Profile
Blog
Photos
Videos
Så var turen kommet til Rotorua, byen der syder, bobler og stinker af rådne æg pga den kraftige termiske aktivitet og som efter sigende skulle være stedet at opleve den berømte Maori Hangi. Vi lagde et stramt program, som inkluderede det hele.
Vi besøgte byens museum, som oprindeligt var en badeanstalt, hvor bl.a. de sårede fra 2. verdenskrig fik helende mineralske bade. Museet i dag er en blanding af badeanstaltens historie, Maori kultur, biograf med 4D gengivelse af et jordskælv samt en udstilling med Haute Coture kjoler lavet i alverdens materialer. Desuden er der den bedste udsigt fra toppen af museets tag, hvor vi kunne se hvordan byen Rotorua ligger placeret inde midt i et vulkankrater - vi kunne se vulkankanten hele vejen rundt. Fantastisk syn.
Vi var klar på noget aktion, og havde set en brochure for "Rotorua Canopy Tour". En 3 timers tur, hvor vi svingede os fra 500 år gamle Rimu træer, henover trætoppe og gennem skoven, for at lande på en platform i et andet træ, for så igen at være klar til næste tur. Godt spændt op i seler og karabinhager og med sikkerhedshjelm på - der blev ikke gået på kompromis med sikkerheden. Hele turen var på 1,2 km, hvor vi skiftevis svingede os i ziplines (den længste var 220 meter lang), passerede hængbroer spændt op mellem trætoppene og gik på skovstier og hørte guiderne fortælle om flora og fauna. Vi blev til sidst så fortrolige med linerne, at vi tog den sidste tur med hovedet nedad. Total fed tur, som I måske kan se af billeder og video J
Stadig oppe at køre over vores canopy tur, satte vi os i en bus på vej til Hangi aften hos Maori stammen "Mitai". Hangi er Maoriernes måde at tilberede mad på, hvor de graver maden ned i jorden, og lader de varme kilder gøre arbejdet. Det er et must-do i Rotorua, men også en anelse kommerciel (læs grisefest). Vi så Maori krigere ankomme opad floden i en krigs-kano. Vi hørte om Maori kulturen og så dem optræde med krigsdans og sange. Efterfølgende spiste vi Hangi middag, uhmm, lækker kylling og lam. Til slut gik vi en tur omkring Maori landsbyen. Det var nu blevet mørkt, og vi kunne se glow worms.
Det var tid til at forlade Rotorua og komme videre, men inden vi kørte ud af byen besøgte vi Te Puia, hvor vi så Pohutu gejseren. Pohutu er den største af gejserne i Rotorua området. Den går i udbrud ca. en gang i timen og kan blive op til 30 meter høj. Vi var på en guidet tur, hvor vi også fik lejlighed til at se 2 kiwi'er (i fangenskab), og da vi ankom til geiser-området fortalte guiden, at når Pohutu geiserens lillebror "Prince of Whales Feathers" begyndte at sprutte, så var det signal om at Pohutu indenfor 15-20 minutter ville gå i gang. Perfekt timing, da det gav os tid til at gå lidt omkring og finde et godt sted at se geiseren sprutte. Igen, en must-do i Rotorua, men også en fin oplevelse. Vi fik taget en masse billeder og lavet nogle små film-sekvenser.
- comments