Jeg gik ind til byen kl. 11. Det viste sig, at min delfintur var aflyst på grund af hårdt vejr på søen. Det var lidt svært at forestille sig, for det var helt stille i land. Men selvfølgelig troede jeg på det! Solen skinnede, så jeg hoppede i stedet lidt fra kafe til kafe, fra kaffe til cola til mad, og nød også lidt at slappe af.

Hjemme igen mødte jeg endelig Judy, Carolines mor, som ejer Halcyon House. Caroline har fortalt mig, at Judy fik konstateret kræft i underlivet i foråret, og hun har nu fået kemoterapi i fire måneder. Langtidprognosen er dårlig. Hun er kun 67 år. Synd for hende!

Det er jo så ikke de store ting, jeg har oplevet i dag, men den har jo også fået for fulde gardiner de foregående to dage, så det gør mig ikke noget. Jeg har ringet til Virgin Atlantic, som jeg flyver med, for at forsøge at tilkøbe ekstra benplads til hjemturen. Det kunne godt lade sig gøre at skrive sig op til, men de kunne ikke love noget. Jeg håber det lykkes, for der er ekstremt lidt benplads i deres fly, dvs. jeg sidder med knæene presset mod sædet foran hele tiden.

Nu har jeg spist afskedsmiddag på det store badehotel, som man kan se på mine billeder fra stranden forleden. Det er ikke rigtig fint, men priserne var ret "fine". Storartet udsigt til brusende bølger mod klipperne. Jeg fik blæksprutter og Karoo-lam.

Jeg har prøvet at opsummere nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig i Sydafrika:

Humor: ironi, hvilket man som dansker befinder sig godt med :-)

Service: generelt vældigt god, og det gælder både fra sorte, farvede og hvide. Jeg synes gennemgående, at de sorte guider har været bedst, mindre stive i det, mere humoristiske, mindre selvhøjtidelige, hvilket giver en mere personlig oplevelse. Det er ikke nemt at få restauranter til at ringe efter en taxa.

Drikkepenge: ja, de forventes, medmindre man er decideret utilfreds. Det gælder både tjenere, chauffører, guider og rengøringspersonale. Man runder ofte op til næstnærmeste beløb deleligt med 10, og ellers fra ca. 7-33 kr.

Vejret i oktober: fuldstændig upålideligt, og det gælder også vejrudsigterne. Det blæser generelt meget langs kysten.

Priser: en kop kaffe eller en sodavand på kafe eller restaurant koster 7-14 kr. En almindelig portion mad koster typisk 33-47 kr, men der findes også dyrere steder. Min struds forleden kostede fx 80 kr. Desserter, som jeg ikke har fået, koster ca. 15 kr. En Sanex deostick koster 10 kr, mens andre mærkevarer koster det samme som i Danmark. En pakke cigaretter koster ca. 20 kr., hvilket er så dyrt, at mange ikke har råd. Aktiviteter spænder fra meget billigt - 50 kr. for Cango Caves - til noget dyrt - 420 kr. for at gå tur med geparderne. Souvenirs er dyre.

Transport: det er forholdsvis billigt at køre i taxa, dvs. ca. 7 kr./km. Det er også billigt at køre med Intercape bus, som også er sikkert. Tog frarådes turister, fordi der er risiko for røveriske overfald. Det gælder selvfølgelig ikke luxustoget fra Cape Town til Johannesburg. Det skulle være meget billigt at leje bil, selv om biler generelt koster det samme som i Danmark. En liter benzin koster ca. 8 kr.

Samfund: den siddende regering er - angiveligt - præget af stor korruption. Landet har siden apatheids fald været præget af omvendt racisme, hvilket fx betyder, at det er sværere for end hvid, end for en sort, at komme ind på drømmeuniversitetet. Til gengæld er der jo så enormt mange sorte, som slet ikke har råd til at sende deres børn på universitet. Sydafrikas grænser er åbne for andre afrikanske lande, og selv om der findes en udlændingelov, er der ingen, det holder styr på indvandrerne, og man skulle kunne klare sig fint med en falsk opholdstilladelse. Landet er mere klassedelt end USA, da middelklassen er ret lille. Hvide udgør ca. 20 % af befolkningen, men betaler 80 % af skattekronerne, fordi de fleste sorte og farvede ikke tjener mere end personfradraget. Det er meget tydeligt, at det er de sorte og de farvede, som har de jobs, som ikke er så eftertragtede. Personalet på de gæstgiverier, hvor jeg har boet, har alle været sorte.

Sprog: når man kommer fra et land med kun ét sprog, opleves Sydafrika som et sprogligt virvar, fordi der i de samme områder tales flere forskellige sprog, og man kan ikke se på folk, hvilket sprog de taler. Engelsk er selvfølgelig altid gangbart. Man skal have mindst ét fremmedsprog i skolen, og det er mest almindeligt, at man som hvid engelsktalende vælger afrikaans og omvendt, men man kan også vælge afrikanske sprog. Afrikaans er til dels forbundet med nationalisme, konservatisme og apartheid. Caroline har fortalt, at hun og hendes brødre blev mobbet som børn, fordi de havde et typisk afrikaans efternavn, men i øvrigt var engelsktalende. De blev anset for frafaldne.... Skilte skrives nogle gange på tre sprog, og andre gange kun på ét, og det er så enten engelsk eller afrikaans (virker vilkårligt). De fleste engelsktalende, jeg har mødt, siger ikke "yes", men "ja" som i afrikaans. Jeg synes også, de skulle sige "olifant" (elefant), som man gør på afrikaans, for det er sådan et nuttet ord.

Tak, og på gensyn.
Thanks, see you.
Dankie, sien jou binnekort.
Enkosi, usale kakuhle.