Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu rejst rundt i 2 uger på nordøen og oplevet spektakulære landskaber, og det er svært at forestille sig, at sydøen (som mange siger) er endnu mere scenisk. Men vi må igen konstatere, at New Zealand bare bliver ved at overraske positivt.
Abel Tasman er en lille nationalpark i det nordligste af sydøen. Her kommer folk for at opleve den smukke natur og det rige dyreliv. Her er smukt og fredfyldt. Det affald du tager med ind i national parken, tager du også med ud igen. Vi valgte at køre lidt længere end de fleste, så vi kom på den nordvestlige side af nationalparken. Vores campingplads i Pohara lå få meter fra Golden Bay, hvorfra vi kunne tage på udflugt ind i nationalparken. Vi brugte dog et par dage på bare at slappe af og nyde stranden. Men så var vi også klar på en trekkingtur ind i nationalparken. Vi gik gennem enge, urskov, klipper og strande for til sidst at nå til den nordligste spids af Abel Tasman, hvor vi så kolonier af sæler. Vi var klatret ud på nogle klipper, og i bugten få meter under os, kunne vi betragte 10-12 sæler, herunder også baby-sæler. Fascinerende syn.
På vejen tilbage stoppede vi for en forfriskende dukkert. Vandet var klart og rent, men ret køligt. Men det gav os lidt ekstra energi til at gå det sidste stykke. Vi havde været på tur i 8 timer, og var sultne og trætte, da vi kom tilbage til campingpladsen. Vi kunne vælge mellem rester fra de sidste par dage og restauranten på den anden side af vejen. Valget var ikke svært, vi havde fortjent en god middag. Og nu hvor vi jo var i Marlborough vindistriktet, fik vi også smagt en version af Sauvignon Blanc. Gik trætte og veltilpasse i seng.
- comments