Paradiseventyret var slut og Hong Kongs helvede begyndte. Magen til myretue skal man lede længe efter. En kæmpe omvæltning at skulle indstille sig på efter at have levet en tilværelse i ro og mag. Hong Kongs myldretid var enorm, og varede fra morgen til aften. Om vi ikke havde sovet om natten, kunne vi sikkert observerer samme kaos på denne tid af døgnet. Hong Kong er i sandhed en international by, hvor der hverken manglede det ene eller det andet, men for vores vedkommende, måtte de godt skrue lidt ned for charmen.

Vi ankom engang ved middagstid i Hong Kongs internationale lufthavn, hvorfra vi skulle finde fra den kunstigt opbyggede ø til lufthavnen og ind til midtbyen. Jeg havde været i kontakt med den Danske Sømandskirke i Hong Kong, som havde oplyst mig om hvor vi skulle tage hen, altså hvilken bydel, for at få mest ud af vores Hong Kong-ophold. De foreslog Kowloon området, som skulle være en central del af midtpunktet, og dermed også være det mest interessante for os. Desværre kunne vi ikke overnatte hos min mors fætter Finn og hans kone Jane, som ellers havde været planen, men de var desværre taget på ferie til Danmark akkurat som vi ankom.

Med lokal bus kom vi ind til Kowloon kvarteret, hvor vi var blevet lovet, at buschaufføren ville råbe busstoppestederne op, så vi vidste hvor og hvornår vi skulle stå af. Dette var dog ikke tilfældet, så lidt forvirret sad vi i bussen og vidste ikke hvor vi skulle stå af. En yngre mand og hans far sad ved siden af mig i bussen, så vi forsøgte at spørge dem til råds. Det engelske sprog fungerer dog langt dårligere i deres sprogkartotek end jeg forventede af befolkningen i Hong Kong, som jeg generelt synes var dårlig. Derfor havde vi vanskeligheder med at forstå hinanden, men det var kun lige indtil vi begge finder ud af, at vi faktisk skulle til samme bygning. I lufthavnen havde vi nemlig fundet et hostel, som vi ville finde ud til, men det var noget vanskeligere end som så. Men med deres ekspertise fandt vi frem til det rigtige busstoppested, og heldigvis også den rigtige bygning få meter derfra. Havde det ikke været for deres hjælp, havde vi nok stadig ledt efter bygningen. Et hav af mennesker susede frem og tilbage på gaderne, og det ene neon lys efter det andet forvirrede ens orientering.
Da vi kom ind i bygningen hvor vores hostel skulle være, var vi nu stadig meget usikre på, om vi var havnet det rigtige sted, selvom bygningsnavnet var rigtigt. Så snart man trådte ind i bygningen, dukkede en kæmpe Bazar nemlig op. Et hav af krejlere, indere, pakistanere, små snuskede butikker og hvad der ellers høre sig til, fyldte hele underetagen. Her iblandt ligende det bestemt ikke, at man ville finde et hostel. Havde det ikke været for en haltende, ældre franskmand som spurgte om vi søgte et hostel, havde vi nok stadig ledt efter det skide hostel som lå på 16 etage. Han tog os med hen til en elevator, hvor han så fint guidede os hele vejen hen til receptionen, som bestod af en lille desk i et meget lille indelukket rum, med en lille tætbygget, kinesiskhund af en dame bagved.
Her fik vi os et måske, 10 kvadratmeter stort (lille) værelse, hvor vi kunne klø hinanden i håret fra hver sin seng, og tage et bad imens man kom af med sine ekskrementer. Et klaustrofobisk lille rum, hvor kun et lille vindue med direkte udsigt ind i en anden lejlighed, kunne give lidt luft. Et meget specielt sted, hvor man også delte gang med personalets egen lejlighed, som havde værelse og køkken kombineret med vaskerum lige ved siden af vores værelse. Det var som at leve i en meget lille og tætpakket tunnel med små rum.

