Vietnams svar på Copacabana og russernes ferieparadis, er akkurat hvad Nha Trang er. Det er så klart ikke Brasilien eller samme standard, men den lange kystlinje fyldt med hoteller og liv på stranden, er hvad jeg bedst kan sammenligne det med. De mange russere har nærmest invaderet byen, så hver tredje man møder er af russisk herkomst, og alt hvad man kan læse sig til, er også blevet skrevet på russisk. Nok er vi mange danskere på Mallorca, men den direkte og billige flyrute fra Rusland til Nha Trang, er i sandhed en rute de benytter sig af, så deres besættelse af byen kan vi danskere ikke hamle op med i det spanske.

Som skrevet i det forrige indlæg, kørte vi med en fornem bus fra Ho Chi Minh hele vejen hertil, hvilket betød, at vi kunne slappe godt og grundigt af hele vejen. Sove kunne vi også, men altså, uanset hvor komfortabel en bus nu engang er, så får man sig bestemt ikke nogen god nattesøvn, og da slet ikke på de vietnamesiske veje.
Derfor gjaldt det hurtigst muligt om at finde en taxachauffør, som kunne køre os ud til et nærliggende hotel. Taxamanden lykkedes det at finde i første huk, dog ikke et hotel, da det vi havde kigget på hjemmefra, lå alt for langt væk fra selve bydelen og kysten, så vi måtte engang tilbage og indtil byen igen. Som før skrevet, så er vietnameserne ikke til at kommunikere med, da deres engelsk er ganske forfærdelig og nærmest ikke tilstedeværende, så det var derfor svært at få et svar ud af den ellers flinke taxachauffør, om det var et fornuftigt sted vi havde valgt os eller ej. Derfor måtte vi altså lige på en lille sightseeing i Nha Trang bag taxaruder, inden vi blev sat af nær centrum, hvorfra vi på gåben fandt os Nha Quien Hotel.
Et lille, men ganske fint hotel, hvor vi fik et skønt værelse med altan. For første gang "i hundrede år og en madpakke", fik vi også et toilet med seperat bad og kumme. Endelig slap vi for enten at stå i toilettet mens vi badet, eller få våde fødder efterfølgende når vi skulle på toilet - skønt!

Vi fik os hurtigt lagt i sengen, hvorefter vi tog en lille "morfar", men eftersom vi fik den "morfar" kl. 09.00 om morgenen, så var det vidst helt ok.

Vi vågnede derfor igen lidt senere på formiddagen, hvor vi efter et lille bad begav os ud på en tur i Nha Trangs gader. Her gik det hurtigt op for os, hvor turistpræget byen er, specielt med alle russerne, men også med alle barerne og turistinformationerne. Det ødelægger desværre lidt charmen ved en by, efter min mening, da øjet ikke ser meget andet end guleshops med mulighed for bådture, dykning og andre turistture. Omvendt var det også dejligt, at man kunne gå ned til kysten og stranden, hvor man kunne få lidt luft, nyde solen og havet. Det er efterhånden også længe siden, at vi har set strand og vand, og når man har gået i de meget beskidte, små, ildelugtende gader i Asien, så er det super rart og befriende med lidt frisk luft. Det fik vi os også senere benyttet, da vi efter at have spist sushi til middag (for første gang, og for kun 35kr!), satte os ned i en af strandstolene, hvor vi fik os en skøn, kold smoothie.

Byen var i sig selv mindre spændende, og havde som sådan ikke rigtig noget at tilbyde. Kun irriterende vietnamesiske motorcyklister, som konstant vil snakke med en, udelukkende for at de vil køre en et eller andet sted hen. Vi mødte en sød lille fyr på vores anden dag i byen, som var ganske hyggelig at snakke med, men når alle, hvert 10. minut hiver fat i en for at spørge "hvor er du fra? Kan du lide Vietnam? Hvor skal du hen efter den her by? Se min gæstebog og billeder - jeg vil gerne køre med jer". Nej tak, nej tak og nej tak. Alle de spørgsmål gider man ikke konstant svare på, selvom det kan være ganske svært, da de bare køre efter en selvom man fortsætter med at gå fra dem. Ja, nemme er de ikke at slippe af med.
Vil man ellers have noget ud af sit ophold i Nha Trang, hvis det ikke er for strandens skyld man er her, så kan man enten tage i Vinpearl vandland, på bådtur eller ud at dykke. Bådtur og dykning har vi prøvet, så vi havde faktisk planlagt, at vi i morgen ville en tur i vandland, da det eftersigende skulle være ret vildt, men da endnu en vietnameser fik os stoppet på gaden, fik han os på andre tanker.

Idet vi gik rundt og så byen, hev en ganske udmærket engelsktalende mand fat i os, som tilbød os at komme væk fra byen, ud i bjergene og ud til de lokale. Umiddelbart lød det jo ganske interessant, så vi satte os ned sammen med ham, så vi kunne diskuterer pris og høre om turen. Turen gik ud på, at vi hver i sær fik en motorcykel for at køre efter ham ud til en lille fiskerby, derefter op i bjergene til et vandfald med mulighed for udspring og badning, for at slutte af med en tur forbi et tempel og eftermiddagsmad ved et lokalt gadekøkken. Det lød alt sammen lovende, hvorfor vi derefter gav hinanden et håndslag på at ses i morgen tidlig.

