Vi manglede blot et enkelt checkmark på vores liste over ting, som vi gerne ville se i New Zealand, og det var pingviner. Nikolaj havde fundet en død pingvin på stranden i Abel Tasman, men den talte ligesom ikke rigtigt med. Vi tog derfor på pingvin reservat på Otago halvøen ved Dunedin, dvs. på New Zealands sydlige østkyst. Reservatet gør hvad de kan, for at opretholde ”naturlige” levevilkår for pingvinerne, dvs. sikrer skovarealer til pingvinernes reder samt holder antallet af naturlige fjender nede. Desværre er det jo sådan, at mange af de dyr, som vi har set på vores tur, er truede - ikke mindst pga. os mennesker. Det samme gælder for de guløjede pingviner. Det var meget specielt at se pingvinerne, som i dette tilfælde var omkring et vandhul. Normalt forbinder man pingviner med Arktis, kulde og masser af Kejser Pingviner som står sammen i en stor klump for at holde varmen, men disse guldøjede pingviner, som vi fik lejlighed til at se på tæt hold, er specielle idet de er antisociale og derfor ikke ses sammen i store grupper. Ser en guldøjet pingvin en artsfælle, så bygger den ikke rede på det pågældende sted, hvilket har som konsekvens, at de kræver meget plads. Vores guide fortalte os, at vi var heldige. Normalt er de voksne pingviner ude at fange føde hele dagen til deres unger (ungerne bliver på land i flere måneder indtil de er fedet op og deres pels er skiftet til den vandtætte version), men et par voksne pingviner havde valgt at blive på land denne dag. Det sker med ugers mellemrum. En rigtig fin oplevelse at se de små pingviner.

Vi havde en smule travlt, for vi skulle til Christchurch og nå vores fly, men inden vi tog afsked med Dunedin, stoppede vi ved Allans Beach, hvor vi havde hørt, at man kunne være heldige at se søløver. Vi var ikke kommet mere end 10 meter hen ad stranden før vi spottede en mega stor søløve, som lå i sandet. På afstand lignede den en stor sten, men det var den bestemt ikke, og vi holdt os på sikker afstand, for vi vidste godt, at vi sandsynligvis ikke kunne løbe fra den, hvis det skulle komme til en konkurrence i 100 meter sprint. Igen var vi heldige, for op ad vandet kom endnu en (dog mindre) søløve, så vi satte os på behørig afstand og betragtede det smukke dyr vralte op i sandet til en velfortjent slapper.

Wauw, endnu nogle vilde naturoplevelser. Måske New Zealand bare er sådan, men vi synes, at vi har været ekstremt heldige at se så mange dyr i deres (mere eller mindre) naturlige omgivelser.