Denne uge har været meget mærkelig. Vejret har været fantastisk varmt og dejligt, men det er som om, at stemningen har været lidt trykket, specielt efter Tsunamien.

Ugen startede ud med, at min cykel gik i stykker, og jeg ved ikke hvordan. I løbet af natten mellem mandag og tirsdag har den på en eller anden måde besluttet sig for at brase sammen. Jeg gider ikke købe en ny brugt cykel i frygt for, at den også bare braser sammen, og jeg har ikke råd til at købe en ny. Så det bliver bussen fremover, hvilket jeg er blevet enig med mig selv om egentlig også er mere sikkert. Når solen skinner er det svært at lade en ødelagt cykel slå sig ud, og faktisk endte hele situationen med at vende til at være meget positiv. Folk er så hjælpsomme, i samme øjeblik jeg opdagede, at min cykel var i stykker, kom to mexicaner-mekanikere hen til mig og prøvede at reparere den. De kunne desværre ikke løse problemet, så efter skole tog jeg hen til en cykelsmed på State Street, som desværre heller ikke kunne reparere den. Jeg må have set meget fortvivlet ud, for en hjemløs mand, der sad og solgte håndlavede armbånd, gav mig et af sine armbånd af medlidenhed. Det var simpelthen så sødt. Måske havde han hørt fra Blue Eyed Devil, at jeg giver en Mac Donalds burger, hvis man er heldig.

Torsdag aften kom Kazumi ind på mit værelse og fortalte at der havde været stort jordskælv i hendes hjemland. Vi tænkte ikke videre over det, og vi begge lagde os til at sove. Et par timer inde i min søvn bliver jeg vækket af en opringning fra min mor, der med rystende stemme fortæller, at jordskælvet har medført en tsunami, der muligvis også rammer Californien. Både Ferdinand, min far og mor ringede flere gange i løbet af natten og sagde, at jeg skulle tage situationen seriøst, ringe til politiet og høre hvordan situation står til og overveje at søge op i bjergene. Jeg blev hunderæd! Jeg diskuterede med pigerne i huset i flere timer, hvorvidt vi skulle køre ind i landet eller ej. Shannan, hendes søster som var på besøg og Laura synes alle, at jeg var dybt godnat at høre på. De fortalte, at der ofte var den slags advarsler, men at det aldrig blev til noget alvorligt. Det gjorde mig ikke ligefrem mere beroligende, at Shannan sagde, at der ikke var noget at gøre hvis den endelig kom. Så det endte med, at jeg lagde mig tilbage i min seng, men jeg kunne ikke sove mere den nat. Jeg lå og tænkte på, hvilke af mine ting der var vigtigst at tage med mig, hvis vandet kom strømmende. Men vandet kom heldigvis aldrig.

Fredag kl. 10 gik jeg mod skolen, for at arbejde på en video til vores online-newspaper. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor forandret stemningen var på gaden. Der var mange mennesker, men ingen snakkede sammen som de ellers plejer at gøre i stor stil her i 'Little Mexico'. Jeg blev stoppet mange gange af folk der advarede mig om, at Californiens undergang snart kommer, at ulykken vil ske her næste gang og at vi alle skal huske at bede. Det er generelt den stemning her stadigvæk er blandt halvdelen af beboerne. Den anden halvdel tror ikke på dommedag og var bare lykkelige for de gode surferbølger der kom fredag. Jeg kunne godt se, at bølgerne var anderledes, end de plejer - helt vindstille hav men alligevel med en pludselig relativ stor bølge ind i mellem.

Jeg er overrasket over, hvor mange der tror at jordens, eller i hvert fald Californiens, undergang er lige om hjørnet. Deres frygt skyldes en blanding af profetien om jordens undergang i år 2012 og en japansk videnskabsmand, der i 1950'erne spåede, at Californien vil bukke under for naturens kræfter engang i fremtiden - folk spurgte ham: "Hvornår?", og han svarede: "Hold øje med Japan". Desuden ved man rent videnskabeligt, at der på et eller andet tidspunkt også vil ske en tsunami her, da det er et område med mange jordskælv. Selvfølgelig påvirker al denne skræmme-snak mig, og jeg kan mærke, at jeg er en smule urolig. Samtidig er jeg også meget jordnær og tænker, hvis det sker, så sker det. Desuden er jeg jo også godt klar over, at amerikanere er enormt gode til at skabe en meget dramatisk stemning uden årsag på ingen tid. Tror mere at det var min far og Ferdinands urolige stemmer, der skræmte mig. De er jo mine beskyttere. Hvis de siger: "LØB", så løber jeg!

Selvom jeg ikke havde sovet meget natten mellem fredag og lørdag tog Hannah, Suzanne og jeg til en fest i nabobyen, Sommerland. Jeg følte, at jeg havde brug for at lave noget sjovt og tænke på noget andet. Hjemme sidder Kazumi stadigvæk fra morgen til aften foran fjernsynet og beder for hendes land. Det er svært at sætte sig ind i, hvordan hun må have det, selvom hendes familie og venner heldigvis ikke bor, hvor ulykken har ramt hårdest. Det var en rigtig sjov fest, også selvom jeg faktisk holdte mig ædru og havde en lidt surrealistisk følelse over at jeg havde det så godt, når så mange mennesker led nød i selv samme øjeblik. Til festen var der stort set kun svenskere, og huset vi festede i var virkelig lækkert lige ned til vandet.

I går (lørdag) og i dag har jeg bare slappet af og, tro det eller ej, faktisk hygget mig med at læse op til terminsprøver, der venter mig hele næste uge. Jeg har også lavet en hel del yoga og snakket med min yogalærer om eventuelle ikke-spirituelle yogauddannelser i Indien, hvilket er en af mine største drømme at deltage i en dag. Han er rigtig god til at vejlede mig, da han er enormt passioneret og ikke så sindssyg og spirituel som nogen af mine tidligere yogalærer. Dog er han MEGET amerikansk - taler altid meget storslået, som om han er en præsident på en talerstol.

I denne uge er det virkelig gået op for mig, hvor fredelig Danmark er. Vi har ingen farlige dyr og vi er ikke truet af naturens kræfter. Det er måske også derfor, vi danskere er så rolige og glade af sind. Når jeg siger, at jeg er fra Danmark, får jeg altid samme kommentar: "Danish people are the happiest people in the world". Det er det ry vi har, og det skal vi være stolte af. Jeg er stadig lykkelig, men føler dog at amerikanernes dramatiske sind har påvirket mig ret meget, på en sådan måde at jeg også selv er blevet mere dramatisk i min talemåde. Håber at jeg kan finde tilbage til den rolige, fredsfyldte måde at kommunikere sammen på, når jeg vender tilbage til det kære lille Danmark.