En lille ny update fra fantastiske Tasmanien

Sidste weekend (1-4/3) havde vi planlagt at tage til Hobart i forbindelse med at vi var inviteret til overrækkelsen af Kronprinsesse Mary-legatet om mandag. Vi havde besluttede os at gøre det til en weekendtur, da det tager ca. 2-2,5 time at komme derned fra Launceston.

Jeg havde så mange sommerfugle i maven inden vi tog afsted og det kunne kun gå for langsomt med at blive fredag eftermiddag. Inden vi skulle afsted havde jeg dog lige en time til powershopping, hvor jeg skulle finde mig en fin kjole til ceremonien. Med Victorias hjælp fik jeg i sidste øjeblik fundet mig en fin kjole og den blev bestemt ikke grimmere af at det var sat ned til halv pris . Max (den svenske medicinstuderende) ville rigtig gerne joine os på turen og det passede os perfekt fordi så kunne vi køre derned i hans bil. Max, Simon og jeg hentede Katrine og så satte vi ellers kursen mod Hobart. Katrine havde bagsædebajere med til os der ikke skulle køre, så vi kunne ellers bare nyde den smukke køretur det er til Hobart.

Da vi kom frem fredag aften, fandt vi hurtigt vores Hostel (The pickled frog - den fulde frø) som var en fuldstænding grøn bygning, så den var ikke så svær at overse! Vi havde booket os ind på en 12-sengs sovesal, på bedste backpacker manér. Receptionisterne var rigtig søde og der var en rigtig fed stemning på stedet, med masser af omrejsende unge. Vi smed hurtigt vores ting og så var det ellers tid til at se aftenen by night, så efter vi mødtes med Shelby (en canadisk pige, Katrine bor sammen med) tog vi ud i nattelivet. Det var en rigtig festlig aften og vi fik besøgt nogle af deres fede barer.

Lørdag formiddag havde vi sat vækkeuret tidligt, ikke til alles begejstring, for at komme ned og se det berømte market, Salamanca Marked, ved Hobarts havnefront. Det var lidt af hvert på det marked og især lokale, lækre madvarer, så vi fik smagt lidt af de mange specialiteter de har hernede. Efter markedet tog vi en tiltrængt tømmermandsmenu, fish and chips, og så havde vi ny energi til at komme ud og se det anerkendte museum, MONA (Museum Of New and Old Art). Man kunne booke sig ind på en færgetur derud, så det benyttede vi os selvfølgelig af. Det var en halv times bådtur, hvor vi bl.a. fik set en Mols-færge! Rimelig sært at være på den anden side af jorden og støde på en danske færge . Museet var en spændende kombination af meget forskelligt og mere eller mindre provokerende kunst, dog ikke noget der kunne støde mig, da jeg har set ret meget sær kunst i Danmark hehe.. Vi brugte nogle timer på museet og nød lidt afslapning udenfor, hvor der var et hyggeligt marked, inden vi blev hentet af en bus som kørte os tilbage til Hobart havn. Derefter var planen at tage til Mount Wellington, et bjerg (ca. 1200m over vandoverfladen) hvor man får den mest fantastiske udsigt ud over Hobart. Vejret tilsmilte os igen og det var næsten skyfrit på toppen, så man kunne få nogle gode snapshots. Vi sluttede dagen af med Wallaby-burger på en hyggelig restaurant og endnu en tur på Hobarts mange barer/diskoteker.

