Profile
Blog
Photos
Videos
Tongariro National Park er om vinteren New Zealands foretrukne skisportsområde, men her i februar er der kun lidt sne på toppen af vulkanerne. Til gengæld tilbyder området et væld af forskellige trekkingture. Vi valgte at tage en stolelift op til den højeste af de tre vulkaner Ruapehu (2.800 meter), hvorfra vi kunne se de to andre vulkaner; den flotte kegleformede Ngauruhoe og den aktive Tongariro, som har været i udbrud 2 gange indenfor de sidste 20 dage.
Fra New Zealands højst beliggende cafe, gik vi opad vulkanen til det vi troede var toppen. Det viste sig, at vi kunne gå endnu videre, men også derfra hvor vi stod, var der den mest fantastiske udsigt. Det var med bævrende ben, at vi (læs Helle) kravlede ud til kanten for at se udover området, og der blev sagt ”hold fast med hænderne” et par gange til ungerne, men det var al uro i maven værd, for det var en fabelagtig udsigt. Turen ned gik meget hurtigere end op, og vi nåede en hurtig frokost på cafeen, inden vi måtte tage den sidste tur nedad med stoleliften.
Tilbage ved autocamperen besluttede jeg at trække i løbetøjet og løbe hjem til campingpladsen. Ærgerligt, at jeg ikke havde mit løbeur med, for jeg er overbevist om, at det er de hurtigste 6 km jeg nogensinde har løbet - det gik MEGET stejlt nedad bjerget. Michael og ungerne kom med opmuntrende tilråb fra autocamperen, og Nikolaj sluttede sig til mig ca. 2 km før campingpladsen. Dejligt med noget motion - jeg var øm 3 dage efter ;-)
- comments