Ved busstoppet i Salento rendte jeg ind i mine rejsemakkere fra turen mellem Bogotá og Salento. Turen til Medellín tog godt 7 timer, selvom der er mindre end 200 kilometer. Dagene i Medellín gik med udforskning af byen sammen med en masse andre rejsende. Medellín, som er hjemby for narkobaronen Pablo Escobar, blev i 2003 erklæret som værende verdens farligste by. Siden da er der sket meget: efter store investeringer i sikkerhed og uddannelse, er eksempelvis kidnapningerne faldet drastisk (det første år faldt de med 90% og siden er det kun gået endnu mere i den rigtige retning). I Medellin er der blevet brugt meget energi på 'demokratisk arkitektur', som handler om at ændre farlige områder. Eksempelvis blev det der førhen var kriminalitetens centrum omdannet til Lysets Plads. For colombianerne repræsenterer lyset håb, og man får simpelthen kuldegysninger når man hører de lokale fortælle om byens historie. I 2013 blev Medellín kåret som den bedste sydamerikanske by at leve i. Jeg lader den lige stå lidt..
Efter tre dage i Medellín og frygteligt meget socialt samvær, trængte jeg til at komme ud af byen og være lidt på egen hånd. Onsdag stod jeg tidligt op og satte kursen mod Guatapé, som ligger cirka to timer fra Medellín. Guatapé er den smukkeste lille landsby placeret i et finurligt landskab som lidt ligner Finland om sommeren set fra oven: små øer og sammenhængende søer som snor sig gennem landskabet. Mest kendt er stedet for stenen El Peñol, som egentligt mere er en kæmpe klippe end en sten. Fra Guatapé er der cirka 5 kilometers gang til El Peñol. Fra foden er der cirka 750 trin op, og med solen stående direkte på, er det en temmelig varm (og svedig!!) fornøjelse. Til gengæld er den spektakulære udsigt fra toppen det hele værd! At kalde det smukt er næsten en underdrivelse. Når man med gummi-ben endelig kommer ned igen, går der heldigvis de sødeste små tuk tuk'er tilbage mod byen. Tilbage i Guatapé nåede jeg både at tage med svævebane over søen, samt at blive fotograferet sammen med en colombiansk kvinde, som gerne ville have et billede sammen med mig. På mit hostel, som helt sikkert havde både 'bed bugs' og al verdens andet utøj, rendte jeg igen ind i en af mine venner fra Bogotá-Salento (ham hollænderen jeg spiste med og som jeg stadig ikke kan huske hvad hedder..). Backpacker-verdenen er alligevel ikke så stor.
Nu går turen tilbage til Medellín og derfra videre mod lufthavnen, hvorfra jeg flyver til Santa Marta ved den caribiske kyst. I dette tilfælde kostede en flybillet det samme som en busbillet, men varer kun halvanden time fremfor 16 timer. Næste plan er at få udlignet de forfærdelig cykelarme som mit konstante brug af t-shirts i solen har medført.
I er meget velkomne til skrive en kommentar eller besked ind i mellem, så jeg ved hvem der følger med.
Over and out!