Ronni, Ronni, Ronni...! Så meget for morgenmad, drikkepenge og tillid. Jeg havde sagt, at han ikke skulle sige ja til at køre mig til bussen, hvis han ikke kunne nå tilbage til kl. 6, efter at han havde kørt en dame til lufthavnen. Jeg havde sagt, at det var vigtigt, at jeg nåede min bus, og at jeg gerne ville købe nogle småting til turen. Men ih, det kunne han skam sagtens. Hvem ringer så kl. 6 (til min telefonsvarer) og melder forsinkelse? Da klokken var 6.20, var han endnu ikke kommet, og Gwen var så sød at køre mig til bussen, som skulle gå kl. 6.30. Det nåede vi også, og lidt i halvsyv holdt Ronni ved stoppestedet og undskyldte. Sådan kommer han jo ikke frem her i verden, som han så gerne vil.

Se i øvrigt afskedsbillede af Gwen og Johan i billedmappen.

Intercape-bussen kom selvfølgelig først, da klokken var næsten syv, men det kunne ingen jo have vidst. Den var i øvrigt en god løsning til at få klaret de godt 500 km til Plettenberg Bay, eller Plett som alle siger. Jeg synes, det er lidt pudsigt at bruge kælenavn til en by - det gør vi da aldrig på dansk, gør vi? Bussen var behagelig med gode sæder og benplads. Vejret var desværre ikke så venligt, idet en koldfront havde holdt sit indtog med småregn. Så det var ikke så meget man kunne se på det meste af turen, selv om det hjalp lidt på det på den sidste strækning fra omkring byen George. Det var nu heller ikke så ringe endda, for cirka dér begynder den navnkundige Garden Route, som er en drømmestrækning for selvkørende turister i Sydafrika på grund af den storslåede og mangfoldige natur. Garden Route slutter ikke så langt øst for Plett. Som sagt var vejret lidt snusket, men man kunne da godt se, at der var flot - meget grønt og frodigt med store skove af gultblomstrende træer, stejle bjergskråninger, floder og store indsøer. Der var ikke megen mening i at forsøge at tage billeder gennem de regnvåde ruder, men jeg kommer tilbage dertil senere, forhåbentlig i solskin :-)

Jeg ankom til Plett kl. 15.30, hvor man blev læsset af på en tankstation. De søde damer dér vidste ikke, hvordan man ringede efter en taxa, eller også måtte de ikke. En sygeplejerske, der overhørte samtalen, havde ikke noget imod at bruge ti minutter af sin frokostpause på at køre mig til mit gæstgiveri, og det tog jeg imod med stor tak.

På Halcyon House blev jeg taget imod af Caroline, hvis mor ejer stedet. Hun er imidlertid blevet syg, så i øjeblikket står Caroline for driften. Det er et vidunderligt sted, og man kan vidst godt sige, at jeg slutter af med manér. Jeg bor i det største værelse, Kingfisher Suite, som hævet over enhver tvivl er det mest luksuriøse, jeg nogensinde har boet i, selvom LA sidste år kommer tæt på. Man går direkte ind i eget påklædningsværelse kombineret med kontor med to skriveborde, heraf ét med udsigt. Her er tolv skabe og talløse skuffer. Jeg kan dårligt nok fylde ét skab... Soveværelset er som en drøm og med udgang til to altaner, heraf den ene med havudsigt. Badeværelset har jacuzzi, to håndvaske, separat toilet/bidet og en brusekabine, der er større en mit badeværelse derhjemme. Her er friske blomster, kolde drikkevarer og ja, jeg kan blive ved. Resten af huset er også til disposition og er ligeså fantastisk. Nu skulle man jo tro, at det koster det hvide ud af øjnene, men jeg betaler faktisk kun 560 kr. pr. nat, inkl. morgenmad.

Efter en halv time på langs var det tid til strandtur på Robberg Beach. NU er jeg kommet til Det indiske ocean, men jeg kan nu ikke se forskel.... Jeg gik ind mod byen uden kort, og jeg fandt aldrig rigtig centrum. Tjeneren på Moby d*** fortalte mig senere, at centrum ligger på bjergsiden, som der også er billede af. Dér fik jeg en god bøf med havudsigt (havudsigten kunne ikke spises...., Martin). Tjeneren fik forbud af sin chef mod at ringe efter en taxa til mig efter maden, hvilket jeg synes er meget dårlig service! Ikke fordi jeg har fået fine fornemmelser, men her i byen skal man heller ikke gå alene efter mørkets frembrud, og det er unægteligt meget dyrere for mig at ringe hernede, da det går via Danmark. Men det måtte jeg så gøre. Jeg havde lyst til at sige til den dumme chef, at det da i hvert fald er en måde at sikre sig på, at kunderne ikke vender tilbage!

Hjemme igen troede jeg lige et øjeblik, at jeg var gået forkert. Gardinerne var trukket for, og der var dækket op med te/kaffe, chokolade, vand og portvin på mit værelse. Hold da op! Jeg lavede en kop kaffe, som jeg tog med i jacuzzien. Wauw!

I morgen har jeg god tid, hvilket er dejligt. Jeg kan snildt nå at få kigget lidt mere på byen inden min flodtur kl. 14.