Der bumlede vi haand i haand ud i natten. Frosten voksende hurtigere og hurtigere frem paa ruderne. 'Det skal nok gaa!". Anden nat havde sat ind paa en yderst kraevende bustur fra Khovd til UB. Mine ben var noget naer foelelsesloese efter den foerste nat - mine lange staenger gaar ikke godt i spaend med de asiatiske standarder. Fik snakket mig til et saede uden et saede foran, hvilket hjalp gevaldigt. Da moerket faldt paa for anden gang, halv sov jeg med en voksen mand sovende med hans hovede i mit skoed, Davka (min ven fra Khovd) sovende paa min skulder og en 7aarig pige der havde tilkaempet sig en plads under min arm og halvt sovende paa manden i mit skoed og paa min side. Mine haender var iskolde - hun tog dem og gav mig varmen tilbage og saadan startede nat nummer to. Klokken 3 broed bussen dog sammen. Heldigvis i en liille landsby. Her fik maendende vaekket en familie, der ejede byens eneste spisested. Det gik ikke stille for sig, da vi 50 mennesker invarderede deres lille biks. En pige paa min alder sov i en seng i rummet og var helt soevnfordrukken. En yderst ubhagelig opfoersel fra bussens passagere fik hende til at tilkalde sin mor, der kom og raabte og skreg. En gentagne oplevelse af problemloesning i dette land - er man uenig eller utilfreds; ja saa er der ikke andet for end at raabe og goere grin med modparten. I dette tilfaelde var det dog 50 (minus mig) mod een. Det hele foregik paa mongolsk, men jeg var dog i stand til at forstaa det basale. I og med vi havde 4 spaedboern/boern i 1-2 aars alderen med, naegtede foraeldrene forstaaeligt nok at vente paa reparationen af bussen ude i kulden, men den maade de invarderede denne families hjem paa klokken 3 om natten og snakkede til kvinden paa, var uacceptabel. Ligesom kvindens raaben og skrigen var det. Fuldkommen udmattet efter over 24timer bumlene afsted og utrolig daarlig nattesoevn, tog jeg musik i oerene og lagde mig paa gulvet og lukkede opgoeret ude. Efter halvanden times diskussion, der ingen vegne foerte, blev bilen dog repareret og vi fortsatte vores faerd.

48timer i en propfyldt bus, skrigende spaedboern, konstant kamp om at faa folk til IKKE at traede paa mine to tasker - der var blevet placeret blandt kartoffelsaekke i midtergangen, tissepauser paa oedeslaetter, kost bestaende af et par aebler og peberfrugter (til alles forbavselse spiser jeg dem jo raa - hvilket er noget naer uhoert her, ligesom at spise en raa kartoffel i DK - gav et stykke til en 8aarig dreng, der var forbavset, hans ansigtsudtryk var guld vaerd - foerste gang i hans liv han proevede at spise peberfrugt raa) efter alt for lang tid paa landet, naegtede jeg at spise mere koedsuppe naar vi holdte mad stop, saeder der ikke naermer sig noget der kunne ligne komfortabelt eller oplagt til at sove udgjorde soevn af utaellelige powenaps, jeg ikke rigtig sov eller var vaagen hele turen, en tilstand midt i mellem, affald kasten rundt over det hele, koeresyge en masse (dog fik jeg 'kureret' 3personer med mine 3 sidste koeresygepiller fra DK. To smaa piger og en ung herre, der sad i midtergangen og virkelig ikke kunne klare mosten!), laest min bog da vi koerte saa langsomt at det rent faktisk var muligt at laese (!), usandsynligt varme dagstimer pga skyfri himmel og bagende sol igennem vinduerne, med en iskold vind blaesende ind hver gang tag vinduerne blev aabnet og iskolde naetter, jeg kun kom igennem pga sovende folk over mig.

En glaede bredte sig for foerste gang ved synet og udsigten til UB! Et bad, en seng, mad, alene tid!

Nu er jeg tjekket ind paa et guesthouse. At vaere uden for saeson har resulteret i at jeg naermest har en lejlighed for mig selv. Det bedste er dog et koekken og at kunne lave mad selv igen! I gaar kom Baba, Tuvshoo, Degii og Jagaa. Baba og jeg serverede burgere - med alt hvad der dertil hoerte, ost, bacon, groentsager, boeffer! 21.30, skulle vi skype til DK, da de Mongoliet interesserede der var samlet til Steppetraef. Havde dog troet der var en stoerre mening med det, men det var aabenbart bare til sjov og ballade. Vi havde os dog en hyggelig aften!

Slapper mest bare af lige nu. Skal lige vende mig til at vaere i byen igen - biler og mennesker over det hele. Hvad der dog er svaerest at tilvende sig, er at skulle vaere konstant opmaerksom paa trick- og lommetyve. Det lader ikke til at skraemme dem, at jeg konstant har en indfoedt ved min side. Kriminaliteten vokser hurtigt. Hurtigere end jeg kan foelge med. At kunne lidt mongolsk hjaelper dog utrolig meget. Det er dog ikke noget jeg har oplevet foer (eller i hvert fald vaeret opmaerksom paa), for eksempel i sommers eller i december, saa det kommer en smule bag paa mig at det er saa udbredt nu.

I dag kommer Tumee, min mongolske vendinde og spiser frokost her og saa tager vi ud og gaar en tur til 'en bakke', jeg vil nok mere kalde det et bjerg.

Naeste uge, skal jeg lige falde til, faa ordnet visa og andre praktiske ting og saa skal Baba og jeg i gang med at lave en bog!

Generelt er det underligt at vaere vaek fra hvad der har vaeret mit hjem de sidste 5maaneder, isaer fra det netvaerk jeg havde faaet opbygget. Skal tilbringe en hel maaned her og uden et fast arbejde, kan dagene godt blive lidt lange og kedelige. Maa paa opdagelse i byen!