D. 31/05 stod vi derfor klar lidt over 09.00 om morgenen henne foran vores mødepunkt, hvor han stod klar med en snublekyse til os hver, samt to sæt nøgler til hver vores "motorcykel". En vietnamesisk motorcykel er åbenbart en Yamaha scooter, men okay, det var en god en af slagsen, og den kørte nemt 100km/t.

Vi spændte hjelmen, sadlede op, og så var vi ellers på farten. Jeg mindes at have skrevet om den vietnamesiske trafik et par gange, men for god ordensskyld gør jeg det gerne igen. En voldsom, uforudsigelig og til tider livsfarlig trafik suser om ørene på en hele dagen lang, hvor vi tit har talt om, at det må være et helvede at køre rundt i. Der er nemlig ingen lysreguleringer, i hvert fald få, og dem som er, bliver ikke overholdt, så man køre bare som det passer en; ud og indimellem hindanden, frem og tilbage, på kryds og på tværs, i cirkler, rundt, ind og så tilbage. At beskrive den er vanskelig, men igen, uforudsigelig er nærmest den bedste beskrivelse. Derfor var jeg også glad for, at vi skulle køre i en mindre trafikeret by end Ho Chi Minh, selvom trafikken også her er vanskelig at finde sig godt tilpas i som dansktrafikant.
Omvendt, hvis man køre med hovedet under armen, lader som om man er en af dem; ikke tøver, presser sig på, dytter og skubber lidt til hinanden, så går/gik det helt fint uden problemer, selvom man ikke køre ansvarligt.

I en god fart fuldte vi dermed efter Minh, som var vores "guide" midt i 50'erne; en god mand med et skønt smil, rådne tænder og ølmave. Her suste vi først ud til den lille fiskerby, efter en køretur langs kysten, hvor den karakteristiske fiskelugt i sandhed havde indtrådt. En ubehagelig og meget forfærdelig, til tider opkastfremkaldende lugt, borede sig ind i vores næsebor. Byen kan vel sammenlignes med Esbjerg, selvom jeg i respekt for Esbjerg må sige, at de har noget bedre styr på fiske-lugten, end hvad man havde her i byen. De mange døde fisk, men også de halvdøde som lå i bakker med vand for salg, gav en ikke bare forfærdelig fiskelugt, men en decideret lugt af et overskridt toilet på Jelling Festival. Det var nærmest umuligt at opholde sig på havnen, da lugten var så kraftig, men vi fandt heldigvis et spot lidt længere ude på molen, hvor lugten var til at holde ud. Her kunne vi betragte alle dem som var i arbejde, der kæmpede og arbejdede hårdt for føden. Minh fortalte, at mændene af og til boede på bådene i to uger, når de skulle på stor-fangst. Bådene så umiddelbart ud til at være i fin stand, men at skulle bo i dem i to uger midt ude på havet, det tror jeg de færreste kunne tænke sig. Vi fik 20 min. til at studerer deres arbejde på havnemiljøet, men vi fik vores lyst opfyldt efter 10 min., og så var det ellers bare tilbage og op på scooteren igen.

Fra fiskerbyen skulle vi lidt længere op i bjergene, så efter en kørsel på en længere hullet og stenbelagt grusvej, kom vi lidt længere op i bjergene, hvor vi kunne parkerer scooterne, tage en lille pause, for at fortsætte 20 minutters gang helt op til vandfaldet. For at komme helt op til vandfaldet og den naturlige pool hvori vi kunne svømme, måtte vi først klatre op af en masse store sten før vi nåede toppen. Minh fortalte, at vietnamesere tog herud for at slappe af, bade og spise hjemmebragt mad - ingen turister kom herud, normalt i hvert fald. Faktisk blev det også først et åbent sted for turister i 1993, da soldater under Vietnamkrigen, havde holdt til her for at bade, spise og udnytte det rene vands faciliteter fra vandfaldet. Ret spændende at tænke på, at her hvor vi er nu, har vietnameserne i sin tid gemt sig og holdt sig skjult for amerikanerne. Ret interessant, og det er hvorfor man har holdt området lukket og bevaret indtil nu. Vi var da også de eneste at spotte i den flotte, stille, rolige og meget idylliske natur. Ingen gadesælgere, ingen snakkende motorcyklister, ingen turistinformationer og INGEN russere, nej, her var bare fredeligt, skønt og dejligt at være. Det lokale miljø er altså bare tusinde gange bedre end det turistede. Her smed vi tøjet, selvfølg ikke badebukserne, og hoppet derefter i vandet, som lovet fra en klippe. Vi holdte nemlig til på toppen af en klippe, hvorfra vi kunne ligge vores ting og hoppe 8 meter ned i vandet. Super sjovt, skønt og rent vand, samt den rolige stemning. Her nød vi et par timer med at springe ud fra klippen gentagende gange, slappe af og underholde nogle unge vietnamesiske skole børn, som morede sig ganske meget over os. Jeg er efterhånden ved at være i tvivl, om det bare er os der er sjove at se på, eller om de bare griner af alt. Jeg synes bare, at vi gentagende gange bliver gjort til et klovnenummer i et cirkus. Måske er det fordi vi blander os med de lokale, som ikke er vant til at se turister som de andre, men jeg ved det ikke.

