Hue blev et hurtigt stop på vejen videre mod Hanoi, som vi ville ligge vejen forbi for at se de underjordiske vietnamesiske tunneller fra Vietnamkrigen. Derfor bliver dette også et mindre indlæg af slagsen, da vi ikke nåede meget mere end det, inden vi igen tog videre.

Vi var blevet lovet en bus med aircondition fra Hoi An til Hue, men da vi så bussen og dens standard, gik det hurtigt op for os, at aircondition var en mangelvare ombord. En ældre slidt bus måtte vi køre med i de små 4 timer det tog, hvor sveden til tider løb ned af kinderne på os. Derudover kørte buschaufføren ganske forfærdeligt, men faktisk var det rarest i den fart, da vinden på den måde kunne sive ind gennem ruderne og køle os af - ellers havde det været en helvedes tur.

Vi kom frem engang først på aftenen, og tog hen til en fyrs hotel, da vi fik et gratis lift dertil i taxa. Standarden var ikke noget specielt, og da heller ikke airconditionen virkede, var det faktisk lidt et møg rum. Badeværelset blev også varm som en sauna efter bad, da der ingen udluftning var, men heldigvis skulle vi kun være her en nat, og så var det til at leve med.

Vores plan med Hue, var som skrevet, at se tunnellerne, men da vi fandt ud af at de lå tre timers kørsel herfra, så blev vores plan fuldstændig skudt i jorden. Vi havde nemlig planlagt, at vi i morgen (d. 05/06) skulle nå at se tunnellerne inden en stram tidsplan der betød, at vi allerede kl. 17.00 samme dag, skulle videre mod Hanoi. Udover det lå prisen, pr. mand, på ca. 170kr, for at blive kørt derud, hvilket vi synes var voldsomt dyrt. Vi var derfor meget i tvivl omkring vores situation, om hvad vi skulle gøre osv. Diskussionen/planlægningen tog vi over en omgang ganske fornuftig mad på en nærliggende restaurant, som blev vores foretrukne sted her i Hue, hvor vi til sidst kom frem til en konklusion. Den lød på, at selvom vi måtte bide i det sure æble og køre tre timer hver vej, for at se tunnellerne i en time, og så sætte os ind i en bus igen senere på dagen og køre i 14 timer, så var det nu vi havde muligheden for at se de (skide) tunneller, og så måtte det bare gøres! - heldigvis for det!
Planen fejrede vi med en is og en lille gåtur rundt i byen, inden vi gik hjem i seng for at stå tidligt op.

D. 05/06; en hektisk dag præget af meget kørsel, som man godt kunne have undværet, men som desværre var en nødvendighed.
Efter vi fik vores morgenmad satte vi os nemlig ind i vores private taxa, som de så fint kaldte det på hotellet, hvor en ung, sød fyr kørte os de tre timer ud til tunnellerne, hvor vi fik os en lille skraver i bilen.
Derefter blev vi sat af ved entréen, hvor vi lidt uvidende begav os ind i området mod tunnellerne, for hvor vi skulle starte, og hvor man skulle gå hen anede vi ikke, og da der heller ingen var at spørge, fulgte vi bare efter to andre. Men pludselig, ud af det blå, dukkede en guide op, som med meget dårlig engelsk førte os rundt i de imponerende underjordiske gange. Ærgerligt var det, at han ikke var bedre engelsktalende end hvad han var, så vi kunne have fået mere ud af det, men det var i sidste ende bedre end ingenting.
Jeg var udmærket klar over, at vietnameserne under Vietnamkrigen havde gravet tunneller og gange til at skjule sig i, men at de havde gjort så meget ud af det, som de havde, det kom MEGET bag på mig! Jeg blev nemlig meget overrasket.

