Profile
Blog
Photos
Videos
I sidste uge havde jeg alle mine eksamener. I min dramaklasse viste jeg et teaterstykke, i min journalistklasse viste jeg en præsentation af tre af mine bedste billeder og i min foto- og filmklasse tog jeg en skriftlig test. Jeg tror det hele gik godt, i hvert fald modtog jeg en e-mail fra alle mine lærere, at det på en eller anden måde er lykkedes mig at få højest karakter i alle mine klasser.
Torsdag aften var jeg til et award show på min skole, hvor studerende blev kåret for årets bedste foto, filmkritik, mediedesign, avisartikel og film indenfor forskellige kategorier. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor mange dygtige, kreative studerende der er på Santa Barbara City College. De var alle meget professionelle, og det var enormt inspirerende at se. Jeg blev rigtig stolt af de af mine venner, der fik en award. Efter award showet holdte jeg en afskedsfest i mit hus, da mange af mine venner rejser før jeg. Det var en god fest med mange søde mennesker, jeg kommer til at savne rigtig meget.
Fredag formiddag tog Kazumi og jeg til en by ved navn Summerland, der ligger lidt udenfor Santa Barbara. Nogen svenske bekendte holdte en heldags afskedsfest i deres gigantiske hus på stranden med grill og drinks fra kl. 1 om dagen til midnat - det lykkedes mig at holde mig dejligt fuld i alle disse timer. Vejret var varmt med en skyfri himmel og der var mange mennesker jeg kendte, bl.a. Suzanne og Hannah. Hen på aftenen fandt jeg ud af, at der var to danske piger med til festen! Jeg tror jeg sad og snakkede med den ene af pigerne i 6 timer, og det viste sig, at vi havde rigtig mange ting tilfælles. Hun har bl.a. også danset ballet og moderne dans, hun kender en masse mennesker der har gået på Oure, og jeg kender en masse af de mennesker, hun har gået på Ordrup gymnasium med. Sikke lille Danmark dog er.
Det er ligesom om, at nu hvor jeg skal til Danmark om så kort tid, kommer Danmark mig i forkøbet her i Santa Barbara. Dagen efter jeg havde mødt de to danske piger, var jeg på det lokale vaskeri, hvor det vrimler med mexicanere. Ligesom i alle andre offentlige bygninger her i USA er der op til flere fjernsyn, så man altid kan følge med i sportsresultaterne m.m. Denne dag sad der 20 mexicanere foran et af fjernsynene og råbte og skreg pga. en fodboldkamp. Jeg blev nysgerrig og spurgte dem, hvem der spillede, og de svarede: "Copenhagen and Barcelona!" Jeg kunne ikke lade være med at smile.
I går var Kazumi og jeg hjemme ved en af hendes mexicansk/amerikanske venner. Han bor i et eksotisk, smukt hus i Santa Barbara midt i en palmeplantage lige ned til havet. Planen var at vi skulle lave en lækker Japansk middag, og det viste sig, at han var en ligeså god kok som Kazumi. Han lavede de bedste cocktails og sushi og Kazumi lavede den bedste Misosoup med kylling og æg. Vi brugte mange timer på at kokkerere, og det var enormt hyggeligt. Efter middagen gik vi ned til stranden - sikke en smuk, mild aften det var. GOD, jeg kommer til at savne Santa Barbara!
- comments
mor Hej lille nutte Heldigvis forlader du Santa Barbara for denne gang med fyldt hjerte. Meningen med livet er at leve. Kys fra mor