Efter en skøn tur i vandet, og en udsigt til et par vietnamesiske hænge-løg, da jeg, ja, kom til at se Minhs dadler hænge i det fri. Døm i mig bare, men da han stod på en meget poserende måde med det ene ben lidt mere strakt end det andet, stak hans hængepose lige ud af badebukserne, da jeg ellers bare ville spørge ham om noget kulturelt.
Her fra skød vi en fart uden lige, da vi på vej mod templet, kørte noget så forfærdelig hurtigt. Som tidligere skrevet kørte de nemt 100, og den fart fik vi nemt holdt på vejen ud mod templet, hvor både biler og lastbiler blev overhalet på række. Bare rolig, der var fuldt styr på situationen.
Templet, ja, det var som alle de andre vi har set. Jeg fik vidst sagt til Nikolaj, at det faktisk er ved at være lidt kedeligt (selvom man helst ikke må sige det, når man er på tur for at opleve), men ærligt, det er sku det samme man ser hver gang. Et imponerende flot stykke arbejde, hvor man gør en masse ud af at få det til at se ud af noget majestætisk. Og bevares, dette tempel var faktisk et af de flotteste efter min mening, samt med en fantastisk udsigt, så det var da helt "okay" at se. Minh havde i mellemtiden plukket et par friske mangoer, som vi nød lidt før frokost. Fantastisk, søde og friske, som ikke bliver meget bedre end direkte plukket fra træet, skraldet og spist.

Sidste stop på turen var maden, som vi fik i et lokalt kvarter forholdsvis tæt på hvor vi boede. Efter Minhs udsagn, så kommer der ikke mange turister hertil, hvilket vi også hurtigt følte da vi efter kort tid blev de flestes samtalemne. Det lille gadekøkken bestod af en gammel mormor, som med hendes lille kogegryde, grill og opvaskebalge, lavede med til sultne gæster som kunne sidde på nogle af de små børnestole og få hold i ryggen af at spise. De mikroskopiske stole, som man ikke engang kan bruge som fodskammel eller sætte ind i et børneværelse, var ganske forfærdelige at sidde på mens man indtog sin mad, men omvendt gjorde det også oplevelsen det sjovere. Vi blev placeret ved siden af to vietnamesiske piger, som hurtigt blev fanget af vores tilstedeværelse. De to unger piger, på 20, hjalp os pænt med bestik og pinde, samtidig med at de fniste af os. Vi forsøgte bare at nyde vores mad, som var ganske god; suppe med risnudler, grøntsager og tun som fiskefrikadeller, men deres latter gjorde det til tider lidt vanskeligt. Efter vi havde spist, og de skulle afsted, rejste vi os for at de kunne komme ud, men i det vi rejste os, hev den ene fat i mig, da hun lige skulle have et billede af mig og hende først. Det fik hun så klart, og det samme fik Nikolaj med den anden. I dette tilfælde tror jeg ikke det skyldes vi så fjoget eller noller ud, men blot at de synes vi så knald godt ud. Engelsk kunne de ikke, men Minh fortalte os, at de var ganske interesseret i os, og at den ene synes jeg så ret godt ud. Desværre, for hende, er det ikke gengældt, så hun må nyde hendes nye billede til fotoalbummet.

Herfra gik turen videre hjem, men vi har bestemt haft en god og anderledes dag, fremfor en triviel dag inde i byen. At gøre de lokale ting, og møde folk som ønsker at vise landet fra den bedste side, det er i sandhed hvad der gør det at rejse interessant.
Vi havde dagen forinden bestilt endnu en natbus til i dag, så vi nåede faktisk kun hjem i bad, fik pakket og spist, og så skulle vi videre mod Hoi An. To dage i Nha Trang er efter min mening også nok, og jeg synes bestemt vi fik mere ud af det end forventet, så jeg er godt tilfreds.

I bussen mod Hoi An sidder jeg så nu, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme frem. Byen i sig selv, naturen omkring og bylivet skulle være fantastisk, men det jeg glæder mig mest til, er at få mig mit længeventet skræddersyet jakkesæt! Hoi An bliver nemlig kaldt for "skrædder byen" da der eftersigende vrimler med tailorshops og nogle af de bedste af slagsen. Derfor skal jeg selvfølgelig også have et, måske flere, da man får den bedste kvalitet perfekt syet til ens krop for billige penge, som i laaaaaaangt under danskepriser.

Hoi An, vi ses om lidt - og jeg glæder mig!

D. 30/05, 31/05