Ho Chi Minh, byen der sover indtil kl. 17.00 om dagen. Saigon, som byen også bliver kaldt af de lokale, er i vores område pakket med turister og alt hvad vi behøver. Restauranter, boder, bare, diskoteker, billige gadesælgere med armbånd og solbriller, samt de gyldne souvenirer shops. Byen er prop fyldt med et helvede af scootere, knallerter og motorcykler, som køre hele dagen lang og fylder gaderne. Her er rig mulighed for at få sig en god brandert på, som man dagen efter kan få skubbet ud af kroppen med en omgang massage. Et dejligt sted med lidt af hvert.

Vi fik at vide, at vi ville ankomme engang sent på aftenen til Ho Chi Minh, Saigon, så da vi ankom allerede omkring kl. 17.30 var vi ganske overrasket. Vi var derfor også lidt i tvivl da vi blev sat af bussen, selvom vi fik at vide, at vi var ankommet til Saigon. De mange taxachauffører der tog imod os snakkede ikke ét ord engelsk, så kommunikationen var ganske vanskelig, hvorfor vi heller ikke kunne få et entydigt svar ud af dem, Om vi var kommet til det rigtige sted. Vi fandt dog heldigvis frem til hovedgaden efter små 20 min. kørsel, og jeg ved at skrive i jorden fik forklaret dem, hvor vi skulle hen. Næste opgave var så at finde Mi Mi hotel, da vores kammerat Niklas nemlig var i Saigon, og vi derfor havde planlagt at mødes. En ældre dame viste os venligt vej, så efter en lille gåtur kunne vi tjekke ind på Mi Mi hotel, som ligger inde af en lille sidegade. Vi kontaktede derefter Niklas for at mødes med ham i receptionen, men da vi alle tre stod i receptionen viste det sig, at vi stod i hver sin reception. Der var nemlig flere end ét hotel i byen som hed Mi Mi, og så var det selvfølgelig heller ikke nemt. Men værre var det heller ikke, da vi ikke boede mere end nogle få 100 meter fra hinanden, og derfor mødtes kort efter. Så efter alt hurlumhejet med at komme -og finde frem, var det helt rart endelig at være kommet på plads, for jeg har heller ikke fortalt alt om vores tur på vej herned.
Vi blev nemlig sat af på en resteplads, ganske langt væk fra Kratie by, hvor vi skulle vente på bussen videre til Ho Chi Minh, Saigon. Her stod vi, i en bagende sol og helt vind stille, kun dækket under en lille parasol hos en gadesælger, hvor vi fik lov til at låne lidt skygge for ikke at blive helt ristet af solen. Bussen skulle nemlig komme ca. 10 min. efter vores ankomst til resteplandsen, men da den ikke dukkede op indenfor den første time, og heller ikke de næste 45 min., måtte vi altså til sidst nærmest give op, da vi ikke længere troede på, at bussen ville komme efter 1 time og 45 minutters ventetid. Men heldigvis, faktisk i det minut vi så godt som havde givet op, kom bussen endelig, og vi kunne stige ombord til alle de andre vietnamesere. Et helvede til ventetid, og så ovenpå en længere bustur som var i vente. Derudover gik busturen ellers fint, selvom en ældre dame jeg sad ved siden af, havde svært ved at styre sin luftkanal og derfor bare pruttede løs - ganske forfærdeligt, men hygiejne er ikke en ting de går meget op i på disse kanter. En spøjs ting vi også oplevede undervejs på turen herned var, da vi skulle spise middag med alle vietnameserne, da maden var inkluderet i vores busbillet. Her kom vi frem til en restaurant på vietnamesisk grund, hvor mange små borde stod klar med tallerkener og bestik (pinde). Vi var lidt rundforvirret og vidste ikke præcist hvad der skulle ske, men en sød mand vinkede os hen til hans bor, bad os om at sidde, og så øste han ris op til os i en skål. Her sad vi så og spiste vores middag rundt om et bord, hvor der på midten stod mange forskellige skåle og tallerkener med diverse ting i, hvilket ikke så særligt indbydende ud. Vi havde derfor heller ikke den store appetit, men det fik de andre rundt om bordet hurtigt ændret. Med hver deres pinde øste de nemlig op i vores skåle med både det ene og det andet, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg har ingen ide om hvad det var jeg satte tænderne i. Det er måske også godt nok, da det faktisk smagte ganske forfærdeligt. Det lignede lidt noget indvolde, samt det var som at tykke i noget gummi - og nej, det var ikke blæksprutte. Så efter den lidt bizarre oplevelse med at spise fra samme skål, alle sammen, satte vi os tilbage i bussen og blev kørt det sidste stykke af vejen. Det skal også lige tilføjes, at hele seancen foregik med armbevægelse, da ingen ombord på bussen, hverken passagerer eller personale, snakkede ét ord på engelsk.

