyggeligt gensyn på café, og vi gik sammen hen til hospitalet, hvor de havde arbejdet. Uden for stod en ambulance med 4 flade dæk. Det vidste sig da også, at hospitalet havde været lukket i 1 års tid, pga. politiske problemer. Det var i hvert fald hvad vagten sagde.
Han genkendte i øvrigt straks Katrine, fra da hun kom forbi hver morgen og hilste "Subha Bihani" (godmorgen). Sjovt at han stadig sidder der hver dag, og holder vagt for et hospital der har været lukket i et år! Det endte med at blive det rene reunion, da der pludselig kom en ældre mand og var henrykt over at se den sygeplejerske, der engang havde taget hans blodtryk! Katrine kunne også genkende dem begge, og blev overrasket og glad og gensynsglæden!

Katrine ville gerne tilbage til Lazimpat og vise hvor hun boede for 3 år siden. Så vi tog en taxa og hun genkendte området og gaden hvor vi skulle stå af. Sjovt at være tilbage, lignede meget sig selv. Familien, som havde været Katrines værts familie, bor der ikke længere. Tilgengæld kom ejeren af bygningen ud, og da han genkendte Katrine, ville glæden ingen ende tage! Vi endte med at blive til te, frokost og snak! Han blev mere og mere entusiastisk og sagde, at hvis vi eller nogle af vores venner nogensinde manglede et sted at bo i Kathmandu, stod hans dør åben! Og som han sagde:
"Vi har både wi-fi, varmt vand og tagterrasse!" Hvad mere kan man ønske sig!?

Noget som ikke lignede sig selv helt så meget, var Kathmandu Durbar Square. Et af de mest kendte og centrale steder i byen, fuld af templer og gudestatuer! Under jordskælvet i 2015, faldt mange af de gamle templer sammen, og er meget langsomt under opbygning. De religiøse begivenheder fortsætter dog som de altid har gjort, og vi fik en af de helt store begivenheder at se!

Vi tog nemlig derhen på en af de årlige festdage, hvor tusindvis af hinduer samles og tilbeder forskellige guder. Det var et virvar af mennesker, udklædning, råb og larm fra mange forskellige grupper af folk, der på engang slog på trommer, bækner og hvad der ellers kunne lave høje skærende lyde! Heldigvis havde vi fundet vej til toppen af en tempelruin, og kunne her overskue hele pladsen. Det var på en gang en interessant og skræmmende oplevelse. Fra de folk vi stod iblandt, fik vi fortalt lidt omkring de forskellige ting der foregik. Fx kom der af flere omgange tre dansene maskeklædte personer ind i folkemængden. De blev den dag tilbedt som guder, men kun den dag! Deres opgave var udelukkende at danse for folk denne ene dag om året, og så ellers vente et år igen. Den store finale kom da Kumarien kom. Det er en lille pige der er nøje udvalgt til at være en levende gudinde, og bliver tilbedt indtil hun får menstruation første gang, og er derefter uren.

Den store øjenåbner for os har nok været hvor meget religionen fylder over det hele.
Der er gudestatuer på alle gadehjørner, og religiøse klokker kan man høre hver morgen. På alle bakketopper er der templer eller "Stupa". Stupa er en kæmpe halvkugle, med et tårn på toppen hvor der er tegnet øjne, som ser alt. Verdens største ligger her i Kathmandu. Mange Hinduer og Buddhister kommer her for at bede. Reglen er man går med uret rundt. Skulle man gå den modsatte retning eller dreje en af de mangle bederuller den forkerte vej, sker der ikke noget dårligt med det samme, men langsomt vil det gå en dårligt siges det.

Noget helt andet er, at vi forresten har et ret irriterende "vækkeur" - en hane på naboens tag der galer fast hver morgen kl.5 også i weekenden. En udfordrende for sådan et B-menneske som Katrine er. På modsatte side har vi Zoologisk have som nabo med brøl fra tigerne og kan se næsehorn ud af vinduet fra spisepladsen. Eksotisk!Vi er også blevet advaret imod at have døre og vinduer åbne uden gitter, da en abe godt kunne komme forbi og nysgerrigt snubbe noget den kunne bruge.

Apropos aber, tog vi en dag til Swayambhunath også kaldet "Monkey Temple" af en god grund. Aberne er fredet/hellige og der er mange af dem. På vej til templet så vi en unge side oppe på kanten af en mur. Hvad vi ikke havde været opmærksom på, var at vi pludselig stod imellem moderen og ungen. Moderen (som gik Michael til knæene) følte os som en trussel og kom farende og skrigende, dasket til Michael der fik besked på holde afstand. Pulsen steg og det var en sjov, men også forskrækkende oplevelse. Godt den ikke bed!

Vi bliver også nødt til lige at introducere jer for Jenny fra Dinadi. 19-årig sej nepalesisk pige vi er blevet gode venner med og har hængt ud sammen med udenfor kontoret. Hun inviteret os med ud at klatre og hendes mor lavet fantastiske MO:MO (nepalesisk fastfood) til os.

Nå NU venter der os en forhåbentlig en god, hård og spændende trekkingtur i "Langtang" som I må høre om i næste blogindlæg.