Søndag havde vi ikke rigtig lavet nogle planer, så vi startede ud med at besøge et andet lille marked tæt på vores hostel. Vi besluttede dog ret hurtigt at der skulle ske lidt mere, så vi satte kursen mod Port Arthur. Det er gammel fængsel der ligger på Gulaghalvøen, hvor mange af datidens farligste fangere kunne bruge de sidste af deres dage. Stedet blev udvalgt netop pga. dets placering, en fjerntliggende halvø med kun et 100 m bredt vagtområde, alternativet hvis man skulle stikke af var at svømme ud i det iskolde hav, så det gætter jeg ikke på at så mange fangere begav sig ud i. På turen derned kørte vi igennem store områder der har været hårdt ramt af skovbrandene, dvs. der var nedbrændte huse og store nedbrændte skovområder. Det var noget trist at se, men vi fik dog af vide at tasmanerne har været gode til at hjælpe hinanden gennem de massive skovbrande. Da vi kom til Port Arthur, meldte Katrine sig til at være turleder, det blev en rundvisning med mange røverhistorier, men jeg tror til gengæld at den var noget mere festlig end den officielle rundvisning. Derefter tog vi på en fin færgerundfart rundt i havneområdet ved Port Arthur og her kunne man virkelig nyde den smukke, smukke natur området er omgivet af, bl.a. med udsigt ud til havet der leder direkte til Sydpolen, så man da at man er på den anden side af jordkloden. Da vi kom hjem først på aftenen, tog Katrine og jeg med et bar lokale bogans (det tasmanske slang for bonderøve, som vi fik brugt flittigt den weekend hehe..) ud til en lille strand et stykke væk fra Hobart. Mørket faldt hurtigt på men i skumringen kunne vi se pingviner komme op af vandet. Jeg sad helt stille og kunne ikke lade være med at smile over dette, sikke en fedt minde at tage med herfra!

Mandag var det så blevet tid til vores ceremoni på universitet. Inden da havde vi lige tid til lidt shopping. Det var dog Simon der fik sit dankort til at gløde, da de havde udsalg på herretøj. Så kunne jeg stå der med min ene pose, men han knap nok kunne slæbe sin nye garderobe med hjem . Derefter tog vi vores stiveste puds på, i vel og mærket +25 grader, og tog ud til Universitet i Hobart. Her blev vi modtaget af Wayne, administratoren for legatet, og han fortalte os lidt om ceremonien og vi fandt hurtigt ud af vi var midtpunktet denne dag, da der stod 3 stole linet op foran alle de andre deltagende. Vi fik også af vide at vi skulle holde en lille takketale, hvilket var lidt nervepirrende, da vi ikke ligefrem havde brugt weekenden på at skrive takketaler. Ceremonien startede med nogle taler, bl.a. fra vicekonsulen fra det tasmanske konsulat, hvor hun læste begrundelserne op for at vi var blevet udvalgt som modtagere af legatet. Derefter overrakte Kronprinsesse Marys søster, Jane Alison Shephens, os legatet og så holdte vi vores små takketaler, som vi faktisk slap ret godt fra . Pressen var også mødt op, bl.a. fordi Kronprinsesse Marys søster deltog og så stillede vi ellers gladelig op til fotografering, med den meget sympatiske og jordbundne Jane. Vi blev budt på en let middag og lækker vin fra Frankring, nærmere bestemt fra Prins Henriks vinmarker i Chauteaux de Cayx, vi var så heldige også at få to flasker vin med hjem i gave, som er lavet på den samme drue som er brugt til Frederik og Marys bryllup, rimelig blæret hehe.. Ellers fik vi minglet til den helt store guldmedalje med mange af de andre deltagende, der havde en relation til Danmark, selvom de boede på Tasmanien og det var meget interessant at snakke med så mange forskellige mennesker. Vi nød alle ceremonien i fulde drag og det var helt mærkeligt at være sådan i fokus, men helt sikkert en dag jeg aldrig vil glemme og vi var helt høje ovenpå det! På hjemturen tog vi noget af strækningen på østkysten, det var så smuk en tur og vi var også lige forbi den strand der er et postkort værdigt. Det var en perfekt afslutning på en intet mindre end fremragende weekend, som overgik alle mine forventinger mange gange!

Tirsdag var det tilbage på hospitalet igen, hvor vi lige pludselig blev genkendt af personale og patienter fordi vi havde været i to lokale aviser hernede, så jeg fik ellers travlt med at komme ud og få købt de aviser, da det ikke er hver dag man oplever det.

Jeg kunne fortælle meget mere hernede fra fantastiske Tasmanien, men jeg må hellere gemme lidt til næste blog . Tænker på jer alle derhjemme!