Profile
Blog
Photos
Videos
Opdatering fra Truckstop i Picún Leufù. (godt med et spejl på cyklen)
Skriver lige lidt medens jeg venter på morgenmaden. Sprang på en bus i Chilechito og er kørt 2000 km sydpå til Neuquen, og jeg har ikke fortrudt det, at køre gennem Patagonien er på en måde en utrolig oplevelse, intet ændrer sig, man kan sove i 5 timer og vågner op og intet er forandret, et stort set fladt landskab, uden træer kun sparsomt bevokset med buske, der kan holde til den evige og konstante vind. Og bedst som man drøner derud af er der en der siger han skal af her, hvordan han kan se det er mig en gåde, men der er små fårefarme her og der man kan skimte fra bussen. At bo her i blæsten og støvet er noget af det værste jeg kan forestille mig. Forstår godt Clausen opgav livet på pampassen som han fortæller i "Den store badedag". Der er en passage i en af Bruce Chatwins bøger om Patagonien, hvor han fortæller om en af efterkommerne af de Walisere der bosatte sig her, da Bruce besøger ham spørger bonden hvor mange mennesker han kender, han bliver forundret over spørgsmålet og svarer nogle tusinde vel. Hvorefter bonden fortæller at han kender 17. Han rejser ind til en lille landhandel 2 gange om året efter proviant og det er så det, men pointen er at han er et af de mest oplyste mennesker Chatwin har mødt, for han sidder alle aftner og lytter til BBC World News på sin kortbølgeradio. Skønt Patagonien udgør 60% af Chiles og Argentinas areal bor kun 5% af landenes befolkning her.
Jeg havde åbenbart glemt det med vinden, for jeg skal cykle 350 km i modvind før jeg kommer i læ af Andesbjergene, og nå frem til de søer jeg har glædet mig til. Grunden er at jeg VIL til El Chocon et af verdens hot spots hvis man er Dinosaurus fan, og på det område har jeg en barnlig begejstring for disse kæmper og netop i Chocon har man fundet 2 af verdens største dinosaurer. Så sent som i 1993 finder Dr. Ruben Carolinii verdens største Rov-dinosaurus her i Chocon, der slår Tyrannusaurus Rex af banen, den enorme Gigantosaurus Carolinii, og ligeledes her finder man den største planteædende Dinosaur den 90 tons tunge og 40 meter lange Argentinosourus Huinculensis, 4 km fra byen kan man på en søbred bogstaveligt talt gå i Dinosaurernes fodspor, her er tydlige aftryk af en flok der har gået på ikke størknet lave og således afsat deres fodspor for 110 millioner år siden, det er til at blive helt høj af at tænke på, hvilke "fodspor" mon vi efterlader til dem der kommer 100 millioner år efter os? Heldigvis møder jeg to andre Dino freaks Katy og Andy fra England. Så kan vi over noget Vin og Whisky i løbet af natten få sat dinosaurerne på plads, vi manglede sådan set bare dig Svend til det med jure, kridt, pangæa etc. og jeg er lige ved at tro at det her ville kunne få dig op at flyve.
Jeg kom hertil Picún Leufù i aftes efter at have kørt sølle 70 km på en hel dag, jeg har kørt på den lille klinge hele dagen, ikke på noget tidspunkt været over 10 km i timen, her blæser der virkelig en vind fra det gamle testamente streng, ubønhørlig, og hård. Fuldstændig mørbanket og halvdøv af vinden tumler jeg ind på cafeteriet og får noget truckermad og lov til at slå teltet op på deres resteplads. En af chaufførerne har lige tilbudt mig et lift som jeg har takket nej til, håber han er væk når jeg kommer ud i vinden for så fortryder jeg garanteret. Nå må ud i modvinden mangler kun 200 km. VAMOS.
- comments