Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg blev hentet kl. 7.30 i dag af John fra Gecko Tours. Nu ventede 183 km på landevejen forude. Destinationen var Oudtshoorn - verdens strudsehovedstad - og Cango Caves (grotter), som jeg vender tilbage til. Jeg fandt hurtigt ud af, at John, som er en midaldrende, hvid mand, ikke er den, der bruger overflødige ord. Han er egentlig bygningsarbejder fra Pretoria, men flyttede til Plett for 15 år siden, hvor han begyndte at arbejde som guide/chauffør, fordi der ikke var arbejde nok at få. Jeg havde nok forventet en lidt mere personlig oplevelse, da jeg betaler mange penge for sådan en dag. John vil jeg mest kalde chauffør, ikke guide. Men pyt, jeg kom frem og tilbage dertil, hvor jeg nu skulle.
Afgangstidspunktet var fastsat med henblik på at nå til Cango Caves kl. 10. Turene i Cango Caves starter hver hele time. Men det kunne vi nu ikke nå, selv om der ikke var megen trafik sådan en søndag morgen. Så blev der bare lavet om på rækkefølgen i dagens program. Turen var underskøn via Knysna, George og derfra op til Oudtshoorn - det hele i smukt solskinsvejr!
Første stop blev så Cango Wildlife Ranch i Oudtshoorn, som er en blanding mellem en zoo og opdræt af truede dyrearter. Min billet omfattede én times rundvisning, som blev varetaget af en ung kvinde, der kunne præstere overordentligt mange decibel! Jeg nød de søde dyr, men ikke så meget decibellerne. Der var også nogle dyr, som ikke findes i Sydafrika, som fx hvide bengalske tigre, som var smukke.
Efter min rundvisning var det så tid til at komme til grotterne. Vi nåede det lige til kl. 12. Cango Caves er fantastiske drypstenshuler, som strækker sig over fire kilometer ind i bjerget. Det blev helt klart dagens højdepunkt! For kun 50 kr. fik man en standardtur, som jeg nu ikke synes, der var så meget standard over, men det er i modsætning til eventyrturen, som er udfordrende med klatring og maven sig gennem smalle sprækker. Guiden, Eric, en stor sort mand, var uovertruffen. En rigtig lun humor havde han, og så sang han afrikanske sange undervejs for at demonstrere grotternes gode akustik. Han sang tilmed smukt! Jeg gav ham gode drikkepenge. Grotterne er svære at beskrive, - og fotografere med et standardkamera. De skal ses i virkeligheden. Jeg kan dog fortælle, at den første grotte, vi kom ind i, var så stor som en katedral. Fascinerende!
Nu var det blevet tid til frokost, og hvad tror I, jeg fik? Struds selvfølgelig! Det var udmærket og skulle efter sigende være det mindst kolesterolholdige kød, man kan få, fordi alt kolesterolet går i æggene. Jeg prøvede på bedste beskub at sikre konversationen med John under frokosten....
Kl. 15 sharp begyndte min rundvisning på en strudsefarm. Antallet af strudse i Western Cape er stærkt reduceret på grund af fugleinfluenza, men man arbejder på at få det op igen. De er altså nogle mærkværdige Guds skabninger, de strudse. Vist ikke så kloge, og sådan ser de heller ikke ud. Der var strudsesidning, strudseridning, strudsekapløb, ståen på strudseæg (som jeg prøvede) og selvfølgelig orientering om farmen og strudsene. Er det dyrplageri? Tja, jeg ved det ikke rigtigt. Jeg købte et bemalet strudseæg til 'kaminhylden'.
Det var blevet varmt nu. Termometeret på farmen viste 31 grader, og der var ingen svalende brise. Det ændrede sig, så snart vi var kommet over bjergpasset på vej ned mod kysten igen.
Hjemme igen kl. 18. I morgen får jeg også Johns selskab, da han også skal køre mig på min Animal Adventure-tur. Det foregår dog her i området, så der skal ikke tilbagelægges så mange kilometer. Jeg glæder mig til det, ikke mindst at gå morgentur med geparder. Det kan godt være, at jeg ikke ved, hvad kaninhop er, men jeg er ved at få styr på de store, vilde katte.
- comments
Mor og far Hvad du dog oplever! Kan du snart rumme mere? God fornøjelse i morgen! Sov godt!
Søren Enggaard Stidsen Jeg kan lige nøjagtigt rumme to dage mere. Sådan er det jo så viseligt indrettet :-)