For ikke at omkomme i det lille rum, gik vi en tur på udflugt i de nærliggende gader for at finde os lidt mad. Men søgte vi andet end bare mad, skulle vi ikke andet end tage elevatoren fra 16 etage ned til grundplanet, og så op igen. Så snart man nemlig kom ned til "bazaren", hev den ene inder efter den anden fat i en, for at sælge "hashi" og andre euforiserende stoffer - endda de helt syrede af slagsen. Nogle rigtig røver og banditter virkede de som, selvom mange af dem stod i deres fineste puds, med slips og laksko. Svære var de at undgå, men igennem slap vi både frem og tilbage, før og efter vores aftensmad. Tilføjes skal også, at de kun med få meters mellemrum stod overalt i byen for at sælge enten stoffer, kopivarer eller jakkesæt. Lettere provokeret kunne man godt føle sig til tider, da nogle af dem var ret så nærgående. Andre var faktisk ganske flinke, og endda de bedst engelsktalende i byen, så havde man et spørgsmål eller manglede en guide til at spørge efter vej, jamen så fungerede de super godt som vejvisere, hvilket vi også benyttede os en hel del af. Først spurgte man den ene, så den anden lidt længere oppe, for til sidst at spørge den tredje og fjerde, og så fandt man det man søgte. Super smart.

Ellers må jeg sige, at det var noget specielt pludselig at være havnet i Asien. En helt anden kultur, sprog og måde at gøre tingene på, skulle man pludselig vænne sig til. Personligt var det meget specielt, og ved første tanke var jeg ikke meget for den måde Hong Kong-systemet kørte på. De mange stressede mennesker i et væk, var noget af en spand kold vand at få kastet i hovedet. Mest af alt skyldes det måske nok også, at vi, som jeg skrev i indledningen, lige var kommet fra endnu en HELT ANDEN mentalitet og kultur. Så mon ikke det bliver bedre i morgen efter en nattesøvn og et frisk hovede klar på nye oplevelser.

Ganske rigtigt. En god omgang nattesøvn slår aldrig fejl, så efter anden dag i storbyens stres og jag var gået, kunne jeg konkluderer, at det ikke var så slemt som først antaget, selvom byen nu stadig ikke siger mig forfærdeligt meget.

Vi startede dagen, d. 25/04, ud med en lidt tarvelig omgang morgenmad fra den nærliggende 7/11, som vi efterhånden har lagt mange penge i verden over. Er der ikke andre aktuelle muligheder, så er 7/11 altid en god løsning. Så vores morgenmad fik vi indtaget midt på gaden på en kantsten med udsigt til en gammel kinesisk dame, som solgte aviser fra sin lille gadebod. Herefter var planen, at vi skulle videre med færgen til Macau (en anden bydel), hvor vi skulle springe det berømte skyjump (bungeejump) på 233 meter fra Macau Tower. Prisen på springet var dog steget siden vi tjekket det hjemmefra, så vi skulle næsten betale omkring 2.500kr. i alt, for at få et spring på nogenlunde 6-7-8 sekunder. Det syntes hverken Nikolaj eller jeg at pengepungen kunne administrerer, hvilket var til vores store ærgelse, da det var noget vi havde set MEGET frem til hjemmefra, selvom vi også gruede os lidt til det. Vi undlod endda at springe et bungeejump i Monteverde (Costa Rica), for at få det helt store sus første gang vi skulle prøve det. Men igen, 3.000kr. var simpelthen alt for meget til at trække ud af resten af vores budget, til det sidste af turen. Vi besluttede dog alligevel for at tage derud, men da vi endelig finder frem til færgen efter længere tids søgen viste det sig, at vi skulle have pas med for at komme over på den anden side. Men da ingen af os havde medbragt passet, var den mulighed nu også skudt i sænk. Hvad resten af dagen så skulle byde på, ja det var faktisk et godt spørgsmål...

