Profile
Blog
Photos
Videos
Lige nu ligger jeg ude i min have og soler mig. Det er skønt at mærke varmen og dufte appelsin- og grapefrugttræerne. Jeg tænker på alle de ting, jeg allerede har oplevet ..
I fredags var jeg på skolen, for at blive vejledet i hvilke fag jeg skal vælge. Der er en million fag at vælge imellem - alt lige fra international politik til surfing og snowboard. Det gode ved Santa Barbaras beliggenhed er, at stedet er tæt på det hele. Tæt på en af verdens bedste strande til surfing, tæt på bjergene hvor man kan stå på ski eller snowboard. Tæt på LA og tæt på den vilde natur.
Jeg endte med at vælge journalistik, amerikansk politik, global science, drama og physical education, der egentlig bare giver adgang til skolens fitnesscenter. Men jeg er stadig i tvivl, så det kan godt være at jeg laver nogle af fagene om. Uanset hvad skal jeg kun gå i skole tre timer om dagen fra mandag til torsdag, så det er ikke ret meget. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, både mht. til fagene og det sociale liv på skolen.
Shannan og jeg droppede at tage til Las Vegas i denne weekend, da det ville blive lidt for stressende. I stedet kørte vi til Valencia, som er en by lidt uden for LA. Vi besøgte både Shannans mor og hendes ekskærestes familie. Shannan har et tættere forhold til ekskærestens familie end sin egen, så vi var der det meste af tiden. De boede i et kæmpe hus med pool og jacuzzi, hvor vi tilbragte det meste af tiden. Hans mor var et af de sødeste og mest omsorgsfulde mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun servicerede os hele tiden med lækker mad og varme ord. For første gang mærkede jeg hjemlængslen en lille smule, for hun mindede mig så meget om min egen mor. Hun sagde, at jeg altid er velkommen til at komme til hende, hvis jeg får brug for en voksen støtte.
Dog havde hun også nogle regler, som jeg synes var mærkelige, men som åbenbart er normale her. Fx kunne hun ikke lide, at Shannan, Dylan (ekskæresten) og jeg lå i Dylan's seng og så film med lukket dør. Og Dylan er endda flyttet hjemmefra ..
I Valencia oplevede jeg en helt anden stemning end der er i Santa Barbara. Valencia er en bjergby med skoler lavet af beton og orange, golde klipper stikkende op overalt. Mange børn og unge underholder sig ved at mountainbike ned langs skråninger og flyve ud over klippeafsatser. Det ser sindssygt farligt ud, og det er ikke noget, jeg har tænkt mig at vove mig ud i. Søndag aften kørte Shannan, Dylan og jeg ud i bjergene til et sted kaldet Vasquez for at se solnedgangen der fra. Vi kørte igennem et landskab, der virkelig emmer af det vilde vesten med amerikanske gårde ligesom på film og små byer, der kun bestod af en gade, med barer og mænd med cowboyhat. Vasquez var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Dylan fortalte, at det er en miniatureudgave af Grand Canyon. Når man er der, er det ikke svært at forestille sig, hvordan indianerne levede, og derfor er der også blevet optaget mange indianer- cowboyfilm der.
Desværre havde Dylan sagt til Shannan og jeg, at vi ikke kunne nå at klatre på klipperne, fordi det var ved at blive mørkt. Derfor havde Shannan og jeg taget meget upraktiske sko på (jeg havde kilehæle på), og selvfølgelig ville Dylan alligevel have, at vi skulle klatre op på en klippespids, for at få det bedste view udover landskabet i solnedgang. Så Shannan og jeg klatrede i kilehæle og upraktiske sandaler, men vi klarede den og grinede meget af det bagefter.
Det var spændende at opleve det vilde vesten, men jeg er nu glad for at bo i Santa Barbara. Her er kønnere og mere sikkert - folk render ikke rundt med våben på sig.
- comments
Vivi Hej Julie! Dejligt at høre at du har det godt! Det lyder jo helt fantastisk hvad du beskriver! det er næsten som at se en film!! Her er det koldt og sjappet og mørkt! - men vi har da skiferien i Livigno med alle de unge at se frem til :-) Knus fra Vivi
mor og far Hej Julie Hvor er det bare dejligt at læse om dine oplevelser. Du beskriver så godt, så vi føler ,vi er er. Nyd det fortsat. Kys fra mor og far