Tilbage til ankomsten i Saigon, mødtes vi som skrevet, med Niklas lidt senere på aftenen, som var et godt gensyn. Nikolaj har tidligere boet sammen med ham i Vejle, som nok også er derigennem jeg har fået mit kendskab til ham, foruden vores tid sammen på gymnasiet og en studietur til Sevilla, Spanien.
Vi mødtes på et hjørne tæt ved vores hotel, udvekslede en krammer og så fandt vi et sted at spise. Her fik vi snakket om hver vores rejse og seneste oplevelser, imens vi indtog lidt mad og fik os nogle øller. Den ene øl, den anden, og den tredje, udviklede sig hurtigt til lidt flere, og så endte vi med at tage os en lille bytur, som der også er rig mulighed for, her i Saigon. Vi ramte en lille bar hvor vi kunne tage et slag pool, hvorfor vi hang ud der i ganske lang tid inden vi gik videre til det næste, og næste sted igen. Vi var derfor forbi et par forskellige bare inden vi helt malplaceret havnet på Gossip, som er et ganske fint diskotek. Fint i den forstand, at man ikke havde lov til at komme ind med kasket, shorts, klipklapper og tanktops, så jeg var faktisk totalt udelukket. Jeg/vi prøvede dog "lykken" og vi blev da også lukket ind uden problemer - sikkert fordi vi ikke var vietnamesere. Herinde var musikken voldsom høj og voldsom dårlig, så det blev ikke til andet end en enkelt bajer og en snak med manageren, før vi sluttede vores aften af på den eneste MacDonalds i hele Vietnam.
Vi havde derfor en rigtig fin aften, hvor vi endte med at få nok til hovedet, men en enkelt gang skader jo ikke, så det går nok.

D. 26/05 havde vi aftalt ikke at mødes forsent, selvom vi havde været på druktur om natten, men det var Niklas' sidste hele dag i Vietnam, så hvis vi skulle have noget ud af dagen sammen, så var det ud af fjerene.
Vi mødtes til en omgang morgenmad på den nærmeste restaurant til os, som vi efterhånden har lagt alle vores mad-penge i, inden vi drog på en lille tur rundt i Saigons gader. Vi sigtede efter et market, hvor de eftersigende skulle have alt, og det havde de så klart også. Et ganske stort indendørs market med en meget tung luft, havde alt fra tøj, smykker, ure, mad, drikke, souvenirs og ja, en masse skrammel. Her var ganske hyggeligt at gå rundt, selvom ALLE hev fat i en og fyrede de samme sætninger af, for at få os til at kigge og købe nogle af deres vare. Man skulle tro, at de troede, at vi var født uden mulighed for selv at sige, hvis der var noget vi søgte eller ønskede. Man kunne i hvert fald ikke gå forbi en tøjshop uden, at en af damerne kastede en t-shirt op foran ens krop og spurgte, om det ikke lige var den t-shirt man manglede. Om de bare er fyldt med humor eller er totalt stil forladt, det skal jeg heller ikke kunne svare på, men altså, en Pokemon, Batman og andet barnligt ligende tøj skal jeg altså ikke have.
Her fik vi så lidt tid til at gå inden vi fandt os en lille lokal restaurant, hvor vi fik os en hamrende god smoothie og lod vores kroppe "køle" lidt af efter saunaturen på markedet.

