Det er ikke sådan at holde styr på en flok af 25 rejsedeltagere, men jeg synes nu, at Svend og Hassan gør deres bedste. De er nu som dag og nat. Svend er distræt og lidt forvirret, mens Hassan er den, der har styr på alt det praktiske. Ikke helt sjældent får de givet kontraordrer om mødetidspunkter og deslige, lidt til irritation for os. Men det glider jo, som det skal alligevel. Svend har til trods for sin utjekkethed en god viden, som han deler med os. Han er cand.mag. i religionshistorie og historie og har skrevet flere bøger om Mellemøsten. Far og jeg synes begge, at vi har godt rejseselskab. Langt de fleste er rigtigt hyggelige at være sammen med, og vi får snakket sammen på kryds og tværs. Ruth, som lever af at holde foredrag om sine rejser, er nok lidt undtagelsen - lidt belastende type, som mangler situationsfornemmelse, og som tydeligvis ikke forstår, at man har lyst til andet end at høre på hende hele tiden. Hanne Petri er et helt kapitel for sig selv. En sand enspænder, som går sine egne veje og ikke lægger skjul på, at hun synes, at guiderne er helt håbløse. Hun indrømmede dog i dag, at hun havde skiftet mening om Svend. Far har status af religiøst orakel og er meget populær i gruppen.

I dag kørte vi nedad i bogstavelig forstand fra Jerusalems 800 m.o.h. til Det Døde Havs 400 m.u.h gennem et goldt, men ret fascinerende landskab. Nede ved Det Døde Hav er dele af landet dog opdyrket med kunstvanding, især med dadelplantager, men i princippet er det ørken. Vi stod af bussen første gang ved Qumran, som er stedet, hvor dødehavsrullerne blev fundet i perioden fra 1947 til 1956. Her boede essæerne, et jødisk folk, og man kan i dag se ruinerne af deres bosted. Måske var det også dem, som skrev dødehavsrullerne. De blev i hvert fald fundet i grotter rundt omkring i nærheden af Qumran.

Herefter kørte vi nogenlunde langs dødehavskysten sydpå. Det Døde Hav er jo ganske smalt, så man ser tydeligt Jordans bjerge på den anden side. Min telefon gik faktisk over på Jordans net. Målet var Masada, som er en 400 m høj klippe med et romersk palads bygget af Herodes. Ifølge myten erobrede et jødisk folk klippen og holdt skansen mod romerne i syv år. Da romerne havde held til at genindtage klippen, begik samtlige 1000 jøder kollektivt selvmord. Vi kom derop med kabelbane. Far og jeg gik rundt for os selv deroppe i bagende sol og 35 grader. Det var varmt, men det var et meget fint sted, også med en fin udsigt ud over Det Døde Hav.

Sidste stop ved Det Døde Hav var Mineral Beach, hvor det - efter frokosten - var muligt at flyde på havet. Far måtte afstå fra dette pga nylig blærebetændelse, men jeg nød at ligge på det salte vand. Meget speciel oplevelse! Her skal man ikke kæmpe for at holde sig oppe, men derimod for at få fødderne ned på bunden igen. Saltprocenten i vandet er over 30 procent. Desværre synker havet med en meter om året på grund af rovdrift, så skynd jer dertil, hvis I vil nå at se det. Efter badet smurte jeg mig ind i mudder.... Heldigvis var der gode brusere til at skylle både salt og mudder af til sidst.

Så kørte vi tilbage til Jerusalem, hvor allersidste oplevelse her i byen blev at se Damaskusporten fra 1542. I morgen forlader vi Jerusalem og kører nordpå, hvor vi skal bo ved Genesaret Sø. Det bliver også spændende.