MEN, de berømte "hop-on and off" busture kørte også rundt i Hong Kong, og så er der ikke nogen nemmere eller billigere måde at komme rundt i storbyen på, da man hopper af og på som man lyster, og bliver kørt direkte ud og hen til de steder, hvor de mest interessante ting er at se i byen. En genial måde at få det meste ud af en kort dag på.
Her kom vi altså rundt og se en masse ting, nogle mere interessante end andre, hvor vi fra tid til anden hoppede af og nærstuderede tingene lidt. Men skulle vi få mest muligt ud af busturen, da der var tre linjer som kørte rundt i Hong Kong, var der ikke tid til mange stops. Derfor måtte vi hellere blive på bussen og se seværdighederne fra bussens åbne tag.
Hong Kong er en by med mange skylines og bygninger med nærmest uendelig mange etager, hvor man faktisk føler sig mindre indelukket når man bevæger sig på gaderne og vejene, da man ikke kan se ret mange meter frem, tilbage eller til siderne for bare bygninger i sky højde. I flæng kunne jeg nævne de mange ting vi så, hvorfor det derfor bare er nemmere at nævne de mest interessante af slagsen, eller dem som står mig mest klart; en kæmpe galopbane, midt inde i byen, omringet af skyskrabere og en gigantisk tribune. "Robottårnet", som det blev kaldt grundet dens arkitektur og udseende, som bl.a huserede kontorer og er en af verdens vidst nok dyreste skyskrabere. En forlystelsespark blandet med et sea world, som havde en kæmpe lift der gik over og rundt omkring et stort bjerg, og tilbage igen. Derudover kørte vi en tur af en længere snoet vej, hvorfra vi fik en flot udsigt udover landskabet med havet, naturen, en strand og de store bygninger som udsigt. Men ellers var mit indtryk af byen, at det var en rodet og meget ucharmerende by, hvor en masse ting bare var klasket op der hvor der nu engang var plads. Det var ikke et sted jeg ville kunne bo, da jeg simpelthen ville føle mig for indelukket og klaustrofobisk. Udover det, så havde byen også en meget tungluft, hvilket var mindre rart når man søgte lidt frisk luft til at blive kvikket op på, men det var en mangel varer. Mange af de lokale går også med maske for deres mund og næse, for ikke et indånde de mange bakterier, som helt sikkert flyver rundt i luften. Hong Kongs store kulproduktion forurener en hel del, hvilket ligger sig som en tung sky indover hele byen. Det var i hvert fald svært at se forskel på skyer og forurening. Men faktisk så det ganske flot ud, når det enten lagde sig som et tæppe henover bjergene eller dækkede det øverste af skyskrabernes toppe. Om det var forureningen eller tunge skyer, ved jeg ikke, måske en kombinationen.

En meget speciel by, som giver et indtryk af business, penge og en travl hverdag. Hygge, afslapning og tid til andet end arbejde virkede, for mit vedkommende, fremmede for dem.

Dagen sluttede vi af på en kinesisk restaurant, hvor vi fik os en god omgang mad med risvin til, hvor vi også for første gang fik spist med pinde på asiatiskgrund. Derefter tog vi hjem til vores mini gemak, hvor vi koblede af og indstillede os på turen videre mod Malaysia, som vi begge så meget frem til.
Tre korte dage i Hong Kong var rigeligt for os begge, og som for mig, får den laveste rangering på min liste over de indtil videre besøgte lande. Når det så er sagt, var det selvfølgelig sjovt, spændende og anderledes at opleve og se, men ikke et sted jeg hungre efter at komme tilbage til.
Derfor tror jeg vi begge føler, at vores asiatiske eventyr og det sidste kapitel først for alvor begynder, når vi lander på Malaysisk jord i morgen d. 26/04, og kan begynde vores tur rundt i de sidste 5 lande i Sydøstasien.

D. 24/04, 25/04, 26/04