Vandfald og kultursammenstød.

Har li som tabt noget af momentet her på det sidste, helt vildt hårdt med alle disse stigninger, nu er det 400 km uden at noget går ligeud, bare op og ned konstant, det er som 400 km. intervaltræning, men nu står der Iguazu 25 km. Det er mit første større delmål. Nå må hellere lige tanke op før de sidste 25 km, og lige her er mit yndlings cafeterier et halvtag med palmeblade et par primitive bænke og en overskåret olietønde hvor de griller bøffer til verdens bedste sandwich med iskold limonade til sådan. Så lidt smalltalk med grilltøndeejeren og åh nej nu igen hvad laver du i Danmark? Det er ikke let at forklare i en verden hvor man holder stat og myndigheder, på så lang afstand af sit liv som muligt. Men konversationen blev nogenlunde som følgende. Jeg prøver at finde jobs til arbejdsløse (jeg er virksomhedskonsulent, men hvad hedder dét lige på spansk) skal man ikke selv finde job i Danmark? Jo men det er der nogle der har svært ved. Det havde min bror og jeg også, så savede vi tønden over og åbnede en grill, det går fint, masser af kunder! Det må man ikke i Danmark. Så man skal bare dø af sult? Nej man får penge af staten! For ikke at lave noget? ja, sådan set ! Så behøver du jo ikke finde job til dem ! Jo for de skal arbejde for at få penge af staten! No entiende ! Nej det gør jeg heller ikke altid. Så let slipper jeg ikke, de er nysgerrige efter at vide hvad der sker i den store verden. Hvad gør du så ? jeg beskriver på en masse papir, hvorfor de ikke kan få de jobs, der ikke findes, ENTIENDE ! nej det gør de ikke. Hvorfor beskriver de ikke sig selv ? Vi mener ikke de har forstand på deres eget liv , så det har vi nogle andre konsulenter, der er uddannede til, det er dem jeg sender mine papirer videre til ! Og så får de et arbejde?? Nej men de andre skriver endnu flere papirer på klienten ! Og de har ikke fået et arbejde? Nej men det har vi. Var det ikke lettere at lade dem save en tønde over ? Jo men det vil de ikke få et job af, man må ikke stå i vejsiden og sælge mad i Danmark. Hvorfor ikke, det er tæt på det dummeste de har hørt. Necesita mas papeles! Los Vejdirektorat, lokalplan, hygiejnebevis, næringsbrev, cvr nr. P. nummer. momsregistrering, kassekredit etc. No es simple, nej det er ikke simpelt i Dinamarca. Men vi har til gengæld ligeså mange socialrådgivere og jobkonsulenter som i har olietønder i vejkanten. Det er sådan det er i Europa, forklarer jeg. 20 % af befolkningen producerer det nødvendige, resten lever af at klippe hinanden. Forestil jer at I har 30 olietønder i en ring, og så køber i alle sammen ved naboen. Og fordi alle er bange for at blive snydt, forlanger man mere og mere, det er derfor at Gringoerne i USA og Europa er blevet for tykke, det er det man kalder vækst! Når vi er blevet for tykke starter det hele forfra igen med : Diætist, psykolog, læge, vægtkonsulenter, nupo pulver og mas papeles . Muy simple, de stirrer måbende på mig, forstår de virkelig ikke det ??? og så er vi ved at dø af grin, helt forkert er det vel heller ikke, stolt over at have holdt min første forelæsning i nationaløkonomi, på spansk oven i købet, kører jeg videre mod Iguazu. Næste gang nogen spørger er jag Taxi chauffør beslutter jeg.

14 km fra Iguazu faldene finder jeg en dejlig campingplads med 3 swimmingpools god restaurant mm lige hvad jeg trænger til , så er det lidt tid til at få vasket tøj og studeret Paraguay kortet lidt nøjere. Jeg er ikke helt tilfreds med de beskrivelser af landet jeg er stødt på, så tvivlen gnaver lidt især turen over Chaco lyder interessant " No privat expeditition should enter the Chaco without plentiful supplies of water, food and fuel. No one should venture onto the dirt roads alone etc. advarer South American Handbook , vel at mærke møntet på folk I bil. Chaco er et 24 millioner hektar stort område med kun en vej igennem, det er rædsomt varmt , virkelig en af verdens sidste ødemarker. Jeg har ikke tænkt mig at løbe nogle unødige risikoer så jeg kører til Conception og hører hvad de lokale har at sige, før jeg kører videre, beslutter jeg. Nå men nu er det Iguazu faldene det gælder, måske det smukkeste sted på jorden, imponerende er de i alt fald (fik i den hø hø ) Poor Niagara som Elenor Roosvelt udbrød da hun så dem første gang. Iguazu er 5 gange størrer. Og de er totalt overvældende, brølet fra vandmasserne, og de enorme skyer af vand der skaber regnbuer overalt, og junglen byder på et hav af orkidéer, begoniaer, palmer, flokke af tukaner og papegøjer og en myriade af sommerfugle, her er registreret mere end 500 forskellige arter. Det er alle 1800 km værd og jeg er HØJ da jeg efter en hel dag cykler tilbage til campingpladsen. Næste dag ruller en dansk/argentinsk familie ind på pladsen og vi får en hyggesnak om løst og fast og rejser , Jakob er medlem af de berejstes klub (hvor jeg også har holdt foredrag) så snakken går, men jeg skal lige ned og hæve lidt penge i banken og der møder jeg to danske piger fra Aalborg på deres livs Sydamerikatrip og mere rejsesnak. Sjovt at møde 3 danskere samme dag. Jeg besøger et åbent Guarani museum/værksted på vej til Paraguay og får lidt indsigt i deres håndværksmæssige kunnen, og er imponeret over de ting de fremstiller, især de møbler de laver Så er det Paraguay, det er lettere sagt end gjort, man skal ind I Brasilien for at komme til Paraguay, så først ud af Argentina ind i Brasilien hvor jeg cykler 10 km ,så ud af Brasilien og ind i Paraguay. Ciudad del Este som byen hedder er et enormt taxfree område så der er elektronikforretninger, tøj og skobutikker og alt hvad hjertet kan begære i helt utrolige mængder. Pas på masser af tingene er kopivarer. Skulle man blive fristet til at købe en bil her er den helt sikkert stjålet i Bolivia eller Brasilien, det er Sydamerikas største marked for stjålne biler. Jeg kører lidt væk fra mylderet og finder et hotel, jeg må lige ordne et par ting og forberede mig på turen gennem Paraguay, så jeg bruger formiddagen på at shoppe lidt, jeg køber et par Okley solbriller,( i danmark fås de ikke for under 1000 kr) et par almindlige briller, en landsholdstrøje fra Paraguay, bliver klippet og køber en sandwich og en kop kaffe og har stadig ikke brugt 200 kr. Var tæt på at købe et Rolex men han ville ha 40 $ for det, måske ikke helt vildt da det garanteret var 24 karat guld.

Ellers er det et beskidt og utiltalende sted at opholde sig, større kontrast til vandfaldene kan man næsten ikke forestille sig, så jeg glæder mig til at komme på cyklen og ud af byen igen.