Profile
Blog
Photos
Videos
Der er så mange ting at se i New Zealand, og det er svært at fravælge, men vi havde delt vores fire uger i to lige store dele, og nu var tiden kommet til sydøen. Vi havde besluttet, at vi alene ville se museet i Wellington, så vi ankom sent om eftermiddagen, tids nok til at se en gigant blæksprutte og skelettet af en blåhval på 20 meter. Der var også en afdeling i museet, som fortalte om jordens indre og hvorfor der opstår jordskælv, og det var spøjst at se en video (som en del af udstillingen) fra Tongariro, hvor vi lige netop havde besteget en vulkan. Det er selvfølgelig også en del af oplevelsen, at gå i et område med aktive vulkaner og møde skilte med information om, hvad man skal gøre, hvis en vulkan går i udbrud.
Vores sidste timer på nordøen tilbragte vi på en parkeringsplads ved havnen, hvorfra vi kørte den korte strækning til færgelejet. Vi havde fået fortalt, at turen fra nord til sydøen var meget smuk, men desværre regnede det denne dag, så der var dårlig sigte. Vejret klarede dog lidt op, da vi sejlede ind mod Picton, så vi fik set de smukke fjorde og landskaber.
- comments