Profile
Blog
Photos
Videos
Trafikken i Hanoi gør et stort indtryk på en - rigtig mange biler blander sig med utroligt mange motorcykler, scootere og en del cykler til en glidende strøm af færdsel, der fletter og fletter, og forbavsende gnidningsfrit.
Dagen har været uden direkte sol det meste af tiden, men alligevel blev det en ganske varm dag og med mange oplevelser. Efter morgenmaden på hotellet blev vi hentet af Khoa, som stillede med bil og chauffør, som skal følge os på vores rejse rundt i Nordvietnam. I dag skulle vi først se et nyere kvarter i byen, som også var bygget, da jeg var her i 2008. Man fornemmede dengang ikke rigitgt, at det var beboet, men nu holdt bilerne i indkørslerne - eller inde bar lås og slå, der var skoler med mange børn lige der, hvor vi stod ud for at kigge, men Khoa fortalte os, at det var meget dyrt at købe hus der - naturligvis.
Derefter kørte vi ud af byen til et gammelt tempel, som ligger i en af forstæderne - et sted, som henning besøger hvert år. Vi kom igennem adskillige travle byer, og så masser af rismarker, hvor risen stod flot og soppede i vand, mens en enkelt måske gik ude i marken og så efter, om alt var, som det skulle være. Alle deres små boder ved de enkelte huse, var også i gang.
Tilbage i centrum var vi på det etnografiske museum, hvor vi kunne se hustyper fra mange etniske mindretal i Vietnam udenfor og masser af eksempler på tøjdragter, redskaber, ceremonier og ritualer inde i museet.
Vi spiste frokost på en restaurant, der drives af ansatte, som er unge fra vanskelige kår, der har fået denne chance for en god uddannelse. De er utroligt opmærksomme og søde, når de betjener os, og stedet var fyldt med turister, som havde hørt om projektet, så vi var helt oppe på tredje etage i restauranten, hvor vi havde bestilt bord, og der var fuldt hus på alle etager.
Efter frokosten gik vi hen på kunstmuseet, som vi fik god tid til at se på og syntes godt om, og dereter blev vi kørt hjem.
Der var mere af dagen tilbage, så Birgit og jeg gik ned for at se på den smukke sø, der ligger midt i byen Hoan Kiem Lake. og vi mødte også Gunver og Tom dernede.
Kl. 20 mødtes vi igen og gil hen på en af Hennings yndlingsrestauranter i området - Little Hanoi - for at spise til aften. Det er en meget populær restaurant, men Henning havde bestilt bord til os, og en af hans mange bekendte kom for at spise sammen med os. Hun hedder Oanh, arbejder i rejsebranchen, var meget sød at snakke med, men tog tidligt af sted, da hun skulle på arbejde tidligt i morgen.
Fin første dag i Hanoi!
- comments