I dag var der endnu mere dus med dyrene. Jeg blev hentet af John kl. 7, og vi kørte straks de 27 km østpå til Tenikwa Wildlife Awareness Centre, hvor man har specialiseret sig i Afrikas store - og små - katte. De tager deres geparder på en gåtur i skoven hver morgen, og den skulle jeg med på. Da vi ankom, gik det op for mig, at man lissom havde glemt at fortælle mig, at man skulle have lange bukser på og lukkede sko. Jeg havde shorts og sandaler på.... Hmmm! De var heldigvis så generøse, at de fandt et par bukser i deres butik, som jeg lige akkurat kunne squeeze mig ned i, og et par alt for små, blå sokker med farvede figurer. Ikke et øje tørt!

Det var en lidt underlig fornemmelse, da Jacob og Brian lukkede de to gepardersøskende Shaka (han) og Tandy (hun) ud af deres indhegning. Vi havde på forhånd fået instrukser i hensigtsmæssig adfærd, for det er jo vilde dyr, selv om de er blevet tæmmet. Verdens hurtigste dyr findes ikke længere i fri natur i Sydafrika, og der er kun 7.500 tilbage af dem. Det er den af de store katte, som lettest lader sig tæmme.

Ih, hvor det blev en skøn tur! Det er noget helt andet, når der ikke er et hegn imellem! Jeg gik mest med Shaka, - og løb, for hvis han begyndte at løbe, skulle man forsøge at følge med med snoren, og ellers skulle man slippe den. Efter ca. 1/2 time sprang Shaka pludselig mod en amerikansk fyr, som også var med. Det var ikke efter planen. Det var ikke rigtigt til at sige, hvad der udløste det. Måske har han kigget den i øjnene... Der skete ikke noget med fyren, selv om han selvfølgelig blev forskrækket, og vi blev nok lidt mindre kry fra da af, selv om jeg nu egentlig ikke var bange for, at der skulle ske noget alvorligt. Tilbage i folden fik vi lov at stå ved siden af dem, mens de spiste hver to kilo høns. De søde dyr ved ikke, at deres art forventes at uddø....

Bagefter fik vi te og blåbærmuffins, og herefter fik vi en times rundvisning, hvor vi så de andre katte, mestendels med hegn imellem dem og os, især hos leoparden, som slet ikke kan tæmmes. Jeg takkede af hjertet for det hele, som jeg vil huske som en helt særlig oplevelse.

Monkeyland var næste stop (kun kort afstand), og her var der sjovt nok aber.... 12 forskellige arter, som vi dog ikke så allesammen. I Monkeyland skulle vi over en 130 meter lang hængebro, og mens vi gik over den, tog regnen ret meget til. Jeg havde så for en gangs skyld ikke taget regnfrakke med, men jeg havde da min paraply. Lige ved siden af Monkeyland ligger Birds of Eden, hvor der sjovt nok er fugle.... eller det vil sige, mange af dem gemte sig ret godt, formentlig på grund af regnen. Så det var mest de fugle, der lever på jorden, jeg kom til at se. Her foregik det 'selfguided', som er et sjovt, selvmodsigende ord for 'uden guide'.

Dagen første højdepunkt var gåturen med geparderne. Dagens andet blev Elephant Sanctuary. Ikke kun fordi de have kraftige ponchoer med fór til udlån, men det hjalp! Man indser først, hvor store elefanter egentlig er, når man går en halv meter bagved én og kan lugte den og mærke dens varme. Elefantgangen bestod i, at man skulle gå foran en elefant og række sin hån bagud, så den kunne lade sin snabel hvile i hånden. Det var sjovt, selv om jeg ser ret alvorlig ud på nogle af billederne. Jeg tror, det er fordi, man skulle koncentrere sig ret meget, og så var jeg nok også lidt overvældet af netop dyrets størrelse. Herefter lidt undervisning i anatomi, hvor man fik lov til at beføle andre dele af elefanten, og til sidst fik vi lov at fodre dem med frugt. Bagefter havde man en ret udtalt trang til at vaske hænder.... Guiden hed Patrick, og han var én af de gode!

Nu var klokken blevet 16, og vi skulle tilbage til Plett. For at være helt ærlig, så gjorde det mig ikke så meget at skulle sige farvel til John. Ham kom jeg aldrig rigtig til at forstå....

Nu har jeg kun én hel dag tilbage i Sydafrika. Det er godt for pengepungen, og jeg synes også, at jeg kommer herfra med mange store oplevelser. Så det er helt OK snart at skulle hjem.