På vejen hjem fra markedet faldt vi over en lille sød dame, som solgte de meget berømte fjerbolde, som alle de lokale spiller med hernede. Det er den samme uforudsigelige fjerbold som jeg beskrev i mit indlæg fra Siem Reap, hvor vi spillede med den sammen med børnene. Niklas og jeg kunne ikke stå for fristelsen, så vi købte os en hver til omkring små ti kroner, som vi efterfølgende skulle stå og blære os lidt med, da vi sammen med alle de lokale i en stor park stod og spillede lidt til hinanden. Her må vi nok erkende, at det så klart var os som blev sat på plads, da vi kæmpede med at holde den kørende i luften bare 5 gange, imens de lokale intet problem havde og lavede en masse tricks samtidig. Bevares, de var gode, men vi havde det stadig super sjovt ligesom de lokale der stod og grinte af os. Jeg fik det dog mindre sjovt, da jeg desværre har fået mig en lille forstærkning i baglåret, efter at have sparket for voldsomt ud efter den lille, dumme fjerbold. Ja, jeg føler mig efterhånden gammel.

Den lille skade betød jo så bare en ting; massage! - og det er jo da heller ikke det værste! Vi fandt derfor en lille "massage klinik" på hovedgaden, hvor vi fik os en god pris for en times massage der inkluderet hovedet, ryggen, benene og fødderne; 60kr, inklusiv tips. Billigt! Selvom det var super dejligt og voldsomt rart, så var det på en eller anden måde også lidt grænseoverskridende. Man kan ikke, eller jeg kan ikke, lade være med at have min lille tvivl/lille undren over, hvad det er man helt præcist går ind til. Den berømte "happy endning" finder man nemlig de fleste steder, og det var altså ikke noget jeg skulle have noget af. Så da vi gik op ef en lille trappe til et lille rum, hvor lyset var meget dunkelt og vi blev bedt om at tage alt tøjet af, undtagen underbukserne, begyndte tankerne så klart at køre rundt i hovedet på en igen. Omvendt blev de også hurtigt lagt på køl, for da vi alle kom ind i samme rum og de først begyndte, så var det jo en fantastisk omgang massage man fik. Underligt var det så klart, da man ikke have hilst på personen der skulle massere en, og hun så pludselig bare hiver ens underbukser ned under ballerne og begynder at massere. Det sjoveste af det hele var dog nok, da hun begyndte at kravle rundt og stå ovenpå en, da det var noget jeg aldrig havde prøvet før, men det var super lækkert med sådan en lille nips til at gå rundt og trygge/nærmest hoppe ovenpå ens ryg.
En super skøn omgang, og alle var de glade som os, efter de havde fået deres tips og kunne tage glade hjem fra arbejde. Derefter var vi så også klar, til hvad der endte med at blive endnu en bytur efter en omgang foder.

Dennegang på en ny bar, hvor vi også kunne spille pool og selv få lov til at styre musikken. Der var nemlig ikke andre end os, personalet og to andre australier, hvor den ene af dem endte med at smutte, da han skulle have noget "bum bum". Jo, vi var åbenbart havnet på en bar, som ikke kun havde pool og alkohol. Det skal lige siges, at det ikke var en bar som hentydet til det, men jeg tror bare, at uanset hvilken bar du går på i sådan et område som dette, så vil du altid have muligheden for at få en lille sidegevinst. Vi blev da også tilbudt kvindeligt selskab af personalet, om vi lystede, og så længe det kun var til snak og ikke andet, jamen så var det jo også helt fint. Det endte derfor med, at vi spillede en omgang pool, ja, almindelig billiard så klart, hvor vi spillede mod hinanden og dem. Det fik vi ganske lang tid til at gå med inden vi bevægede os videre mod en meget voldsom bar. Her gik vietnamesiske piger fuldstændig danseamok, som ikke 100 brunstige fuldblodsheste ville kunne stoppe, så det var nærmest ikke til at sidde i fred. Vi havde i hvert fald svært ved at nyde vores øl i det meget lille lokale, hvor de både skreg, råbte og slog ud med både ben og arme til alle sider. Vidste man ikke bedre skulle man tro, at de havde fået sig noget til næsen.