På godt 1 år, med hårdt arbejde hver dag, og hele dagen samt natten, fik vietnameserne stablet den utrolige, nærmest underjordiske by på benene, hvor de levede og opholdte sig. Med spand, skovl, ukrudtsfjernere, håndkraft og grundig planlægning, fik de lavet et imponerende stykke håndværk under jorden, som går helt ned til 23m under jordoverfladen. Her boede familier og soldater under krigen, hvor der var bygget toiletter, bad, fødestuer, køkkener, sikkerhedskammer, brønd til grundvand, opbevaringsrum samt små rum til at overnatte i. Inden i forestiller jer, at der var møbler og anden inventar, så skal jeg skynde mig at sige, at det ikke bliver mere primitivt, end hvad det var. I de bitte små rum, hvor man sov, lå der 6 personer (en familie), hvor man lå, sad, spiste og arbejde samme sted - kun på jord. Toiletterne og badene var heller ikke andet end bare et hul ind i jorden, hvor man sad og skyldede sig med vand, eller kom af med sin afføring ned i en spand. Ja, tunnellerne bestod ikke af meget andet end jord, jord, jord og jord, og så de nødvendige ting som mad, våben og ting til medicinstuen, men hvad de har præsteret at få bygget, synes jeg er vildt imponerende. Omvendt er det også klart, at med de få midler de havde kontra amerikanerne, så måtte de komme på andre tanker end at kæmpe mod dem i marken, hvor de ville blive lagt ned på række. Så ligeså klart som det lyder "hvad gør vi hvis/når amerikanerne regner med bomber ned over os? Jo, vi går under jorden. Bogstaveligt talt. Vi graver os ned - og det gjorde de så.

Det store arbejde, og alt hvad de har lagt i det og gjort, er svært at forestille sig, så det er uden tvivl noget man må opleve og føle med egne øjne og krop, før man får den helt rigtige fornemmelse. For at begive sig ned i de bitte små gange, hvor man ikke skal have klaustrofobi, for når man "kravler" rundt i gangene, så er der ikke meget plads og der er meget mørkt. Man har i dag sat små dunkle lamper op, så man kan se lidt, og heldigvis for det, for ellers havde man intet set. Gangene er totalt mørklagte, så at have levet under disse kummerlige forhold, har helt sikkert ikke været særligt spændende - og udover det, sært at forestille sig. Det samme for de børn som er født i tunnellerne, hvor hele 78 børn er kommet til verden, utroligt!
Som skrevet var der ikke meget plads, hvor jeg mener, at der er lidt over en meter fra gulv til loft, og under en meter i bredden. Så i kan nok forstå, at man går noget krumrygget og til tider støder mod både vægge og loft.
De små huller hvor familierne bor, ligger langs alle gangene, hvor der heller ikke er plads til mere end max to, selvom de lå 6 personer deri. Dette gjaldt for alle de små rum som var lavet til alverdens ting, at der ikke var meget plads til at vende sig på.

Jeg synes det er ganske svært at forklare, hvad det er jeg præcist har set, men jeg kan ikke andet end igen sige, at det er imponerende og var en vildt fed oplevelse, selvom fornøjelsen var ganske kort. Men at leve sig ind i deres situation på daværende tidspunkt, og se hvilke forhold de har levet under, det er mig ubegribeligt.

Har man derfor muligheden for at tage ud at se tunnellerne, så skal man helt klart gøre det, selvom det fra Hue og derud er en lang, træls og ganske dyr tur. Det er nemlig bare super fedt og utroligt at se, og man får virkelig en fornemmelse for, hvordan det var at leve som vietnameser under krigen.
Da vi så efter at have gået tunnellerne igennem, det man nu kunne og måtte, så vi en kort lille film derfra, hvorefter vi blev kørt tilbage til hotellet.
Her stod det ikke på andet end middagsmad og et koldt bad, inden vi måtte gøre os klar til busturen mod Hanoi, som jeg ja, sidder i nu. Hue var en meget kort fornøjelse, men jeg må sige, at selvom stoppet var så kort og hurtigt overstået, så var det, det værd, for at se tunnellerne.

Det betyder dermed også, at vores Vietnam eventyr er ved at være slut, da vi snart har rejst fra syd til nord. Konklusionen på vores tur op-gennem Vietnam vil jeg dog ikke komme med endnu, men først når vores to-dages ophold i Hanoi er slut, inden vi drager videre mod Laos, som bliver det sidste land der skal besøges inden hjemrejse, som er lige rundt om hjørnet.

Ps. jeg har krampe i min højre fod, da jeg ikke kan strække fødderne ordenligt ud i vores små sovesenge.

(På billedet ses en af de skjulte gemmesteder)

D. 04/06, 05/06