Egentlig ville vi have sluttet vores aften af på Gossip igen, ikke fordi det var et specielt fedt sted, men bare for at slutte det hele af med et brag igen. De havde desværre lukket kl. tidligt om morgenen, så vi røg derfor på MacDonalds igen inden sengetid.
Endnu en sjov aften i fuldemandstegn, men nu trængte vi også til at holde en lille druk pause - vi er trods alt ikke teenagers mere.

D. 27/05 blev Niklas' sidste dag i Vietnam, så inden han tog helt afsted, var vi lige over at sige farvel og ønske ham god tur videre mod Cambodia. Skønt med lidt dansk selskab, og så med en god ven, men nu var vi atter på egen hånd igen.
Jeg må blankt erkende, at resten af vores dag, i dag, ikke var speciel indholdsrig; rusen skulle ud af kroppen, så vi fik bare slappet af og nydt en rolig dag.

For at der kom lidt mere spænding på programmet igen, tog vi så ud på det Vietnamesiske krigs museum d. 28/05, som handler om striden mellem dem og USA (Vietnamkrigen). Museet var bestemt en ting jeg glædet mig rigtig meget til, da jeg i min tid i gymnasiet skrev en opgave (SRP) om netop selv samme ting, så for mig var det rigtig spændende at skulle se alt det man selv har brugt mange timer på at skrive om.
Først og fremmest var jeg nok lidt skuffet da jeg så musset, og vi fik set det første udstillingsrum, da jeg nok havde forventet lidt mere. Den store oplevelse i Phnom Penh med Killing Fields var også svær ikke at sammenligne med, og da man gik rundt på selve pladsen med høretelefoner på og lyttede til historier, var det her noget helt andet. Musset var mere som et ganske almindeligt museum med billeder, udstillinger og tekst, men det endte heldigvis med at blive en god oplevelse i sidste ende, selvom man ikke fik helt samme fornemmelse som ved besøget på Killing Fields.

Jeg kunne godt fortælle jer en masse om krigen og dens fortale konsekvenser, men jeg synes ikke jeg vil lave et historieoplæg som tidligere, men jeg kan dog godt fortælle lidt om dens konsekvenser alligevel. Vietnamkrigen har nemlig også sat et stort præg på Vietnam, akkurat som krisen i Cambodia, omvendt har Vietnam bare været bedre til at følge op på udryddelserne, da de landmæssigt er meget godt med og ikke ligner én stor losseplads. Men efter USA's store bombninger af Vietnam, både med almindeligt sprængstof, men også med gift i bomberne såsom Nepalm, kunne man sagtens have forestillet sig, at landet den dag i dag, stadig ville have lidet mere under krigens strabadser. Vietnamkrigen er også en af de mest diskuterede krige, samt en af de krige, der har været flest demonstrationer mod, bl.a. også i Danmark, men faktisk over hele verden. Dette skyldes, at USA ret unødvendigt blandede sig i Vietnams måde at drive landet på, som de endte med at ødelægge på ganske forfærdelig vis. Flere tusinde, og flest uskyldige, døde under USA's massive bombning af landet. Det værste af det hele var dog den måde det skete på, da USA brugte en stor magt i form af giftbomber, som de smed udover store dele af landet, hvilket resulterede i flere brændte, udslettede og forgiftede mennesker. Ikke nok med det, så har giftene også resulteret i flere fødte misfostre, som lider under diverse lidelser. Mennesker bliver født fuldstændigt deforme som aldrig set før - uden arme og ben, forstørret eller formindsket hoveder og andre kropsdele, samt skæve eller krøllet knogler, lever mennesker den dag i dag stadig med lidelser fra de grimme bombninger. Billederne på museet er ganske forfærdelige, og især fordi man ved at folket stadig lider af det. De sidst fødte børn med giftstofferne i kroppen blev født i 2008, og jeg er ikke i tvivl om, at nogle af dem vi har set slæbe sig rundt på gaderne, eller hive sig selv hen ad asfalten med armene fordi de ikke kan gå, er folk med samme lidelser. Øv!

Så ja, det var endnu en ganske skræmmende oplevelse, men jeg synes omvendt også, at det var vildt interessant at se og læse om - specielt fordi de også havde en masse ting til udstilling. Det var derfor endnu en lærerig oplevelse, hvor man helt bestemt har fået nogle gode ting med i bagagen.
Tilføjes skal også, at vi pludselig mødte tre danske piger, som vi tidligere havde mødt på vores rejse på Fiji, da to af dem står og vinker til os. Aller først undrede vi os over hvem de var, indtil det pludselig gik op for os, at det var de tre tøser fra Rungsted. Verden er lille, selvom den alligevel er stor, men kan man mødes helt tilfældigt samme dag, samme tidspunkt, samme sted og så oveni købet i Vietnam, så er verden heller ikke større.

Efter turen i musset gik vi lidt rundt i gaderne og kiggede i de små butikker på de små gader, inden vi vendte helt hjem til vores hotel igen. Her trak vi stikket ud, og så den danske landskamp mod Sverige, som vi heldigvis vandt 1-0, selv efter et fejl undererkendt mål til et ellers 2-0 resultat. En sejr over Sverige var derfor dejlig at gå i seng på efter endnu en god dag.

De 5 timers tidsforskel fra os og til Danmark betød derfor, at vi kom ganske sent i seng efter landskampen, så da den lille vietnamesiske hotelejer pludselig vækkede os kl 07.00 om morgenen d. 29/05 med en kraftig banken på døren, blev vi helt forskrækket. Han ville have os op, fordi vi skulle skynde os op og nå den bus vi skulle med til Nha Trang, som er vores næste mål her i Vietnam - men den bus vi skal med køre først kl. 21.00 om aftenen. Vi var derfor ganske forvirrede, og det samme var han også, selvom han selv havde været med til at planlægge vores bustur, men der kan man bare se, hvad en kommunikation kan ende ud i med armbevægelser. Det resulterede dermed også i, at vi kl. 07.00 om morgenen måtte flytte værelse uden noget som helst pakket, da alt flød på gulvet og rundt omkring, men han havde lovet værelset ud til nogle andre, så vi havde ikke andet valg, selvom han havde lavet fejlen. Mærkeligt nok kom vi ind i et noget større værelse med en lille altan, masser af plads og endnu bedre faciliteter, så hvorfor han ikke bare rykkede hans ven derind, det undre os stadig. Vi røg derefter så klart bare under dynerne igen, og slappede af resten af dagen, inden vi senere skulle med bussen.

Bussen sidder jeg så i nu, imens jeg skriver dette, da vi har kanon forhold sammenlignet med alt andet offentlig transport vi har været med på. Vi har egne lækre sæder, som kan ligges helt ned i vandretstilling, hvortil vi har et lille bord. Derudover er bussen udstyret med lækker blåt og rødt lys, som giver en rigtig spøjs stemning, og dertil har vi så det "uundværlige" WIFI. Altså, en bus med alt hvad man behøver ombord, hvor man kunne sidde/ligge komfortabelt og nyde resten af turen.

Derfor tror jeg også, at jeg vil slutte dette blogindlæg af, så jeg kan ligge mit sæde ned og sove resten af turen væk, og vågne op i Nha Trang engang i morgen tidlig. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke rigtig fortælle jeg hvad der venter os i byen, da jeg intet kender til den udover, at den ligger nord for Ho Chi Minh og lige ud til vandet, hvor der skulle være en ganske fin strand. Hvad der ellers skal ske af spændende ting i Nha Trang, det må vi vente at se.

D. 25/05, 26/05, 27/05, 28/05, 29/05